I morges læste jeg en klumme af Anne Sophia Hermansen, som jeg både blev rørt og glad for. Den handler om at man ikke selv er skyld i alt. At livet også er noget der sker for os, og overgår os, og at det også ind i mellem overgår vores egen formået. At livet gør ondt, godt, og at det hele ikke kan planlægges som en charterrejse, hvor man har styr på alle detaljer. Og jeg er enig; og træt.
For hvis man selv, ellers ens nærmeste, fejler et eller andet har man en tendens til at lede efter en årsag. Måske findes den ikke. Årsagen. Hvis noget dårligt sker for os, er det ikke givet at vi selv har trukket det dårlige til, været dumme, eller på en eller anden måde er blevet en magnet for lort, fordi vi ikke har tænkt positivt nok, eller haft det (fucking) rette mindset. Jeg er led og ked af at vi skal tænke os ud af alting, og at skæbnen er blevet afskaffet. Skæbnen, eller forsynet, eller tilfældighederne tør vi ikke mere overlade noget som helst til, og det er en skam. For nu skal vi selv bære ansvaret for alt det der sker os, skidt som godt – og hvis livet ikke arter sig, så det kan måles og vejes og findes perfekt, så må vi selv gøre noget ved det hele. Livet, kiloene, rynkerne og alt det, der gør ondt. Nogle gange kunne det også være, at vi bare stod i orkanens øje på det forkerte tidspunkt.
Lidt i samme stil… Jeg bliver også ked af diskursen “NN tabte kampen mod kræften”. Var NN ikke stærk nok, skulle NN have kæmpet mere, var det NN’s egen skyld?
Tak!
Hear hear! !!
Enig Marina; ikke til at bære!
Louise og Susanne: Kram!
Fuldstændig enig! Og som Kirsten Thorup sagde i et interview i forbindelse med at hendes nyeste roman “Erindring om kærligheden” udkom: “Der skal en vis portion held til at lykkes i livet”.
En meget nær veninde døde fra mig kort før jul. Vi havde kendt hinanden i 17 år. Hun blev 64 og havde haft tarmkræft i 3½ år. I september valgte hun at sige fra overfor mere behandling da hun havde alt for mange og svære bivirkninger af kemoterapien. Respekt for hendes valg. Jeg forstår hende godt, men jeg S-A-V-N-E-R hende nu! Sorgen er ikke knugende som da den for alvor satte ind i midten af januar og hele februar, og jeg ved at det på et tidspunkt bliver nemmere at leve med at hun er væk. Men jeg er der ikke endnu.
En anden veninde har lungekræft, prognosen er ikke god men hun er heldigvis stoppet med at ryge.
Og sidste sommer fik min far konstateret prostatakræft. Han blev opereret, har været igennem både kemo,- og strålehandling og PSA-tallet falder som det skal. Der er ingen spredning til knoglerne, og lægerne siger at han kommer til at dø MED prostatakræft og ikke AF det! På en sær måde blev min fars sygdom nærmest til en biting i fht de to veninder. Men jeg ved jo godt at det ikke er sådan. Det er min far, og da jeg ikke har kontakt med min mor og heller ikke får det, kan det dårligt komme tættere på!
Jeg er helt med på at vi hver især har ansvaret for at gøre os umage, vi kan gøre vores bedste, håbe på det bedste… Vi kan, i modsætning til da vi var unge og udødelige, stoppe med at tro at vi liiiiige kan nå med over i krydset selvom der er gult, vi kan lade være med at brokke os over småting – ingen dør af at et tog er 7 minutter forsinket! Så på den måde kan vi gøre hver vores, men at tro at vi kan hvad vi vil, bare vi vil det NOK er en stor, fed løgn! Ikke alle har de samme gunstige forudsætninger for at få Det Gode Liv. Det glemmer mange tror jeg!
Lotte Blicher Mørk skriver i øvrigt meget fint om det i hendes bog “På en måde skal vi dø”. Læs den!
Tak fordi du delte, Julia og god onsdag til dig 🙂
Ja. Ansvaret tynger, så vi bøjer i knæene. Og tankerne tyranniserer, når vi prøver at regne den ud. Vi kryber omkring og dukker os for livets storme. Det er hårdt at være menneske.
Og vi gør det ikke nemt for os selv. Vi udsætter os for en lind strøm af information, som vi ikke ved, hvad vi skal stille op med. Medierne braser hver dag ind i mine tanker og kan skabe så meget frygt, at jeg ikke føler, jeg kan komme til at leve.
Man kan vælge at leve sundt, men der er ingen, der skal bilde mig ind, at man af den grund kan redde sin røv. Vi er nået meget langt ud, når vi tillægger den enkelte ansvaret for liv og død.
Jeg ser livet som et spil, vi er kastet ind i, og hvor vi ikke kender reglerne. Vi spiller bare, så godt vi kan. Nogle spiller efter Ludo-reglerne (hvor det gælder om at slå hinanden hjem) , andre spiller Matador (hvor det gælder om at rage til sig).
Lige nu leder jeg efter et spil, der gælder om at give plads og rum til mig selv og andre, som dem vi er. Uperfekt, bange, kede af det, skøre, sjove, hjælpsomme. Det nære, det tæller. Måske er det alt, der er.
En delte den her artikel i en anden tråd på Facebook – http://journalisten.dk/de-syge-vinderhistorier
Og min kommentar var bl.a.: “Det handler om held i det store helbredsmæssige tilfældighedslotteri og om kompetence hos dem, som man forhåbentlig er heldigt at have adgang til i sundhedsvæsenet. Dertil kan man så lægge tålmodigheden og viljestyrken til at opsøge og tage imod hjælp og ikke smide håndklædet i ringen før tid. Men det er dælme det, der er tale om, nemlig det heldige ved at tingene stakker op korrekt, eller det uheldige, at de ikke gør.”
Og til Rie ovenfor:
At din veninde på et tidspunkt sagde: “Nej tak, nu kan jeg ikke håndtere flere forsøg på behandling”, er slet, slet ikke det samme som at smide håndklædet i ringen før tid.
Men som forsker i etik, så er det som at blive gjort grundlæggende arbejdsløs, hvis alle enten påtager sig for meget ansvar på egen hånd, eller fralægger ansvaret for alle andre under mottoet “Så har du nok ikke gjort nok selv”.
Enig Liselotte 🙂
Tak for linket, det vil jeg nyde at læse.
Det meget trættende, selv det officielle sundhedssystem kan møde en med en holdning der minder mest om “tag dig sammen, det din egen skyld” og kan man ikke drage nytte af kognitiv terapi så kan man få skudt i skoene at man nægter behandling, åh måske var det bare ikke muligt at tænke sig ud af smerten på den måde… for sjovt nok har åbensindede behandler sammen med mig fundet behandling der virkede.
Kære Rie, Kære Charlotte – jeg er så enig med jer. Og der er meget der handler om at finde en vej, hvor man kan se tingene med åbne øjne, og bevare så meget af sig selv som muligt, tror jeg. Uanset hvor man er i livet, og om man står på kanten af det. Men det der med kampen – om den er tabt eller vundet, kan jeg slet slet ikke holde ud. De lyder som om at hvis bare man havde gjort sig liiiiidt mere umage, sååååå…
Kram
J