Så skete det igen. Endnu et terrorangreb i Europa. Indenfor en uges tid, er både Istanbul og Bruxelles blevet ramt. Verden er blevet en helt anden flere gange i mit voksenliv, og jeg er nødt til at forholde mig til det, men mangler redskaberne. De kloge siger at vi skal leve vores liv, som vi plejer. At terroren kun vinder når vi ændrer vores adfærd. Når vi holder op med at danse, synge, tale om frihed og demokrati, når vi mister grebet om vores holdninger til fordel for angstfyldt fravælgen. Jeg tror det er sandt. At vi skal holde fast, og selvom en af mine gode veninder har sagt til mig at jeg skal holde op med altid at være så taknemmelig, så vil jeg holde fast i den følelse netop her: Jeg er taknemmelig for det liv, i den frihed, med de mennesker, jeg har mulighed for at leve. Jeg er taknemmelig for alle dem, der tør og gør, og som stiller sig op med brede skuldre mellem angsten og ligegyldigheden. Og jeg tror at mellem angsten for alt det onde der kan ske, og den taknemmelighed vi er mange der føler, ligger drivkræften til at gøre noget. Til at handle. Til at stå op og til at sige fra. Til at træffe svære, upopulære beslutninger og til at nægte at lade sig kue. Vi drikker stadig kaffe og vi køber stadig blomster. Uanset. Selvom det næsten virker forkert.
Tak for et fint og rørende indlæg!
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor skideeffektivt terror er. Med relativt få midler har man hele den vestlige verden på den anden ende. Sikken et kæmpe apparat terroren får sat igang. Det er på det nationale plan. På det personlige plan skaber det jo også angst og utryghed – og sikkert også alt for meget ift. hvor relativt lille risikoen for at blive ramt reelt er. Jeg håber heller ikke at denne angst får overtaget, men mærker den tydeligt hos mig selv. Især er jeg så helt utrolig ked af, at mine børn skal vokse op i en verden, hvor terror er så nærværende. Jeg skal med min lille familie med to små børn til Paris til sommer, og igår havde jeg mest lyst til at aflyse. Idag har jeg bestemt mig for, at det skal være den bedste ferie nogensinde. Paris er fantastisk.
Og så kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, hvad Lise Nørregaard har sagt, vist nok i Ud & se-bladet, om at der igennem hele hendes levetid altid har været nye trusler og nye ting at være bange for: Nazisterne, atomvåben, og den kolde krig, osv. Ikke fordi det gør det bedre, at frygt altid har været en del af livet, men kan måske sætte det lidt i perspektiv.
Jeg er meget enig i din konklusion: Lad os helt sikkert være taknemmelige (jeg forstår ikke helt, hvad din venindes argument er for ikke at være så taknemmelig?). Jeg tror følelsen af taknemmelighed gør os opmærksomme på alt det vi har og at det ikke skal tages for givet.
Så sandt, så sandt! Vi må blive ved med at nyde tilværelsen, og jeg tror også, at det er muligt! Også muligt at være mere taknemmelig i det daglige, faktisk…. Fokus på det gode, og fokus på sammenhold og kærlighed. God påske herfra!
Som Pernille forstår jeg heller ikke den med at skulle være mindre taknemmelig. Jeg synes netop, at det er i tider som disse, og når der sker ting som dette, at vi her i det lille smørhul skal være ekstra taknemmelige. Jeg tager oftere og oftere mig selv i at være taknemmelig over flere og flere ting. Store som små. Lige fra ikke at have været i Paris eller Bruxelles præcis på de dage, hvor det forfærdelig skete, til at have et godt og trygt sted at bo med en dejlig kæreste og lige så dejlig kat og oven i købet have et job.
Når jeg synes, at jeg begynder at gå og småmukke over dumme små irritationsmomenter i hverdagen, stopper jeg mig selv og sender en tanke til alle dem rundt omkring i verden, som har reelle problemer og tragedier at forholde sig til, og så synes jeg faktisk, at jeg har det temmelig godt 🙂
Jeg opdager at jeg må skubbe det væk. Jeg orker ikke 10 nyhedsopdateringer om Belgien. Jeg sætter ikke det belgiske flag på Facebook. Jeg læser ikke alle detaljerne om hvor og hvornår. Jeg føler alt for meget med de berørte og må afgrænse mig selv. Magter ikke mere. Synes jeg burde….jeg er jo ikke ligeglad.
Kære Susanne. Måske er der noget sandhed i den her stribe:
http://apt46.net/2013/04/17/what-can-we-do-to-lessen-the-grip-of-fear-from-terrorism/
Taknemmelighed er in!
Vi skal da helt sikkert være taknemmelige dagligt over at vi har det så godt, som vi har det, her i Danmark.
Det er nok snarere din veninde, der skal lære (hvis hun vil), at være taknemmelig for alt det, hun sikkert har i sit liv – ikke den anden vej rundt – for hvor er vi så? 🙂
Man bliver da også gladere selv, ved at minde sig selv om alt det, der gør en glad i ens liv.
Nej, terroren vinder aldrig – ikke så længe der er mennesker på denne jord, som bestræber sig på hver dag at være positive, taknemmelige og gøre deres bedste, uanset omstændighederne.
God Påske, Julia, til dig og din familie – jeg håber virkelig, at I kan komme ud i jeres kolonihave og nyde livet! 🙂
Taknemmelighed og tilgivelse! Det er de to største (og første) ting på min liste – både sammen med familie og med venner.
Hele min påske er fyldt med tid sammen med netop disse to; nemlig familie og venner. Og jeg elsker HVERT øjeblik af det. Jeg er så taknemmelig for at have skønne mennesker omkring mig – og jeg tilgiver – det gør alting meget nemmere for mig 🙂
Rigtig god påske, Julia. Jeg elsker at læse med herinde!
Kh. Katrine
Tak Pernille