Egentligt havde jeg tænkt at vente med at tale om den slags ting, til Sofus er færdig med at gå i børnehave. Det er ikke altid det gavner ens børn, at have forældre, der råber op, men uden at ville sige noget som helst om den børnehave Sofus går i lidt endnu, så vil jeg sige at jeg er rystet over de forhold der bydes mange børn i de (i hvert fald) københavnske institutioner.
Jeg forstår til fulde, hvorfor der opstår så mange private børnehaver. Og det er et problem – for jeg er faktisk FOR at vores børn skal i institutioner, jeg er FOR at de skal mødes i grupper af børn, der lever anderledes med en anden slags forældre med en anden slags sukkerpolitik og en anden måde at lægge vasketøj sammen, end hjemme hos ungerne selv. Men det nytter jo ikke noget, hvis de voksne i institutionerne er så få at det går ud over både børn og voksne?
Nu har vi flere partier i Danmark, der kæmper pensionisternes sag, men det er jo ikke som om nogen står i kø for at hjælpe børnene? Ikke sådan for alvor?
Hvis skattevæsenet kan smide 12,5 milliard væk uden helt at opdage det, er det vel ikke fordi Riget på den måde fattes penge; sådan for alvor, og mens man taler om at de svage i samfundet er de ældre, glemmer man måske at de endnu svagere er dem uden stemmeret; de børn, vi egentligt burde passe på. Derfor er denne diskussion, som De Radikale har indledt (KLIK HER) velkommen, men måske stadig ikke helt nok.
Hmmm, ja, du stikker jo hovedet frem, men jeg mener det er okay og MEGET nødvendigt, så fortsæt du endelig. Og hvis det på nogen måde skader dine bøn, så viser det jo desværre bare hvor indskrænkede vi er som nation, ikke? 🙂
Jeg tror desværre det forholder sig lidt på samme måde som kampen for trygge fødsler og forholdene på arbejdsmarkedet for småbørnsfamilier. Det har været oppe at vende før herinde, og jeg mener stadig, at vi er i småbørns-trædemøllen i så forholdsvis få år, at når forholdene ikke længere berører vores liv direkte, så bliver det for uoverskueligt at råbe op. Eller uaktuelt, selvom vi vel alle kan blive enige om, at ingenting er vigtigere end vores børn. Og forældre der står lige midt i alt det hårde, de har begrænsede kræfter til at råbe op. Men jo, jeg får også ondt i maven af at se på, hvordan omsorgen bliver udhulet disse år. Det er både menneskeligt og ressourcemæssigt den helt forkerte vej at gå. OG hjerteskærende.
Jeg har selv arbejdet i det offentlige med børn (som lærer). Og valgte at sætte mine egne børn i privat institution. Og nu privat skole. Kan simpelthen ikke udsætte mine egne børn for de forhold, der er i det offentlige system i dag. Jeg forlod den synkende skude og opgav mit liv som lærer. Kunne slet, slet ikke forsvare det, der foregik.
Så jeg deler din bekymring!
Kære Julia. Tak fordi du stikker snuden frem og jeg tænker, at pædagogerne i børnehaven er glade for at der er nogle, der bekymrer sig offentligt om vilkårene i daginstitutionerne.
Jeg er selv pædagog og kender til følelsen af dårlig samvittighed på trods af, at man gør alt hvad man kan for at være nærværende, anerkendende, omsorgsfuld osv – jeg bliver rørt, når nogen anerkender at man gør det så godt man kan udfra de givne betingelser…
God weekend med din familie… Knus Jannie