Nej, Vi Tænker Ikke Kun På Os Selv. WorkLifeBalance og En Slags Programerklæring for Efteråret

Så er hverdagen (heldigvis) snart i gang igen. Ligeså højt jeg elsker ferie, lige så vild er jeg med det der sker, når alle er i gang igen. Men når man har været lidt på ferie, og fået sin hverdag en smule sat i perspektiv, så sker det at man pludselig forstår noget om den hverdag, man før ferien havde så travlt med at komme væk fra. Jeg må indrømme at jeg synes at det har været noget af en omvæltning at have to børn i skole det sidste år. Det er dobbelt op på madpakker, på forældreintra, på arrangementer, på skoletasker og idrætstøj (også selvom man ikke er typen der leger tjener for sine unger), og dobbelt op på relationer. Det er en helt anden hverdag, ganske simpelt. Den kræver mere, end at have barn i børnehave – sådan har jeg i hvert fald oplevet det.

Jeg er topprivilegeret fordi mit arbejdsliv er et, hvor jeg selv har indflydelse på min hverdag. Det erkender jeg blankt, og jeg er virkelig glad for at gå på arbejde (nogle gange i problematisk grad, glad for det), og fordi jeg arbejder sammen med og for mennesker jeg selv har valgt til. Det er en gave. Jeg har arbejdet for at få mit arbejdsliv herhen, og jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer til at føle, tro eller opleve, at jeg ikke skal arbejde for det. Nogle gange har jeg balancen i det, og andre gange slet (!!!) ikke.

Man læser og hører hele tiden om at vi i min generation har så travlt med at have karriere, det perfekte liv i det perfekte hjem med den perfekte krop, og at det er synd for vores børn at vi er sådan nogle egoister. DEM KENDER JEG INGEN AF! Jeg kender ikke én der prioriterer sig selv over sine børn, eller én eneste kvinder, der træner så meget at hendes børn kommer bagefter i skolen. Men jeg kender masser i min generation med ondt i ryggen (fordi man ikke vil bruge en aften væk fra familien på at træne), og mange der savner deres venner (fordi man ikke vil bruge en aften væk fra børnene for at se sine venner), og masser af kvinder, der ind i mellem føler at det er svært at få vejret til hverdag, fordi man ikke prioriterer tid til sig selv når ungerne har en fodboldturnering, der er vigtig for dem og de derfor skal køres 250 km.

Balancen dør nogle gange i hensyn, og i at man vil gøre det så godt for andre, som man overhovedet kan. Dét har jeg tænkt over i ferien. Og der er nogle steder, jeg i den grad mangler at få styr på balancen i det hele – og jeg vil forsøge at gøre mig umage for det, dette efterår, også selvom Sofus begynder i første klasse og Elias i fjerde og selvom der er tryk på alle kedler. For eksempel vil jeg læse mere, og mere af den slags jeg ikke læser som del af mit arbejde. Ren fornøjelse. Jeg vil tilbage i yogacentret, i stedet for kun at bruge min app hver morgen, og så vil jeg forsøge (aner ikke hvordan endnu), men at komme derhen til, hvor det faktisk er muligt at have et socialt liv sammen med / ved siden af / oveni børnefamilie-livet og arbejdslivet.

6 Comments
Previous Post
Next Post