Penge og parforhold er åbenbart en mærkelig blanding. I min bog ManiFest har jeg allerede skrevet om netop den cocktail, men jeg forstår tilsyneladende ikke altid omfanget af pengeproblematikken i et parforhold. De fleste jeg kender, har nemlig ikke fællesøkonomi. Det har vi hjemme hos os, som i 100% totalt og fuldkommen fællesøkonomi. Det har aldrig nogensinde givet anledning til problemer, som jeg kan høre at manglende fællesøkonomi ofte gør, hvis den ene for eksempel tjener langt mere end den anden, eller hvis den ene arver penge, som vedkommende, så ikke synes skal bruges fælles. Pludselig bliver de penge man rent faktisk HAR så også til et problem, og ikke kun de penge, man mangler at have. Politiken har i dag skrevet en ret interessant artikel om det, som du kan læse her, hvor en ekspert siger, at vi ikke har fællesøkonomi, fordi vi trækker singlelivet med ind i parforholdet, og så synes jeg faktisk vi begynder at nærme os noget af det helt interessante, for hvilke elementer fra singlelivet har vi ellers med os? Og hvilket form for fællesskab ønsker vi os som generation egentligt af et parforhold?
Hvem har pengene?
Vi har også fællesøkonomi 100%. Det giver god mening hjemme hos os, og vi har det begge fint med den beslutning. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor besværligt det ville være ikke at have fællesøkonomi!
Skide god artikel. Og det er nemlig meget interessant – jeg kender også mange uden fællesøkonomi – og jeg tænker det er bøvlet. Og imod selve parforholdets princip. Og der er så mange ting ved det. Vi har helt og aldeles fællesøkonomi – og det, for mig, bringer en langt større ligestilling ind i forholdet end ellers. Tak for link.
Hej Cille; ja, sådan har jeg det også. For så deler man også de økonomiske implikationer ved barsel, sygdom og forkerte beslutninger, og det tror jeg faktisk er meget vigtigt.
Hej SL – Jeg har det på samme måde. Men jeg kender mange der har sådan en konto, de sætter penge ind på til eksempelvis flyverdragter, og så har man lige store udgifter til børnene, hvilket så på en eller anden måde er en form for fair, jeg ikke helt fatter.
KH
J
Jeg er gift, ejer hus + bil og har to børn med en skøn mand, og vi har ikke fællesøkonomi. Vi har en fælleskonto vi sætter penge ind på hver måned, hvorfra der bliver trukket husleje, børnehave, ferier og andre fællesudgifter. De penge vi så har derudover, har vi på hver vores konto. Jeg synes overhovedet ikke det er besværligt eller imod parforholdets logik. Jeg synes det giver frihed (meget single-agtigt!!) at man ligesom kan bruge sine penge som man vil og ikke skal “spørge om lov” til at købe de der sko til 1200 kr. Her kommer mine fordomme om folk med fællesøkonomi så frem – at man skal spørge om lov til at bruge sine egne penge:-) Jeg tænker det måske også har noget at gøre med hvordan man er som individer og hvilke forventninger man har til et parforhold. Jeg er nok (efter 9 års dejligt parforhold) stadig meget single på den måde at jeg ikke forventer at min mand ene mand opfylder alle mine behov (hvis jeg skal bitche over en kollega eller shoppe tøj med nogen, går jeg f.eks. klart til en veninde eller min mor). Jeg tror, jeg ser økonomi som noget privat på samme måde som jeg heller ikke forstår par, der har fælles mailkonto eller går i hinandens telefoner med største naturlighed. Min mand og jeg tjener lige meget og det gør måske sagen nemmere. Kan godt se problematikken ift. arv, eller hvis den ene tjener meget mere end den anden, og det så ikke går til fællesskabet. Så melder jeg lige tilbage herinde, hvis det bliver aktuelt, ikke:-)
jeg mødte min mand for 15 år siden han havde 3 drenge fra før i alderen 1-5-7 år .. jeg havde 3 drenge i alderen 15-5-5 år ,,,sammen fik vi 2 børn … vi har ikke fælles konto af mange grunde … min mand er en pc nørd han køber meget til sin hobby og han havde en anden måde at forvalte sine penge på og han havde en anden mening til, hvad hans drenge skulle ha af tøj og ting … det samme galt mig, jeg havde også en anden måde at forvalte mine ting til mine børn … derfor har vi ikke fældes økonomi, vi har så fælles konto til husleje, el, gas, mad , … han tjent en del mere end mig en tid ,men nu får vi det samme penge beløb og vi har nu kun 2 af mine voksne sønner hjemme + vores fælleds børn hjemme, det funger hos os vi diskuter aldrig penge … han køber hvad han lyster og desamme gør jeg af de penge vi har tilbage … vi holder ferie sammen og har fælleds bil … vi køber fælles ting til huset … men sådan er vi jo så forskellige ..
Da jeg flyttede sammen med eksmanden fik vi fælles-økonomi, hvilket betød at vi også havde det med børn, bil, studielån (optag-mit og afvikling-hans) og forbrug. Det betød dog ikke ligestilling i form af f.eks. barsel (og min manglende pensionsindbetaling, mens jeg var på barsel) og heller ikke, at vi undgik en skilsmisse (det var helt andre parametre, der lå til grund for det). I dag har jeg ikke fælles-økonomi med kæresten.
Til gengæld synes jeg, det ikke kun er økonomi, der inddrages fra singlelivet i partnerskabet. Det er også den der tid til sig selv, som nogle holder så hårdt på (tid til at træne til ironman f.eks.). Det er, at insistere på, at være egen herre (dame) og sige sit job op, uden at have konsulteret partneren – eller at tage på ferie alene. Jeg siger ikke, at det er forkert – eller at det skal udløse dårlig samvittighed. Bare at det er en del af de elementer, som vi trækker med ind i ægteskabet/samlivet.
