I går interviewede jeg en kvinde på min egen alder. Hun skulle fortælle mig om sit arbejde som folkekær skuespillerinde i et land et stykke her fra. Der var kulturer mellem os, og sprog mellem os, og ellers var der egentligt ikke så meget mellem os. Vi talte om familie, og om den der work-life-balance, som jo nærmest er et mysterium på niveau med antik mysticisme, og i det hele taget om, hvordan hun fik det hele til.
Og i hver anden sætning, fortalte hun mig igen og igen at hun har mistet sin mor. For 11 år siden.
At hun stadig savner.
Hver eneste dag. At hun lærte noget af det, men nogle gange glemmer hvad det var hun lærte fordi det stadig gør ondt. Vi konstaterede i munden på hinanden at man bliver jaloux når andre har mødre, de skal mødes med og drikke kaffe (hvad er der med de caféture og vores mødre?), at vi bliver misundelige, os der har mistet vore mødre, når andres børn har mormødre, der krammer deres børnebørn ind mod de kroppe, de selv er blevet krammet ind mod. Som små. At mødre giver en lov til at være nogens barn på en særlig måde, og at man mangler dén mormor. Man har brug for dem. Mormødrene. Mormødre, der ved hvordan julen skal se ud, og hvordan skolebøgerne skal bindes ind.
På et tidspunkt så hun på mig og sagde: “Hænderne, for fanden!” Hænderne!!!!!, svarede jeg, hænderne savner jeg også. Ens mors hænder.
Jeg vokser aldrig fra netop det savn. At holde min mor i hånden.
Jeg er heldig, at have min mor endnu. Og jeg tænker, at mine børn er heldig, at have hende – og deres farmor 🙂 kh. Birgitte
Kære Julia,
… åh du skrev lige ind i savnets hjerte!
Mit hjerte savner en anden hånd!
Holdt min Mor i hånden igår aftes og vil gøre det igen idag til ære for dig.
Knus
Else
Dit indlæg går lige i hjertet på mig, fordi jeg selv mistede min mor alt for tidligt. Nu er det længe siden, men jeg husker tydeligt misundelsen over, at andre havde mødre, de kunne ringe til eller drikke kaffe med – og ikke mindst mormødre til deres børn.
Kære Julia
Vi er helt på samme side: kaffen, stemmen og krammene. Jeg savner min mor utrolig meget. Hun ville have været en fantastisk mormor, der ville gå i haven med børnene og omfavne dem, som ingen anden ville kunne gøre det.
Jeg mærker samme jalousi, når jeg ser piger/kvinder med deres far. Ser hvor stolt og glad en far kan være for sin datter. Tænk at ha en far …
Det er så godt ind imellem at dele det savn.
Åh…..tårer… Du ramte mig lige ind i det hjørne af hjertet,hvor det stadig gør ondt,og.hvor savnet til min mor indimellem kommer drønende uden jeg kan hverken stoppe eller bekæmpe det. Jeg savner min mor,og de café ture.jeg savner hende til at være mormor for mine børn. Savner hende hænder,hendes knus, hendes grin. Jeg savner at være sammen med hende på den måde mor og datter kun kan være sammen. Jeg har savnet i 18 år, og jeg kan næsten ikke trække vejret af savn,når de store begivenheder sker. For hvorfor har de andre børn deres stolte mormor ved deres side,til konfirmation, når studenterhuen sættes på,når den første kæreste kommer med hjem, til vores.runde fødselsdage osv.
Nu vil jeg drikke en kop kaffe og tænke godeste tanker om min mor og nyde livet som trods savnet, ikke er så ringe endda
Kære Julia
Det gør mig ondt at høre om dit savn. Det må være svært at leve med alle de tanker fx omkring hvordan din mor ville være som mormor, uden at det nogensinde kommer til at ske…
Den lange smøre jeg nu skriver, er ikke for at forklejne din sorg, men “bare” for at fortælle, at vi også er andre, der ikke har mødre at gå på café med:
Jeg er i den helt modsatte situation end dig og dog er der ligheder. Min mor lever i bedste velgående. Hun er et ganske forfærdeligt menneske at være sammen med – tro mig, efter at have levet med hende i snart 40 år, så er det ikke en overdrivelse. Hun er ganske givet syg – formentlig en ubehandlet fødselsdepression eller borderline – men har aldrig anerkendt det selv og har ikke ønsket nogen form for behandling, hvilket ikke ligefrem har været fremmende, for at få bugt med sygdommen. Hendes opførsel har gennem min barn- og ungdom været et mareridt for mine søskende og jeg. Hendes op- og nedture lærte os at gå på listesko. Hendes vredesudbrud lærte os at gøre os “usynlige”. Hendes daglige ydmygelser og psykiske terror lærte os at lukke af følelsesmæssigt. Da jeg kom i 20’erne og flyttede hjemmefra, kom jeg lidt på afstand af det hele, men så var der i stedet opringningerne, bebrejdelserne, vrede, hadske beskeder og breve. Det fortsatte bare og fik først en ende, da jeg selv blev mor. Der besluttede jeg mig for, at én ting var hvad jeg selv havde været udsat for, en anden ting var hvad jeg ville udsætte mine børn for. Slut. Ikke mere psykisk terror. Du har ikke magten over mig mere.
