Ikke igen

Man begynder jo at blive sådan en, der er vandt til nyheder af skelsættende karakter. I går var det Berlin, der blev ramt af terror, og det skete mens jeg sad og talte om livet og kærligheden og drak hvidvin med en håndfuld kvinder, som jeg har mødtes med de sidste 12 år. Vi sad der, og samlede op på det hele, mens vi drak vin på en mandag, og lagde planer for pensionen (seriøst), julen og året der skal komme. Og så skete det igen. Alt det uhyggelige, og på en eller anden måde er det blevet noget man næsten forventer. Da jeg for et par uger siden var på julemarked i Berlin (sic), med mine unger strejfede tanken mig. At der kunne ske noget. Når jeg sætter mig ind i en flyver, er den der; tanken. Når jeg kører i metro i København, så er den der også. Måske betyder det, at dem, der vil verden noget ondt faktisk er lykkes med det? Værnet må være at synge, danse om juletræet og dele gaver ud; at deltage som før man blev bange – jeg har i hvert fald ikke andre bud. Og mens man gør det, så sende en tanke til dem, der er ramt, har mistet og til dem, der er mere bange end man selv er.