Hvis du har fulgt med i medierne de sidste par dage er du muligvis stødt på advokat, selvstændig og leder af et advokatkontor, Eva Persson. Så vidt jeg kan regne ud, er det denne artikel, der startede det hele. Hun har vagt røre på de sociale medier, og i kommentarsporene på TV2s facebookside samt på børsens, fordi hun har udtalt at hun var på arbejde 8 dage efter hendes lille søn blev født. Hendes mor gik hjemme i stedet, og Eva Persson fik det hele til. Hun fortæller at hun ingen fritid har over hovedet, men at hun brænder for sit arbejde. Og ikke mindst, at hun elsker sin søn.
De oprørte kommentarer til artiklerne kalder hende alt muligt, jeg ikke skal genfortælle her – og det er værd at bemærke, at de kommentarer også kommer fra kvinder. Hvis man trækker det i Danmark kommunikationstekniske fejltrin fra – nemlig at hun indrømmer at hun tjener mange penge (der er ikke noget værre for en kvinde i Danmark at indrømme end at hun kan lide at tjene penge – det rangerer nærmest højere på listen end at sige at hun ikke HAR LYST til at amme), så er Eva Perssons indspark i en debat om moderskab og barsel faktisk temmelig ren. Og jeg synes vi trænger til at høre hvad hun siger, for det er rigtigt at en barsel koster – på karrierefronten og sikkert også mange andre steder. Hvis vi ikke taler om det, kan vi ikke lave det om.
Men barslen er hellig i Danmark, og vi må nærmest ikke tale om det, hvis vi gør netop det anderledes end flertallet. Hver eneste gang man så meget som rører ved emnet barsel, eller endda ved hjemmegående vs karriere-problematikken, hiver folk nemlig deres egne valg og børn frem som beviser: Se mine unger, se hvor dejlige de er, se hvor rigtigt jeg har prioriteret. Vi taler kun ud fra os selv, og løfter sjældent blikket. Så til Eva Persson og andre kvinder der vælger barslen fra: Tillykke med jeres beslutning. Jeg håber I kan holde til den offentlige fordømmelse og de himmelvendte øjne. Jeg håber at I ved hvor heldige I er, med forældre, mænd og veninder, der støtter jer i jeres valg. Og til alle os andre, der halser af sted for at være alting for alle samtidig – måske er der noget at lære af benhård prioritering.
PS – inden du tror dette er et forsvar for ikke at være sammen med sine helt nyfødte unger, eller et forsvar for mine egne valg: Jeg kunne ikke gøre som Eva Persson. Jeg havde Sofus med på arbejde hver dag de første otte måneder.
Jeg er glad for at min sundhedsplejerske og personalet i vuggestuen slet ikke dømte mig (tværtimod bakkede op om), da jeg valgte (sammen med faderen) at vores yngste skulle begynde i institution som 6 måneder gammel. Men hold nu op hvor fik jeg mange ‘blikke’ og kommentarer fra andre kvinder. Jeg ønsker for alle kvinder, at de har mulighed for at vælge det de helst vil – og så bare acceptere at vi ikke alle er ens. Kh. Birgitte
Jeg tror ikke på den perfekte familie konstellation. Eva Persson har valgt sin, og det er hun i sin fulde ret til.
Men, og der kommer altså et men her… Der er to ting, som jeg synes, gør det svært for mig bare uden videre at sige “good for you woman” efter at have læst artiklen:
1: Er Eva Persson da ikke ligeså fordomsfuld, som mange af de mødre der revser hendes valg?
Hun udtaler feks: “jeg har respekt og forståelse for, at nogle kvinder vælger at gå hjemme i 12-14 mdr…….men at tro at verden står stille, fordi man er på barselsorlov er en misforståelse”.
Det er altså at “fordumme” andre kvinder, og hvor er respekten henne der 😉 Mon ikke de fleste kvinder udemærket godt ved, at tingene haster videre – men de har valgt og accepteret – at sådan må det være for en stund!
