Nej, Vi Tænker Ikke Kun På Os Selv. WorkLifeBalance og En Slags Programerklæring for Efteråret

Så er hverdagen (heldigvis) snart i gang igen. Ligeså højt jeg elsker ferie, lige så vild er jeg med det der sker, når alle er i gang igen. Men når man har været lidt på ferie, og fået sin hverdag en smule sat i perspektiv, så sker det at man pludselig forstår noget om den hverdag, man før ferien havde så travlt med at komme væk fra. Jeg må indrømme at jeg synes at det har været noget af en omvæltning at have to børn i skole det sidste år. Det er dobbelt op på madpakker, på forældreintra, på arrangementer, på skoletasker og idrætstøj (også selvom man ikke er typen der leger tjener for sine unger), og dobbelt op på relationer. Det er en helt anden hverdag, ganske simpelt. Den kræver mere, end at have barn i børnehave – sådan har jeg i hvert fald oplevet det.

Jeg er topprivilegeret fordi mit arbejdsliv er et, hvor jeg selv har indflydelse på min hverdag. Det erkender jeg blankt, og jeg er virkelig glad for at gå på arbejde (nogle gange i problematisk grad, glad for det), og fordi jeg arbejder sammen med og for mennesker jeg selv har valgt til. Det er en gave. Jeg har arbejdet for at få mit arbejdsliv herhen, og jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer til at føle, tro eller opleve, at jeg ikke skal arbejde for det. Nogle gange har jeg balancen i det, og andre gange slet (!!!) ikke.

Man læser og hører hele tiden om at vi i min generation har så travlt med at have karriere, det perfekte liv i det perfekte hjem med den perfekte krop, og at det er synd for vores børn at vi er sådan nogle egoister. DEM KENDER JEG INGEN AF! Jeg kender ikke én der prioriterer sig selv over sine børn, eller én eneste kvinder, der træner så meget at hendes børn kommer bagefter i skolen. Men jeg kender masser i min generation med ondt i ryggen (fordi man ikke vil bruge en aften væk fra familien på at træne), og mange der savner deres venner (fordi man ikke vil bruge en aften væk fra børnene for at se sine venner), og masser af kvinder, der ind i mellem føler at det er svært at få vejret til hverdag, fordi man ikke prioriterer tid til sig selv når ungerne har en fodboldturnering, der er vigtig for dem og de derfor skal køres 250 km.

Balancen dør nogle gange i hensyn, og i at man vil gøre det så godt for andre, som man overhovedet kan. Dét har jeg tænkt over i ferien. Og der er nogle steder, jeg i den grad mangler at få styr på balancen i det hele – og jeg vil forsøge at gøre mig umage for det, dette efterår, også selvom Sofus begynder i første klasse og Elias i fjerde og selvom der er tryk på alle kedler. For eksempel vil jeg læse mere, og mere af den slags jeg ikke læser som del af mit arbejde. Ren fornøjelse. Jeg vil tilbage i yogacentret, i stedet for kun at bruge min app hver morgen, og så vil jeg forsøge (aner ikke hvordan endnu), men at komme derhen til, hvor det faktisk er muligt at have et socialt liv sammen med / ved siden af / oveni børnefamilie-livet og arbejdslivet.

6 kommentarer

  1. Jeg læste på et tidspunkt ovre hos Linda på blogsbjerg, at ‘Vi skal være her allesammen, også mig’. Og det har jeg tænkt ganske meget over efterfølgende. Dels fordi hun har så åbenlyst ret, dels fordi det er noget man, eller i hvert fald jeg, lidt glemmer. Ikke fordi jeg udelukkende lever og ånder for mine tre børn, men fordi jeg får dårlig samvittighed over nogle gange at prioritere mig selv over familien. Og dét er noget, jeg vil arbejde med i efteråret. For jeg skal også være her. Og det er okay, at jeg også en gang i mellem har brug for at være alene / løbe en tur / kigge ind i væggen / rode rundt i haven. Og så kan det godt være, at de store får lov til at se lidt (mere) iPad eller må underholde sig selv en gang i mellem. For jeg tror faktisk på, at det er sundt også for børn at lære at vi andre også skal være her og at ikke alt handler om dem. Hvilket skolelærerne giver udtryk for at børn i mindre grad end tidligere forstår. Så derfor: god plan med lidt mere egentid og flere bøger. Hvis man husker også at lave noget for sig selv, som man bliver glad af og får energi af, bliver man også en gladere mor. Og dét vil så blive en afledt benefit for børnene.

  2. Kære Astrid, ja, jeg er helt sikker på at det er rigtigt. Jeg vil også arbejde for at lære det, dette efterår. Det er bare lettere sagt end gjort, så vi må lige holde hinanden oppe på det.
    KH
    J

  3. Jeg kender heller ikke de der egoister, men jeg kender mange som er ved at gå til af stress, fordi Alt skal være perfekt. Så man må acceptere at noget bliver taget mindre alvorligt og måske ikke bliver helt så godt, som det kunne blive, hvis man brugte oceaner af tid. Nogle gange må det være godt nok med mindre…

  4. Personligt ville jeg aldrig få gæster hvis jeg skulle diske op med 3-retters velkomponeret menu og blankpoleret sølvtøj. Sidstnævnte ejer jeg for øvrigt slet ikke, og ukrudtet gror lystigt i min lille have. Men jeg har hele sommeren husket at give solsorte og pindsvin vand, og når jeg får veninder på besøg sker det ofte at jeg er smuttet forbi fiskemanden på torvet efter røget makrel og fiskefrikadeller. Dertil hjemmedyrket purløg fra haven, og resten er vi fælles om – vi går i Fakta efter rugbrød og kold rosé og så plejer det hele at gå… Det er NÆRVÆR der er vigtigt for mig, ikke de ydre rammer.
    Jeg læste for år tilbage et interview med Helle Thorning-Schmidt. Hun har med hendes mand og venner to koncepter: “Spis og skrid” til hverdag hvor det er helt ok at komme kl 18 og spise og gå kl 19 hvis man skal hjem og putte børn. Ingen forventninger, bare hurtig aftensmad og hjem. Men også “Spis og bliv” – til weekender med tid til festivitas og rødvin. På den måde bliver det overkommeligt at se venner, også i hverdagen.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *