Synnøve Søe er død

Jeg har lige læst at Synnøve Søe er død. Det rammer mig, selvom jeg ikke kendte hende, men fordi jeg kendte hendes ord. Der er ganske få skribenter som hende, der alt for gavmildt deler ud af al deres sorg og al deres glæde; af alle deres tvivl. Hun var en ener, og levede gennem sin pen og sit blik for sig selv og andre. Hvis du vil lære hende at kende, har hendes redaktør på POV skrevet en fantastisk nekrolog.

Jeg har nogle gange fornemmelsen af – og ind i mellem også en helt tydelig erfaring af – at vi meget dårligt rummer kvinder, der er “for meget”, “for vilde”, “for store”; som med armbevægelser og indsigt forsøger at skabe plads i verden til den de er. Vi fælder hurtigt dom. Vi råber hurtigt, vi vender hurtigt blikket bort. For fem-seks år siden fik jeg en mail af Synnøve Søe. Hun havde læst min bog, Sandheder fra en løgner, og hun kunne lide den. Hun kunne lide den, og hun kunne lide måden, jeg skrev på. Jeg husker at jeg ikke kunne få vejret, da den mail tickede ind. At HUN skrev til mig? Det gav ingen mening. Vi havde en kort periode, hvor vi skrev sammen, og så forsvandt hun.

Jeg tror ikke vi så tir forstår, hvad det kræver at stå ved sig selv. Nogle kan nemt, andre betaler en høj pris. Uden at kende hverken hende, eller den pris hun betalte, så er jeg sikker på den var der, og at den fyldte, og at vi skal huske at give plads, rum og papir til dem, hvis sårbarhed bedst læses, bedst skrives, når de giver alt det de kan.

 

2 kommentarer

  1. Jeg har også hørt det, det er så trist… På nogle punkter mindede hun lidt om Tove Ditlevsen med sin sarthed, skrøbelighed og utilpassethed. Hun var helt sin egen, en der delte vandene, som krævede at folk tog stilling til sig, alene ved sin blotte tilstedeværelse.
    Jeg startede i gymnasiet i 1991, og kan huske at vi læste hende engang.
    Jeg vidste også at hun boede på Bornholm i mange år, men anede ikke at hun ved sin død boede i Århus.
    Jeg kommer aldrig til at forstå selvmord. Livet kan være så uendeligt barskt, men vi har altså en forbandet pligt til at leve videre på trods – især hvis vi, som Synnøve, har børn! Vi må se på det, der ER og få det bedste ud af det, ud fra de forudsætninger og vilkår vi nu engang har fået og hvor vi er i livet… Og vi kan alle sammen hjælpe ved ikke konstant at vise alle vores gode sider og succes frem, give mere plads til det triste, fiaskoen når vi mislykkes med noget. På den måde kan mennesker der, som Synnøve Søe, har et lidt mere sårbart sind end de fleste, måske alligevel føle at de hører til et sted her i verden… RIP

  2. Julia, tak fordi du altid minder os om at være rummelige. Det er der brug for.

    Jeg er så enig med Rie i hendes syn på, at selvmord er svært at acceptere, når man har børn.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *