Her i lille bitte Danmark, hvor vi er SÅ heldige og hvor vi har så meget at fryde os over, er vi notorisk bange for at omverdenen tager det fra os. Vi giver ikke rum til flygtningene, vi giver ikke plads til invandrere, vi lukker ikke os selv ind i EU, hvis vi kan blive fri for det. Vi er bange for at blive overset, tror jeg, bange for at dele, bange for de krav, der kan blive stillet til os, og ikke mindst, bange for at vi er for små til at blive taget alvorligt.
Dertil kommer det at vi har vores anden omgang november, denne gang i december, og hver eneste morgen, er en man skal trække sig op i hårene for at kunne overskue. For mit vedkommende betyder det at jeg drømmer om kolonihave, om sommer, om at trække lyset ind, men også om lige at træde et skridt tilbage fra i går, og se i øjnene, at nogle ting bliver ikke anderledes, mens andre faktisk godt kan flytte sig. Jeg håber vi danskere kan. Og allerhelst sammen uden at være delt på midten.
Men for lige at vende tilbage til det der med at være for lille til at blive taget alvorligt, og binde en laaaang sløjfe hen til kolonihaven, så er der her noget du skal se, som kun kan minde os om forår og håb. Se nemlig disse fantastiske fotos af frø, helt tæt på – de stammer fra en fantastisk fotobog, Seing Seeds, som kan klikkes hjem her.
Smukt!!:-)
Selvom jeg var forberedt på at det blev et nej, var det en skuffelse at det blev så stort. Der er så mange grænseoverskridende problemer, der kun kan løses i fællesskab. Så hvad nu? Det må tiden vise…
Smukke billeder! Ja, vi må alle gøre hvad vi kan for at overkomme den dér navlepillende tilgang til tilværelsen. Jeg ved, at vi ikke kan redde, ændre eller forbedre verden, men jeg tror af hele mit hjerte på, at de små forskellige vi alligevel gør for andre mennesker når vi hjælper dem, sætter spor. Om ikke andet så håber jeg, at de tanker, der ligger bag velmenende handlinger, varmer dem, der trænger til varme, bare en lille smule.
Kærligst, mig.