Tak for en hyggelig kop kaffe i dag 🙂
Kh. Birgitte
Vi har fællesøkonomi – tror jeg… Vores penge kommer selvfølgelig ind på vores Lønkonto, som er vores Nemkonto… (Det er derfor jeg lige tilføjede et tror – da jeg er lidt i tvivl om man egentlig kan gøre det på en anden måde…) Når jeg så laver regnskab for måneden overfører jeg pengene til vores fælles kontoer… Jeg lader ca. 1000 kr. tilbage på nemkontoerne, så vi kan købe gaver til hinanden uden at den anden kan se hvor, hvad og hvor meget der er brugt. Det er især en fordel til jul 😉 For mig at se, har vi fællesøkonomi – og vi får lidt lommepenge… Penge som vi alligevel ofte bruger på hinanden… Men jeg synes nu det er meget rart, at jeg kan købe gaver og forkæle min mand, uden at han skal kunne se, hvad der er brugt på det. Han elsker, at han kan lege gentleman og betale…
Jeg tror den der singlementalitet er rigtig farlig og jeg er nu glad for, at jeg har en mand, som jeg kan snakke med alt om. Som jeg kan brokke mig over alt og intet til. Han er min bedste ven – min elsker og far til mine børn… – og jeg elsker, at han elsker at invitere mig ud og at han elsker at forkæle mig!
Jeg tjekker forresten aldrig nogensinde hans nemkonto – jeg flytter bare pengene (fordi jeg godt kan lide at vide hvad der står på kontoerne….)
Hjemme hos os har vi ingen fælleskontoer, men deler bare regningerne imellem os. Den, der tjener mest, tager flest regninger, så vi nogenlunde har det samme beløb til os selv. Skal vi på ferie, køber den ene f.eks. flybilletter og den anden hotel. Det har fungeret nu i 20 år og med 4 børn uden en eneste diskussion om penge. Til gengæld kendte jeg engang et par med fællesøkonomi, der evig og altid diskuterede, hvem der nu havde brugt penge på hvad.
Det er sikkert et spørgsmål om temperament, hvad der passer en bedst, men hvad enten man vælger den ene eller den anden løsning, kommer man længst ved at være storsindet og solidarisk.
Kære Marie – det er fandme spændende altså; og der er ikke noget bedre end at opdage at det man tager for givet på en bestemt måde virker helt perfekt omvendt hos andre!
Kære Sanne – det lyder altså også som en fed måde at gøre tingene på. Jeg kan rigtigt godt lide den lille gavekonto…
Kære Birgitte – du er satme så klog. Du har ret, tror jeg. Man er fælles, når man er sammen. Men pengene er jo ikke det eneste, man må dele – også noget af sig selv, før det virker. TAK for dejlig morgen og lynsnak!
Hej Lisa, Jeg forstår SÅ godt at man ikke bare starter fra bunden når man har børn og levede liv i forvejen. Spændende. tak!
Kære Pernille; jeg forstår dig SÅ godt! Og jeg tror noget af det jeg har lært af disse kommentarer er at det man tror kun kan lade sig gøre på en måde, faktisk også kan være muligt (og bedre) på mange andre måder.
KH
J
Vi har fælles økonomi. Det har alle vores vennpar også. Det fungerer godt.
Mine forældre fx, de har separat økonomi. En betaler hus/bil, den a den betaler forbrug mm. Eller noget i den stil. Det giver anledning til bøvl, hører ofte min mor brokke sig over et eller andet i forhold til den deling af deres økonomi. Jeg har spurgt hvorfor de ikke bare har fælles økonomi? “Nej fandme nej. Jeg vil styre mine egne penge” siger hun. Jeg forstår det ikke.
Vi har fællesøkonomi. 100%. Vi har godt nok hver sin portion lommepenge, men det er simpelthen bare fordi vi begge godt kan lide at vi har lidt at overraske den anden med og sådan. Men vi har 100% fællesøkonomi. Vi har indtægter (min sygeplejerskeløn og min kærestes dagpenge og før det SU og forhåbentlig snart en pædagogløn) og vi har udgifter. Der differentieres ikke. Overhovedet. Og det er så skønt. Jeg ville føle det stred mod parforholdet som princip at have opdelt økonomi, når nu vi har en lejlighed sammen, skal giftes og have børn.
Her har vi 100 % fælles økonomi på 16 år. Kunne ikke forestille mig andet. Heller ikke selvom vi er forskellige og at det i mellem er udfordrende. Min mand tjener en del mere end mig og vores forhold ville være ulige hvis ikke vi delte. Min mand er fornuftig jyde og jeg er Big spender, så vi filer nogle kanter. Kun en gang har min mand råbt noget i retning af seperat økonomi, men det var også efter jeg havde strammet den og var kommet til at købe Royal Copenhagen til 12
personer inklusiv dybe tallerkner. Men i min verden er det hele pakken eller ingenting. Og i den pakke er også fælles økonomi – og i øvrigt vil jeg gerne vise mine børn at hjemme hos os, der deler vi – både i gode og mindre gode tider.
Jeg er for fælles økonomi, men når så manden vil være selvstændig og absolut mener at han ikke er i stand til at arbejde under andre og så ikke kan bidrage til den fælles økonomi. Ja, så går det altså lidt i knas for mig. Det er ham der har gæld ud over det der er fælles og det er ham der har svært ved at sætte tæring efter næring. Så vi er holdt op med at have fælles økonomi.