2: Og så savner jeg en ting mere fra hende: Hun står ved hendes valg, men jeg mangler selvindsigten til at hun står ved de konsekvenser der af hendes valg…
Hun udtaler, at hun ikke fravalgte sønnen efter fødslen, men derimod sig selv, sine fritidsinteresser, mødregrupper og caffelatte-venindecafebesøg.
Ej, den holder bare ikke! Hun fravalgte (tiden med) sin søn og tilvalgte jobbet istedet.
Det er selvfølgelig altid svært at vide, om meningen med hendes udtalelser skinner igennem på den måde, som de er tænkt. Men det slog mig, da jeg læste artiklen, at der mellem linjerne ligger en lille “hån” mod kvinder, som vælger den traditionelle vej. De er i virkeligheden lidt dumme – og så holder de i øvrigt barsel for deres egen skyld 😉 Hmmm…. de der små “stikpiller” får mig til at tænke, at det er sådan hun vælger at se verden, for at kan hvile i de valg hun har truffet.
Havde hun blot været 100 ærlig og stået ved de konsekvenser, som hendes valg har – så havde min parader været nede. Men det lykkes hende altså ikke rigtigt at overbevise mig.
I gamle dage var det meget almindeligt, at det var andre familiemedlemmer end lige moren, der passede de små. Ens mormor må da være en af det bedste at sætte på opgaven. Hatten af for den model.
Min svigermor fortalte i weekenden, at holdt man “i gamle dage” graviditetsorlov inden fødslen, gik de dage bare fra ens barsel efter fødslen. Derfor arbejdede hun, indtil hun (bogstavelig talt) poppede min mand. Selvom Sverige bliver set som det forjættede land, når snakken falder på barsler, har vi det i dag temmelig godt i Danmark, men det er muligheder, vi bliver tilbud, ikke krav. Det gør ondt langt inde i hjertekulen, når kvinde er kvinde værst.
Eva Persson har valgt sin familie konstellation – og den er hun i sin fulde ret til.
Men jeg har alligevel svært ved at læse artiklen og så bare tænke: “You go woman”, og det er der to årsager til:
1: I min optik er Eva Persson også fordomsfuld, og en smule nedladende – bare overfor de kvinder, der vælger en lang barsel til. Det ligger lidt mlm. linjerne i hendes udtalelser, synes jeg…
-“Jeg har kæmpe respekt og forståelse for, at nogle kvinder vælger at gå hjemme 12-14 mdr….. men at tro at verden står stille, imens man er på barselsorlov, er en misforståelse”.
Det er da at “fordumme” voksne kvinder, synes jeg 😉 Mon ikke de fleste kvinder blot har taget et aktiv valg – ganske ligesom hende selv?! Valget er bare faldet helt anderledes ud.
Nogle af hendes ordvalg omkring barselslivet er også voldsomt karikerende efter min mening: “Caffelatte-venindebesøg”, “sylte og bage”, “man går på barsel for sin egen skyld osv” “Nogle kvinder synes at have bildt sig selv ind at børn sover bedre i mødregrupperarrangementer….”
2: Dernæst, og måske vigtigst af alt, synes jeg ikke, at hun er ærlig overfor sig selv (eller andre) i de konsekvenser, sådan et valg har. Hun mener ikke, at hun valgte sønnen fra, men mener at hun valgte sig selv, fritidsinteresser og mødegrupper fra.
Ej, det er jo ikke rigtigt. Hun har valgt (tiden med) sin søn fra til fordel for sit job. Det har nogle konsekvenser, og havde det lille spædbarn på 8 dage kunnet tale, havde han nok ikke ønsket det sådan. Og den vinkel og erkendelse synes jeg altså, at hun mangler at have med!
Dit og Evas indlæg er så super vigtige i denne debat – for jeg er enig i det bør debatteres. Noget der (også) kan pisse mig af (sorry!), er, at så snart en mor rejser væk fra sin familie med små børn i 1-2-3 eller flere nætter, så er der ikke langt til kommentarer om at man er en “ravnemor” (den må du også have hørt oppe på uni, Marina…. Suk…). Jeg tænker altid 1) Hvad er mænd så, når de er væk 1-2-3 eller flere dage? 2) I min verden er det positivt, at mænd (også) får helt-og-aldeles-enetid med de små rollinger. Hurra for debatten og hurra for kvinders mod.
Barnets behov… det er det barslen handler om og vi som forældre må træffe et valg. Hvilken type forældre vil du Være? Dukker du op til forældremøder og skolehjem eller arbejder du? Er du “mor i de gode timer” eller er det dig der opdrager? Hvem vil du gerne have, at dit barn kommer til når det har brug for hjælp? Er du der kun for at sige Godmorgen og Godnat, så lad være med at tro, at du opdrager barnet. Englænderne siger der godt – der er stor forskel på at være mother og mom og father og dad.
Og det har en pris. Jeg kender flere eksempler hvor børnene vælger forældrene fra – og forældrene forstår det ikke… De forstår ikke, at de af forældre af navn – ikke af gavn. Eva beskriver sig selv som “Eva, kvinde, advokat” – men ikke mor. Jeg synes folk glemmer barnets behov her. Hverken Eva eller hendes mand er der for barnet – hvis behov er det?
Så jubi for muligheden til at vælge – men hulk og suk for fravalget bag barnets behov.
Endnu et superfedt indlæg om et emne, der A.L.T.I.D. Bliver nedgjort og negligeret i vildskab. For det er tilsyneladende så svært at snakke om uden at der går de vildeste anekdoter i den. For basalt set er det vel ikke interessant, hvad jeg/min veninde/min mor/damer i gamle dage gjorde mht barsel. Et lykkeligt liv for de børn, der er sat i verden afhænger jo af så meget mere end fordelingen af barsel. Så det er svært at lave ægte videnskab på, hvad der er bedst. Det interessante må vel være, hvordan man bedst kan skrue sin tilværelse sammen. Og at få liv til det. Uden fordømmelse. En mor på barsel i 14 mdr er ikke nogen garanti for et lykkeligt liv. Ligesom en mor på barsel i 8 dage ikke er det. Valget handler jo så i høj grad om, hvad man selv vil. Og her er det igen interessant, at kvinder helst ikke skal ville det med arbejde, rejseaktiviteter og mange penge. Så, uanset egne erfaringer: en vigtig debat.
Hurra for nuancer og hurra for dig for at følge emnet op.
Begge mine unger startede hos verdens skønneste dagplejemor som 6 mdr. Et valg som var perfekt for vores familie. Jeg fungerer ikke som hjemmegående og aldrig har vi været så tæt på at blive skilt. I dag har vi aupair og vigtigst af alt glade unger.
Som en af de andre skriver i tråden, så får man tæv af en del mødre som har valgt anderledes end vi har. Det er barsk, men jeg fastholder min ret til at bestemme selv. Men er der nogen som har et bud på hvor gamle ungerne skal være før tæskende holder op? Mine børn er 7 og 3, glade og velfungerende og hver gang vi møder nye mennesker får man først blikket, så et stort suk og hvis man er heldig, ordene: hvordan undgår du at føle dig som en dårlig mor?
Der er intressant at opleve at hvergang kvinder skal forholde/beskrive/vidergive information der på nogen måde kan være modsat “normalen” så afslutter vi med, men jeg gjorde som normen sagde. Jeg syntes det et mega trist, at du julia slutter din fine artikel af med et ps, som er en beskrivelse hvordan du gjorde med sofus, super flot at du havde mulighed for at medbringe dit barn på arbejdspladsen i 8 mdr. Det er der ikke mange der kunne!!! Hvorfor kan vi aldrig bare syntes at det Eva gjorde er flot, for det var det der var det rigtige for hende og det julia gjorde var flot for det var det rigtige for hende. Hvorfor er det at vi ikke kan vidergive en information hvor nogen har gjordt noget uden for normalen, uden lige at nævne” det kunne jeg aldrig finde på”.Ved at gøre det så siger vi jo indirekte det samme som dem der komme med de løftede fingre!!! Det er trist for kvinde frigørelsen og kvinders selvstændige valg.
Kære Helle – jeg er ikke helt enig – jeg synes ikke jeg nedgør noget. Jeg synes at den krølle er vigtig fordi jeg selv er blevet skældt ud, kaldt ravnemor, uegnet, og det der er værre. Og at jeg netop ikke har lyst til at tage denne debat subjektivt.
Kære Anne – det er præcis det jeg mener. Man er altid og konsekvent en dårlig mor, hvis man ikke tager den lange udgave af en barsel.
Kære Nano . jeg tror måske det er det, at vi tror nogen har opskriften på det gode liv. eller at nogen tror de selv har den…
Kære Sanne – jeg er ikke sikker på at arbejde og ingen barsel er lig med manglende interesse, tid, nærvær og deltagelse i forældremøder. Og ja, vi er ikke garanteret børnenes kærlighed. Ingen af os. heller ikke dem der går hjemme.
Kære Helle Q; nej moderen skal blive hjemme. Johan bliver heller aldrig spurgt, når han er på tourne, hvordan han får det derhjemme til at køre mens han er væk…
Kære Nanna – nu kender jeg hende jo ikke, men jeg oplever hende ikke som nedladende, bare som en advokat der taler lige ud posen.
KH
J
Kære
Kære
Jeg tænker ikke der er noget i vejen for hendes valg. Det lyder til der bliver passet godt på drengen og han har mennesker der elsker ham omkring sig. Men faktum er vel også at små børn knytter sig til dem de er tættest på og tager sig af dem. I det her tilfælde måske mormor og det er fint, men så bliver hun jo bare den primære omsorgsperson og det skal moderen jo kunne acceptere. At blive valgt fra til fordel for mormor fordi det måske er hos hende den lille finder tryghed. Jeg tror ikke forholdet mellem mor og barn afhænger af hvor mange timer man bruger sammen..men jeg tror det har betydning. Jo mere man er sammen med et soædbarn jo lettere er det at aflæse og lære det at kende. Det har været tydeligt her når far har haft sin del af barslen at deres forhold ændrer sig.
@Anne – så kan jeg tilføje, at det aldrig stopper, hvis man er så ‘uheldig’ at blive skilt – på ens eget valg. Der stopper blik og kommentarer åbenbart ikke for mange kvinder… og mine unger er 11 og 15 og velfungerende. Men i følge nogle har jeg jo nærmest ydet overgreb på især den yngste, fordi han kom i institution som 6 mdr. gammel og vi blev skilt inden han blev 2 år. Kh. Birgitte
Kære Birgitte – det er endnu en af de der shaming-ting. Skilsmisse. Kram
Kære Charlotte – ja, hatten af for mormoren!
Kære Marina – ja, meget er sket, og det er jo så godt. Og vi skal også huske, at der er forskel på jobs, og hvad de kræver af os, fysisk. KH J
Jeg kan kun tale af den erfaring jeg har fra mit arbejde. Det er altid de børn med de højtbetalte forældre, som arbejder rigtig meget, som står alene… De fortæller at det forventes høje karakterer, gode sociale evner, gode sportslige præstationer, deltagelse osv. Men forældre mødet, klasseaktiviteter, koncerter, sportskampe… der er forældrene der ikke. “Sanne, jeg er ikke skuffet – jeg er vant til at de aldrig kommer”… jeg har stået med en elev, der måtte på skadestuen og bad os ringe til mormor istedet for forældrene “de kommer alligevel ikke”.
Det er ikke de eneste der bliver væk – men det er ressourcestærke forældre som netop burde kunne være der for deres børn.
Jeg vil gerne sige, at jeg anser dig for at være en god mor. Det lyder som om du er der for dine børn og det er både når det er sjovt, men så sandelig også når det er hårdt. Du savner dine børn og du holder ferier, som er længere end hendes barsel. Og helt ærligt: hvad er det for nogle klienter hun har, som forlanger at der ikke må være børn?
Jeg holder fast: er du forældre, så har du valgt at få børn. .. og har du valgt at få børn, skal deres behov komme først. Og så er jeg ligeglad med om det betyder man må løbet Før de står op (som dig – det er sejt) eller at man må indrette arbejdet efter det. Og jeg er så ligeglad med hvad hendes løn er… Hvorfor skal det overhovedet nævnes? Hun er advokat – vi ved godt, at hun tjener ret godt…. men det siger intet om hendes kvalifikationer som mor. (Eller mandens kvalifikationer som far). Børn har brug for forældre af gavn!
Det er en rasende interessant debat. Men det er som om, man glemmer, at en meget stor del af os, der idag er mødre selv og tager lange barsler ig har dårlig samvittighed, når vi henter lidt sent – vi startede fuldtid i vuggestue, da vi var 3 måneder. Som barn af en enlig karrierekvinde har jeg været fuldtids institutionsbarn, og er også sat i en taxa fra skolen til min mors venner når jeg var syg, fordi hun ikke kunne komme, og vi ikke havde familie tæt på. Min mor var nok blevet dømt væsentlig hårdere idag end i firserne – men det var altså hende, der ingen fritidsinteresser havde og fik mavesår, ikke mig som barn, og jeg husker både min barndom og min mor som kærlig og nærværende. Jeg tror ikke mine børns barndom i det store hele er bedre, bare fordi jeg har taget fuld barsel med dem, og de er mindre i institution.
Der er jo efterhånden mange kvinder, der ikke tager barsel.
Vi har en masse politikere, der ikke gør det.
Så kan man så spørge sig selv om det så ikke er udtryk for en elitær tilgang til det vigtigste i livet- det vi som mennesker er specialdesignede til nemlig relationer. Hvor den allervigtigste jo er mor-barn-relationen, der allerede er dannet længe inden barnet fødes og barslen for alvor starter.
Far-barn-relationen er naturligvis også vigtig.
Det, der springer i øjnene med denne her advokat Eva Persson er to forhold.
Det første er, at hun ikke, som alle de elitekvinder, jeg har læst om, der fravalgte barsel har haft, har en mand. Jo hun har en. Men han holdt heller ikke barsel.
Vi har altså et scenarie hvor et barn har to forældre men ikke en af dem havde tid til det barn, de selv havde bestilt.
Ingen af dem kunne tage tid fra deres arbejdsliv.
Det er meget ekstremt. I øvrigt mener jeg ikke, at forargelsen handler om at kvinden tjener mange penge. Det er der mange kvinder, der gør – og de fleste af dem har holdt barsel….
Men pointen er, at hun som jeg tolker det, synes at tro, at fordi hun tjener mange penge, så kommer hendes barn ikke til at opleve konsekvenser af omsorgssvigtet, som hvis det var født i en familie uden mange penge? Og så er vi i en situation med det usynlige omsorgssvigt. Hvor barnet er meget ilde stedt, fordi det har alt – dyrt mærkevaretøj (sjældent har jeg set en baby så overdænget med mærkevaresymboler og matchende forældre…) men det har ikke det, som det har brug for, men ingen kan se det. De bliver konkret forblændede af bling-bling.
Men altså det der efter min mening er for ekstremt er når man har at gøre med et sæt forældre der kører. so ein ding muss ich auch haben vedr. at få det der barn, så man kan ligne en normal person og ikke en karikeret arbejdsnarkoman der har fundet sammen med en anden af samme slags men foregive at man også klarer et normalt familieliv, men man har bare ikke tænkt sig at gøre plads i kalenderen til barnet. Hverken mor eller far.
Så barnet bliver fra starten af parkeret hos først det ene, så det andet hold bedsteforældre og så au pairs….
Og der er masser af penge til at give den gas for fuld bling-bling for det taknemmelige kamera og sociale myndigheder, som ser at det er et hjem, hvor der er styr på tingene.
Bortset fra at ingen af forældrene har tid….
Nå pyt – detalje..for de har penge!…
Det andet forhold er, at hun er en værre morakker.
Pointen er jo netop, at hvis alle holdt barsel, var der ingen ko på isen.
Så ville man ikke længere kunne bruge planlagt omsorgssvigt som karrierefordel.
Og det er lige præcis det, jeg mener, der er tale om her.
Utroligt kynisk, brutalt og empatiforladt.
Det værste er, når det er tilsyneladende ressourcestærke og veluddannede kvinder, der er fortalere for det her. Det usynlige omsorgssvigt er altid det værste – for de her børn, kan ingen se.
For bare bling-bling.
Det usynlige omsorgssvigt har mange ansigter.
For nylig så jeg netop et virkelig flot foredrag med Karin Dyhr, der i ½ menneskealder havde en intensiv karriere som psykiatrisk svingdørspatient. Lige indtil hun – ja der kommer den bare igen – fik en relation til en dygtig – men især empatisk og relationsskabende – mandlig sygeplejerske, som tog hende under sine vinger og blev ved med at holde håbet for hende og troen på at hun kunne blive rask. Og det blev hun.
Men pointen er – ud over at stabile og trygge relationer kan hele mens fraværet af dem kan skade hjernen alvorligt – især på et nyfødt barn – så tog det meget lang tid, før Dyhr kunne berette sin forfærdelige hemmelighed. At hun der kom fra byens fineste familie med ikke blot klaver – men flygel – i hjemmet og en far, der sjovt nok var en fin advokat, blev udsat for et meget alvorligt omsorgssvigt i sit fine overklassepatriciavillahjem.
Hun havde prøvet at fortælle det utroligt mange gange til sin psykiater, der heller ikke var helt dårlig til det med at skabe den trygge og stabile relation. Problemet var bare – som psykiateren beundringsværdigt nok senere erkendte, at Dyhr kunne ikke få lov at fortælle om, hvad der virkelig foregik i det fine hjem, for som psykiateren sagde, så kunne hun ikke rumme, at den slags kunne foregå i samme socialklasse, som hun selv kom fra….
Så vi har det helt store problem, at der også foregår masser af omsorgssvigt i socialklasse høj.
Men vi er ikke nået dertil, hvor vi kan, vil eller tør se det.
Det har Lotus Turell – Dan Turells datter netop lavet en tv-serie om og fortalt meget om. Børn får skader og oplever livslange konsekvenser af omsorgssvigt uanset hvor meget deres forældre så har status, penge og stuklofter i en kæmpe lejlighed, men folk vil ikke tro, at socialklasse høj kan levere lige så grove omsorgssvigt som alle andre.
Det kan de.
Og efter min mening er det, hvad vi ser præsenteret her.
Prøv lige at forestille jer, at det var et par fra Lolland på kontanthjælp, der havde skrevet samme debatindlæg…at de da ikke havde tid til at gå på barsel, så barnet ville blive parkeret hos bedsteforældrene med diverse barnepiger 1 uge efter fødslen..
Så var de sociale myndigheder røget lige ind over! Hurtigere end nogen kunne råbe overførselsindkomst i udkantsDanmark.
Men nu er det et powerpar fra whiskybæltet med store indtægter og givet en millionvilla – og så er det bare helt i orden.
Men det er præcis samme omsorgssvigt.
Den eneste forskel er, at den ene baby får tøj fra Bilka og den anden får tøj fra mærkevareland.
Men jeg gætter på, at deres hjerner oplever tæt på det samme dvs. at blive forladt og efterladt af deres forældre….der syntes, at andre ting var vigtigere…
Men samfundet har respekt for det ene omsorgssvigt men ikke for det andet.
Det synes jeg er problematisk.
I et velfærdssamfund.