I går blev jeg ikke kidnappet (eller myrdet)

Billedet ovenfor er fra i morges, hvor jeg stod møgtidligt op og nåede at dyrke yoga. Her fik jeg tid til lige at tænke lidt over noget, der skete i går.

I går skulle jeg nemlig afsted for at holde et foredrag, ret langt væk fra S-togsnettet og eftersom jeg stadig ikke har taget (det fordømte) kørekort (jeg ved det .- det er komplet åndssvagt!!!), var det endnu engang et logistisk mesterværk, jeg var ude i.

Det er det sådan set tit og normalt er det aldrig et problem. Man kan altid forudbestille en taxa til den station, hvor man ikke kan komme videre i den rigtige retning, og så længe jeg bare planlægger i virkelig god tid er det virkeligt aldrig et problem at komme rundt.

I går skulle jeg holde det her foredrag. Livsstilsbingo. Det er megasjovt at holde, lærerigt at være med til, og der er præmier. Med andre ord: Det virker. Men der er en del at slæbe på. Så jeg havde naturligvis bestilt en taxa. 15 minutter før toget kom til stationen ringede der en chauffør og meddelte mig at han ikke kunne nå at hente mig. Så jeg bandede og svovlede og googlede og fandt ud af at der alligevel var et par kilometer at gå.

En venlig mand hørte det hele og tilbød at køre mig. Jeg tænkte med det samme at det er sådan man dør i svenske krimier, og takkede nej. Jeg forklarede ham at jeg ikke ville kidnappes (haha), og at man jo ikke må stige ind i biler i provinsen (eller hovedstaden) med mænd man ikke kender.

Vi steg ud af toget og han hev mig med over til sin kæreste og deres labrador, og foreslog igen at de kørte mig. Jeg gentog forbehold (svenske krimier, mord, kidnappet, bortført). Det syntes de var ret så sjovt, så ind med mig i bilen og de kørte mig i smukkeste stil hele vejen hen til foredraget. Var jeg tryg hele vejen? Hmmmm. Nope.

Må mine børn hoppe ind i biler hos folk de ikke kender? Under ingen omstændigheder.

Var det dumt af mig? Måske. Skal man tro på hinanden og det bedste i hinanden? ja. Så hvad så? Hvad gør man i sådan en situation? Jeg kan sgu stadig ikke finde ud af det – uanset hvor taknemmelig jeg var og er for mine helt utrolig søde redningsmænd og deres meget tålmodige labrador.

5 kommentarer

  1. Pu ha, jeg ved heller ikke hvad jeg havde gjort i sådan en situation, for det ER nemt at sige at man da selvfølgelig altid skal stole på andre og tage imod når mennesker er hjælpsomme. Personligt er jeg faktisk også i tvivl…
    Men jeg kom til at tænke på Leonora Christina Skov. Hun rejser jo om nogen landet tyndt og holder foredrag i år, og rejser også med tog. Jeg følger hende på Instagram, og det kræver godt nok meget planlægning når man skal være i Lemvig den ene dag og dagen efter i Rønne…. Hun beskriver at hun møder den største hjælpsomhed alle vegne, det er godt at vide – men personligt er jeg alligevel i tvivl om hvad jeg selv ville gøre.

  2. Jeg bor på landet og det er meget almindeligt herude at tage folk med i bilen, da vi alle er klar over de trafikale udfordringer, der er herude. Ligesom det er normalt at stoppe og spørge folk om de vil med, hvis man ser folk som sjosker ud ad landevejen. Så ro på

  3. Jeg måtte læse dit indlæg to gange. Var det for sjov ? Jeg bor i det, man vist kalder provinsen, når man bor i storbyen. Mig bekendt er vi ikke mere farlige end byboere.. Læs ikke alle de krimier. Det er ikke virkeligheden. Jeg ville tage imod et lift.

  4. Hej Charlotte,

    Nej sgu – det var ikke for sjov. Men jeg ville have det på samme måde i København. Det er et regulært dilemma! Skal man stole på andre eller gå rundt og være bange? Jeg har faktisk ikke tænkt over det før.
    KH
    J

    Kære Susanne,
    Og det er jo simpelthen så fint – jeg har bare aldrig stået i en situation før, hvor jeg havde den slags behov for hjælp og hvor den blev tilbudt så beredvilligt.
    KH
    J

    Kære Rie,
    Det er det, der er så vildt. De fleste er jo simpelthen så søde, og man skal jo være bedre til både at tage imod hjælp og til at tilbyde den.
    KH
    J

  5. Jeg lærer selvfølgelig også mine børn at de ikke må gå med fremmede, uanset hvor sød og rar en fremmed måtte virke…
    Og alligevel må jeg bare sige til dig, at jeg har fået nogle af de bedste oplevelser da jeg i min sprøde ungdom var blaffer. Jeg har med en god ven været frem og tilbage mellem København og steder som Prag og Amsterdam. Jeg har blaffet i Israel og på Island. Plus alt det løse. Jeg har mødt så mange fine mennesker på de ture, korte som lange.
    Jeg gør det ikke mere, jeg er nok blevet mere magelig. Og gammel på den måde, at jeg ikke rigtig tør. Og så var der det med børnene, ikke… Men det er fedt at høre, at der findes folk, der tilbyder en som dig et lift, og at du tager med 🙂

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *