Når børn (ikke) bliver skuffede

Nogle gange tænker jeg at der er noget i den måde vi er nogle, der er sammen med vores børn på, hvor man kommer til at løbe lidt rigeligt hurtigt for at indfri forventninger og leve op til et eller andet, ingen har defineret. Det er ikke fordi jeg synes jeg arrangerer helt vildt meget, eller liner op af Zooture og årskort til Tivoli. Men jeg vil rigtigt gerne have at ungerne får nogle gode oplevelser, noget at glæde sig til, og noget hvor de oplever at jeg som forælder gør noget aktivt med dem.

For eksempel har jeg brugt tid og virkeligt mange penge på en tur i Cirkus Summarum med Sofus i år. Vi var afsted i lørdags og skulle mødes med Sofus gode veninde og hendes mor. Alt var fint. Da vi kom ind i det store telt gik der lige præcis tre minutter før Sofus spurgte mig, hvorfor det ikke var sjovt? Hvor de gode sange var og hvornår det ligesom blev til noget? Og det var virkeligt heller ikke særligt sjovt, snarere tværtimod. Da pausen kom og Sofus var meget lettet bad han om at vi kunne tage hjem. Sofus veninde havde det på samme måde, og så gik vi hjem. Ungerne var ikke skuffede; snarere tværtimod og især begejstret over den hule de nåede at bygge i et krat på vejen hjem. Det bedste på hele dagen, mente Sofus, var faktisk netop den hule. Og det bringer mig så hen til det vigtigste: Nogle gange skal man vist bare huske at sætte sig ned med hænderne i skødet og lade helt være med at arrangere noget som helst. Så hulen bliver dagens højdepunkt i stedet for at rakke rundt efter ting der tager tid og koster penge, der er bedre brugt på lige netop huler.

4 Comments
Previous Post
Next Post