Mit brud med hende blev ikke taget pænt. Hun er ikke typen man taler fornuft med. Hun har ad flere omgange forsøgt at kontakte mig og mine børn, men tonen er altid bebrejdende og vred – hun er ikke kommet et eneste skridt videre. Jeg stoler så lidt på hende, at jeg aldrig kunne drømme om at overlade mine børn i hendes varetægt i bare 10 sek.
Så… Jeg ser ikke min mor, men, modsat dig, er det selvvalgt. Jeg har også det samme savn som dig – ville da ønske, at jeg havde en normal og rask mor, jeg kunne gå på café med, ringe til ang. gode råd med børn, at mine børn havde en kærlig mormor, som fortalte historier, om dengang deres mor var en lille pige… Men det er ikke tilfældet. Og det kommer heller ikke til at ske. Og det har jeg lært at leve med og har det fint med. Vi har en dejlig reservebedste og min fars kone er også fantastisk overfor børnene, men det er selvsagt ikke det samme som en mor/mormor.
På et tidspunkt var der en temaaften på DR2, som hed “Mor er den værste i verden”. Det hjalp mig meget, at der var andre, der havde det på samme måde som mig. Andre der hader Mors dags-kampagnerne hvert år i maj med deres lyserøde billede af, hvordan en mor altid er den bedste. Min er IKKE! Men hun har dog lært mig én fantastisk ting: hun har lært mig, hvordan jeg IKKE skal være mor for mine egne børn.
Kære Julia,
I alle de indlæg du har skrevet om din mor, så har jeg tænkt, at det lød som om du faktisk har været virkelig heldig, at have sådan en mor som du havde. Min mor lever stadig. Men vi går aldrig på cafétur, vi holder aldrig i hånd, hun ser børnebørn sporadisk til fødselsdage og jeg ved hun elsker og at det gør de også, men hun lever også sit eget liv med arbejde, venner og arrangementer. Jeg ville ikke ønske mig en anden mor, men der kan sagtens gå mange måneder hvor vi ikke taler sammen. Der er utallige måder at have mor på, jeg tror du har været rigtig heldig at du havde en mor der passede til dig og at have haft en, hvor det at holde i hånd var tilstede imellem jer. Kh Anja
Min elskede mor døde for snart 14 år siden. Jeg savner hende helt vildt. Jeg var 24 da hun døde. Det er så underligt, at hun ikke var med til alle de store begivenheder, der siden er overgået mig, såvel som de små. Mine børn spørger om hende. De har jo aldrig kendt hende. Vi havde et fantastisk mor- og datterforhold – det er ikke engang noget, jeg romantiserer. Og jeg husker også hvor hurtigt hendes pæne og dejlige hænder, der har holdt mig i hånden hele livet indtil da, at de hænder blev meget hurtig kolde, da hun døde. Jeg har vænnet mig til, hun er død. Men jeg savner hende hver eneste dag.
Kære Julia!
Netop igår var det min mors fødselsdag, og den fejrede vi med blomster på kirkegården og små kastaniedyr fra min søn, som hun aldrig har mødt, og som i sidste uge græd over savnet af en mormor, han aldrig har mødt. Det er 16 år siden hun døde. Jeg savner hende. Hver dag. Hendes hænder, ord, smil, kram, vores lange gåture … Det hele!
Savnet er kærlighedens pris … Hvor jeg dog elsker hende!!
Kh Gitte
Så sandt!
Sidder med tårer i øjnene og savner min mor. Tænk engang at savnet når er vist niveau og så aldrig bliver mindre…
Av Julia. Av for pokker!
Og kram til dig.
Kh Maria.
Jeg forstår din sorg og dit savn, og er glad for at du deler det her på bloggen, Julia!
Min situation minder ufattelig meget om Christinas kan jeg se; min mor der stadig lever men som jeg ingen kontakt har med. Det er (også…) historien om hendes (ubehandlede, ikke-erkendte) psykiske lidelse der fra min fødsels spændte ben for den relation, der skulle have været. Jeg har i mange, mange år prøvet og prøvet; rakt den ene fremstrakte hånd ud efter den anden, virkelig FORSØGT at møde min mor og acceptere hende som hun er. For 2½ år siden fik jeg imidlertid et kortfattet brev med besked på at jeg ikke længere var en del af hendes liv og ikke skulle kontakte hende mere. På sin vis var det en stor, stor lettelse, men det er en endnu større sorg! Jeg tænker ofte på hende, og især hvis jeg kører i et lyntog på vej mellem Aarhus og København og det – ufattelig symbolsk – drøner igennem hendes by med 180 km i timen uden at stoppe…
Jeg har lært at leve med at dét blev så mit vilkår i tilværelsen; at min mor ikke er i stand til at elske og acceptere mig og have mig i sit liv. Men – selvom jeg har det super godt med især min moster, min far og hans kone – er der en fuldstændig grundlæggende, eksistentiel ensomhed som jeg nu ved at jeg ikke længere kan flygte fra men må forsøge at leve med så godt jeg kan. Tak fordi du deler, Julia 🙂
Jeg læser hvad du skriver og mærker savnet i mit hjerte, men min mor er ikke død, hun er bare ikke interesseret i hverken mig eller mit barn.
Og os, der ikke har fædre! Spot on. TAK.