Denne dame er Coralie Reiter. Hende har jeg fundet på instagram, og fordi jeg jo bedst synes om at rulle sig i glimmer og pynte sig med fjer, er jeg blevet nødt til at klikke et par af hendes smukke sager hjem. De er ikke kommet endnu, så jeg har fyldt ventetiden ud med at lokke Coralie til at lade sig interviewe, så I og jeg kan lære denne bohemede og farveglade kunsthåndværker at kende. Her er hun (og ja, hun sender til Danmark fra USA)
Kan du fortælle os lidt om din virksomhed, og hvorfor du har valgt smykker som din niche?
Jeg designer tekstilsmykker med accenter af rhinstene, perler og guldkæder. Jeg har været i smykkeindustrien i mange år, men kun som sælger af guld- og diamantsmykker, og i håbet om en dag at blive designer. Efter flere år, hvor jeg ikke fik muligheden for at blive designer for andre virksomheder, besluttede jeg mig for at starte op selvstændigt og designe mine egne smykker. Jeg bruger simple materialer såsom bomuldstråd, stof, glasperler og ferskvandsperler. Og jeg er glad for endelig at kunne sige, at jeg har fundet mit drømmejob!
I din designproces – hvor starter du og hvordan bliver du inspireret?
Førhen plejede jeg altid at skitsere og tegne mine designs, men nu kommer idéerne til mig som det sidste, inden jeg falder i søvn, eller som det første når jeg vågner om morgenen. Jeg går ofte i gang med at designe om morgenen, fordi jeg synes, det er så spændende. Hvis jeg løber tør for inspiration og har brug for nye inputs, så plejer jeg at bruge Pinterest til at se, hvilke farver og mønstre der er populære i den pågældende sæson. Derudover bliver jeg meget inspireret af naturen, og tager altid billeder af tropiske planter til min Instagram.
Følger du tendenserne, når du arbejder, eller i hvilken sammenhæng skal vi forstå dit design?
Min smykkestil har tendens til at have en tribal stil. Jeg tror, at min stil altid vil være trendy, men uden at prøve at følge en bestemt trend. Den er globalt inspireret og derfor kan de fleste kulturer forholde sig til den.
Hvem er din typiske kunde?
Min typiske kunde er den fashionable kvinde, der elsker alt, der er boheme og som ikke er bange for modige, farverige smykker. Hun har sans for international mode og elsker at udtrykke sig gennem sit tøj og accessories. Hun er ikke bange for at mikse og matche!
Hvis jeg skulle vælge et smykke fra din nuværende kollektion – hvilket et skulle det så være?
Det er altid et svært spørgsmål, fordi jeg elsker det hele. Men jeg tror, at det smykke, de fleste forbinder Coralie Reiter Jewelry med, er Horseshoe Bohemian halskæden. Den har den perfekte sammensætning af farver og mønstre, der passer til ethvert outfit. Den er meget lang og kan bruges over en camisole om sommeren eller en sweater om vinteren. Det er også en topsælger. Jeg arbejder i øjeblikket på lignende stilarter, der er baseret på lige præcis dette design i min næste kollektion. Stay tuned!
Mød Coralie Reiter og se hendes smykker her.
Det er nogle spændende ting. Meget anderledes. Halskæderne vil være flotte til en enkelt sort kjole.
Fede smykker!:-)