Hvad er det egentligt der betyder mest? Højdepunkter fra en sommer.

Nu, hvor det føles som om det godt kunne gå hen og blive efterår igen, er det ved at gå op for mig at sommeren er slut. Ungerne er startet i skole, med alt hvad det medfører af hiv og sving i børnefamilien, men også med alt hvad det medfører af en helt anden slags glæde. I går morges mødte jeg en god bekendt, på vej til arbejde, og vi nåede lige at tale lidt om de helt små ting og de helt store. For eksempel om, at det handler om at være her nu. At det handler om at huske at hverdagen er til for at glæde sig over den, og at det ikke nytter noget at glemme, at det vigtigste i livet er dem, vi deler det med. Banalt måske, men værd at huske, og noget der for alvor kan skygge over hverdagsbrokken og den lejlighedsvise selvmedlidenhed over at det nu er onsdag igen. Så derfor besluttede jeg mig for at fastholde nogle af de sidste par måneders højdepunkter i følelser. Det er faktisk en ret lækker øvelse, hvor man pludselig kan genkalde sig, hvordan man havde det, da man stod der, og var glad helt ind i sit inderste. Her kommer nogle af mine.

Da vi var på ferie, og ungerne sov så længe at jeg kunne nå at vågne før dem, og ligge og kigge på de store børn, som normalt aldrig er stille længe nok til at man kan på at dufte til dem. Sofus har 64 fregner på venstre kind, og det fandt jeg ud af den morgen.

Da regnen endelig kom, gik igen, og alting duftede så vidunderligt at jeg blev mindet om hvor dejligt det er at være lige midt i det.

Da brombærerne blev modne, og jeg kunne huske og smage min barndoms have, og det gik op for mig at syltetøj er ganske udemærket måde at hælde sommeren på glas.

Da jeg kom i tanke om, end tidlig augustmorgen, hvorfor jeg elsker at bo i byen, og hvorfor København er min by.

Da Johan og jeg skulle ud (det er vi meget sjældent) og det var den skønneste sommeraften, og lykken var med.