Der er morgener, der går virkeligt godt, hvor alt er idel lykke og dem, der er et hækkeløb mod kaffen på kontoret, og bare fire minutter for sig selv, hvor man kan stirre ind i en væg uden at skulle forholde sig til at éns yngste barn nu er blevet for lang til alle sine bukser, og de to han kan passe er “for tykke”.
Den slags morgener, hvor man løber hurtigere end kaffen kan holde til, og hvor panikken lyser ud af øjnene på én, når det pludselig går op for en at barnet har været hos sundhedsplejerske uden den seddel man skulle have fyldt ud for 14 dage siden. Og at han er 128 cm høj. Den lille store dreng.
Og så er der den anden slags morgener, hvor ingen er sure, hvor alle selv kan finde deres rene underbukser, hvor havregrøden smager godt og hvor kaffen er præcis så varm som den skal være. Den slags morgener der gør hele dagen bedre, og, går det efterhånden op for mig, mest handler om at undgå den funktion på vækkeuret der lover 9 minutters fred.
Hverdagen tager røven på mig ind i mellem, både på den fantastiske måde og på den der hektiske måde, hvor jeg sværger at jeg gør det bedre i morgen, og jeg mener stadig at man bør have en medalje hver eneste gang man ikke råber.
Formuleringen med hækkeløb gjorde mig glad!
Jeg holder også (80% af tiden) af hverdagen.
2018 har været så hektisk for os indtil videre, så for en gangs skyld vil jeg råbe “mere hverdag, tak!” Flere rutiner, mere ro og rigtig gerne mere leverpostej over tilværelsen… og en lind strøm af kaffe 🙂
Hverdagens hækkeløb. Der er vist ingen gyldne løsninger. Bare op og i gang hver eneste dag og håbe det bedste ☺️
Tak for den om medaljen hver gang man ikke råber. Jeg fik lidt vand i mine øjne. Jeg har i mandags bestemt at det skal være slut med råberiet. Så den om medaljen gik lige i mit hjerte. For hold op det er svært når det hele er på tværs og man mærker afmagten. Men det har været en god uge …
Kære Andrea, ja, det er så svært – og der er nogle dage hvor man tænker at ungerne har gang i en konspiration for at få en til at skrige hovedet af….
Kære Susanne – du har helt ret! Og så et skud kaffe med optimisme!
Kære Marina; DET forstår jeg SÅ godt! Og sådan er det også tit for mig – bare længe sig tilbage i trummerummen og spænde hjelmen…
Kære VPV – ja! Og det er du og din søster om nogen gode til at vise på jeres fantastiske blog!
Kærligst
J
Først og fremmest har du ret. Snooze-knappen burde fjernes fra alle vækkeure, clockradioer m.v.
Jeg købte en oldnordisk Samsung 1200 i Føtex til 99,- som IKKE var en smartphone, og den har fem tider den kan vække én på. De to af dem bruger jeg i hverdagene. Nr. tre og fire bruges ved ændringer – og den sidste bruges hvis jeg en sjælden gang er vågnet ultra-tidligt i weekenden og får brug for en middagslur, hvor jeg gerne vil bryde mønsteret, så jeg ikke rammer ind i en søvnløs nat…
Hvorfor skriver jeg så det? Fordi vi alle finder løsninger, der passer os.
Jeg er ret sikker på, at når du tillader dig selv, at sige ‘pyt’ selv når det hele koger over, så finder du pludselig nøglen, der passer til dig og jeres liv. Hvad den bedste løsning er for dig kan ingen andre gætte på, men synes nu du skulle rose dig selv lidt oftere. Du klarer det langt bedre end de fleste af os andre ville kunne gøre det samme.
God søndag. Nyd roen, nyd livet, nyd kæresten/gemalen, børnene m.v. Det skal nok gå altsammen. 🙂