Siden jeg fik Elias har søvn været et tilbagevendende problem. Jeg sover ikke. Eller jo, det gør jeg, men jeg sover ikke nok. Ikke fordi jeg ikke vil sove, eller ikke er træt, men fordi jeg ikke rigtigt kan huske, hvordan man falder i en dyb søvn. Og slet ikke i januar. Efter år med falsk strubehoste hos ungerne, talrige natlige vagtlægebesøg og mindst lige så mange udkald til skadestuer og ambulancer, med børn, der ikke kunne få været, så vågner jeg ved et grynt. Bogstaveligt talt. Nogle gange ovenikøbet mit eget. Og jeg vågner helt. Jeg står nærmes op i sengen, hvis jeg kan høre ungerne hoste i et andet værelse, og så er den nat ødelagt. Det ligger lige under huden på mig, at jeg skal være i allerhøjeste alarm, hvis Hosten (med stort med vilje) sætter ind. Og så er der alle de andre grunde til at jeg ikke sover: Børn, der drømmer og skal trøstes. Børn, der skal tisse og følges igennem lejligheden i nattemørket. Børn, der står ved siden af sengen klokken 2 om natten og ånder mig ind i ansigtet mens de med hviskende stemme spørger om jeg har lyst til at læse om et dyr i Sebastian-bogen? Børn, der vil ligge halvt ovenpå mig og blokkere mine luftveje før de selv sover godt. Sengetøj der skal skiftes om natten. Den slags. Jeg er holdt op med at sove. Med undtagelse af hoteller. Jeg sover så latterligt godt på hoteller, at jeg slet ikke ved hvordan jeg skal svare når andre fortæller mig at de har svært ved at sove et nyt sted. Et hotelværelse er dét sted, jeg sover bedst. Især om vinteren; væk fra hoste, snøft og rallen. Måske derfor – efter en særlig slem nat i sidste uge – kom jeg til lidt åndsfraværende at google hotelværelser. Og hotelsenge. Billederne her i indlægget er resultatet.
Send mig med eksprespost til billede nummer tre, tak. (Men ikke via PostNord, dog).
Det med søvnen kommer en dag igen, det ved jeg med sikkerhed, for min den ældste fylder tretten lige om lidt (TRETTEN!), og den mindste er fem. De er bare syge på en anden (og ‘mindre’) måde når de er større. Man frygter ikke længere Hosten på samme måde. Søvnen kommer igen, den kommer… ❤️
Nogle gange er det bare rart at vide at man ikke er den eneste der har børn der ikke sover. Selvom det jo også er trist at vi er flere, når man ved hvor hårdt det er. Min yngste på snart 2 har ikke sovet mere end tre timer i et stræk siden han kom. Og det sker kun cirka en gang om ugen. Ellers er jeg ude af sengen hver eller hver anden time. Hver nat. Man bliver sårn lidt kuk af det…Og ja, vi har prøvet alt muligt 🙂 næsten det hele tror jeg. Kun en varm hånd på kroppen virker.
Og tak Maude, for håbet 😉
Åh ja – skønne dejlige stille hotelværelser med store senge og knitrende hvidt sengetøj. Puslingen er mit livs lille stjerne men eiiihhh – en hel nats søvn uden grynt, prut og drømmesnak det er ikke at kimse ad ;0)
Jeg føler med jer. Små børn, der er syge, er en umanerlig hård opgave.
Man får tudet ørerne fulde i medierne af skrækhistorier fra forskerverdenen om, hvor forfærdelig farligt det er ikke at sove. “Søvn er SÅ vigtigt! AL forskning viser det” . Det plagede mig i de år, hvor små børn holdt mig vågen om natten. Tætheden var ligesom til at deale med, den går jo over. Men hvis man oveni kunne forvente alverdens skavanker som følge af søvnmangel, så tog det ligesom modet fra en.
Men vi skal ikke lade os slå ud. Som min mormor sagde, da hun var i midten af 70-erne: “Jeg kan sove, når jeg blir gammel”. Og det kan vi jo! Lad det være en trøst.
Stakkels dig. Det lyder hårdt. Min sygeplejerske – svigerinde siger, at sidste nyt fra lægefronten er, at det ikke er så vigtigt, hvor meget man sover. Men en god nats søvn er nu rart.
Jeg har ikke selv haft småbørn, men mine veninder siger, at pludselig en dag får man det anderledes og opdager at det er fordi man er udhvilet. Der er håb forude. Indtil da nyd hotellerne . Jeg snupper nr 1.
Lad dette være en non-anbefaling:
Af forskellige grunde går jeg rundt med en FitBit på håndledet, sådan en, der også måler søvnmønster. Selve armbåndet kan vise klokken med lys midt om natten, og ens smartsphone kan vise, hvor lang eller kort tid, og hvor solidt man har sovet.
Og inden Susanne ovenfor reddede mit humør med svigerindens ord, så troede jeg, at søvn var meget vigtigt.
Derfor har jeg nogle gange haft tendens til at gå lidt i panik over at vågne og ikke lige kunne falde i søvn igen med al den elektonik til at dokumentere det – så meget, at der nogle gange er forsvundet rigtig meget god sovetid på den konto.
Jeg har ikke børn, ingen andre undskyldninger. Men hvis I føler jer presset på søvnmønstret, så køb for alt i verden ikke et armbånd, der kan dokumentere, når I ikke får sovet. Det virker slet ikke:)
Og pludselig en dag hvor små børn er blevet større obørn,pdager man ens skuldre er kommet ned på plads , man tænker ikke automatisk hver nat man hører et lille host eller en tæt næse : åh nej nu kommer Hosten ,” hvem kan blive hjemme imorgen? og man glemmer alle nætterne man sad siddende op med et barn i favnen for at dog få lidt søvn;-)
Kære Alle – det er bare sådan det er; og det er jo præcis der man står mellem kærlighed og krammene og ødemarken uden søvn. men altså, jeg forstår så godt at man bliver syg af at mangle søvn.
Tak for alle jeres kommentarer,
store kram,
J