Dagene går hurtigt her, og lige nu er de flest fyldt op af aktiviteter for og med børnene. Fodbold, spejder, og en legeaftale, lektier, læsning, noget med madpakker og biblioteksbøger og den slags, man kommer til at glemme, men absolut ikke må. Men i søndags tog jeg til London – jeg var der kun til mandag og nåede ikke rigtigt andet end det jeg var der for, hvilket også var fint. Men én ting jeg nåede var et hotelværelse. HELT for mig selv. En kæmpe seng og en kop the på sengekanten og dødssøvn i otte timer og så op og drikke morgenkaffe i sit helt eget tempo. Det er jo vildere end at blive rullet i vat og dryppet med varme olier i en spa, og burde nærmest tvangsudskrives til alle så vi bedre kan overleve vinteren, hverdagen og madpakkerne. Der er noget om det der med at huske at bruge tid alene. Joan Didion – den amerikanske kultforfatter – skulle en gang have sagt til et spørgsmål om hvordan man finder den kreative åre: Spend more time alone.
Jeg tror hun har ret – i at man ind i mellem bare er nødt til at være helt væk og have en lille rum tid, bare for sig selv. Som kontrast til det liv man også elsker, man nogle gang kan blive helt privilegieblind omkring. For det er endnu skønnere at komme hjem end det er at tage afsted.
Helt, helt rigtigt. Både det med at komme afsted alene, at arbejde med at klare vinteren og at blive privilegie-blind. Jeg synes det begynder at gå lidt op for mig, at det virkelig er mig selv, ikke omstændighederne … hvis I forstår. Go dag 🙂