I dag udkommer Dødvægt, som er Elsebeth Egholms seneste skud på stammen i serien om Dicte. Elsebeth Egholm er en af Danmarks helt store krimiforfattere. Hun har skrevet Aarhuskvinden Dicte frem, og fyldt side efter side med Dictes komplicerede liv, hendes personlige forhold og ikke mindst: Alle de sager, hun på en eller anden måde bliver viklet ind i. Jeg er vild med Dicte, blandt andet fordi hun er så kompliceret og uimponeret, og fordi hun lever et liv uden skyggen af kompromis. Selv hendes måde (ikke at) være mor på er interessant, og som læser kommer man i kontakt med sider af kvindelivet, der ellers ikke tales højt om. Og så er jeg vil med Elsebeth. Hun er seriøst fantastisk! Jeg har mødt hende ved Bogforum nogle gange, hvor jeg har haft den store glæde at interview hende. Jeg skriver som om jeg er på fornavn med hende, men det tænker jeg lidt i min storhedsvanvid at jeg er. Og det vil du også gerne være, for Elsebeth er ud over at være hamrende flittig (noget jeg elsker når folk er) også klog, belæst, vidende, sjov, skarp og eftertænksom. Nå, men nu er Dødvægt ude, og jeg har læst den, og det synes jeg virkelig også at du burde. Du sidder trykket tilbage i stolen, når du åbner den, og kan ikke rigtigt rejse dig før du er færdig. Læs mere om den her, og læs interviewet med Elsebeth her. Bogen udkommer i dag.
I Dødvægt er Dicte uden for sine vandte Aarhusrammer. Vil du fortælle os, hvad Dødvægt begynder med, og hvorfor du har flyttet Dicte?
Egentlig er der to begyndelser til Dødvægt, hvor vi denne gang er på Malta, eller mere nøjagtigt: Gozo, som er en søsterø til Malta og en del af det maltesiske ørige. I det første kapitel møder vi kortvarigt Jack Spiteri, som er bogens gozitanske politimand – som Dicte bliver ret tiltrukket af. Det er søndag, og han skrifter til præsten om, at han har et forhold til en kollegas kone.
Dernæst møder vi Dicte og Bo, som næste dag er på vej med færgen til Gozo sammen med et hold af Bos fotoelever. Der er storm, og færgen gynger, og alle er søsyge. Undtagen Bo og Natasha, hans mønsterelev, som går omkring og fotograferer. Det er Natashas fotografier, som sætter hele historien i gang. Ikke bare fotograferer hun to mænd med en kvinde imellem sig. Hun fotograferer også, da en flygtningebåd kæntrer, og færgen hjælper med at redde folk op. Og hun fotograferer, da hun opdager et hvidt kvindelig mellem alle de sorte kroppe. Det er det hvide kvindelig, historien kommer til at dreje sig om, stik imod Dictes samvittighed, der vil have hende til at interessere sig for den store katastrofe, som bådflygtninges er. Det viser sig nemlig, at liget af kvinden og den unge kvinde mellem de to mænd ser nærmest identiske ud.
Natasha har også overhørt en samtale mellem de to mænd, og den er på russisk, som hun forstår. De taler om et hus med gule skodder tæt på en kirke – og hun får overtalt en halvforelsket Bo til, at de to sammen skal køre ud og lokalisere det hus. Det ender imidlertid galt. De to mænd kommer efter dem; Natasha styrter ud over klippen, og Bo forsvinder.
Og så skal jeg vist ikke røbe mere.
Jeg havde lyst til at flytte Dicte ud af de vante Aarhus-rammer og se, hvordan hun ville reagere et sted, hvor hun ingen kontakter har; ingen Wagner, ingen veninder at søge trøst hos. Og ingen Bo – han forsvinder jo. Hun har kun sig selv – og sine evner til at løse opgaver og finde sandheden. Og så har hun – måske – Jack Spiteri – som tiltrækker hende mere og mere. Men kan hun stole på ham? Hun stoler i hvert fald ikke meget på hans chef, Ralph Micallef, som ikke virker så ivrig efter at løse sagen.
Det er lidt en ny Dicte i et nyt miljø, vi møder. Selvfølgelig med de samme gamle traumer og ar på sjælen – men også på én gang mere moden og velovervejet – og samtidig eventyrlysten efter at lære denne mand og hans kultur at kende. Dicte er på den måde en rejsende, ligesom flygtningene. Hun er taget ud for at se, hvad der sker, når man flytter sig. Hendes luksus som førsteverdensborger (i modsætning til at være tredjeverdensborger) er bare, at hun kan tage lige god (næsten) hjem igen. På den måde kommer denne historie også til at handle om ulighed.
Racisme er et nyt element i krimierne om Dicte, hvorfor har du medtaget det, og hvorfor nu?
Jeg ved ikke helt, om det er racisme, det handler om. Snarere ulighed, som jeg har skrevet ovenfor. Det rykker jo tættere og tættere på med uligheden i verden – det har globaliseringen og internettet sørget for. Vi lever ikke længere i en tid, hvor det hører til sjældenhederne at blive præsenteret for fjerne katastrofer. Intet er jo i virkeligheden fjernt længere. Alt er inden for rækkevidde, og vi må forholde os til det, hvad enten det er bådflygtninge i Middelhavet, krigen i Syrien eller nedtur på det kinesiske aktiemarked.
Men jo. I Dødvægt er der et element af, at de sorte kroppe er mindre interessante end det hvide lig. På den måde sniger racisme sig måske ind. Men det handler jo også om, at flygtningekatastrofen er så stor og så omfattende, at helt almindelige dødelige nærmest giver op på forhånd. Inklusive Dicte. Her er det, Bo og eleverne kommer mere til deres ret. De har kanalerne til at viderebringe fotos, der rammer pressen og nettet med kraft i hele verden. Og det gør de så, mens Dicte mere er en slags detektiv, der tænder på bestemte billeder/drabsgåder, som hun selv har en chance for at løse. Det plager hende, ja. Men hun ender med at erkende, at det er det, hun kan, og det, hun skal. På den måde er arbejdsdelingen klar mellem Bo og Dicte. Det skal måske også forstås lidt som et vink til os selv: Vi kan jo ikke gøre det hele. Vi kan ikke redde verden. Men vi kan gøre det, vi gør bedst og måske dermed ændre noget. Måske naivt …? Men sådan har jeg nok lidt tænkt det.
Hvorfor tror du vi er så mange, der er vilde med den uperfekte Dicte og hendes overordentligt komplicerede liv?
Jeg har tit tænkt, at Dicte netop appellerer, fordi hun ikke er perfekt. Det er ingen jo. Derfor kan de fleste identificere sig med hende på et eller andet punkt: skilsmisse fra en utro ægtemand, en datter, der er mere fornuftig, end hun selv er; veninder, hun ind imellem kommer til at sige det forkerte til eller svigte; en kæreste, som hun holder afstand til, når hun arbejder på en sag. Og så er der samvittigheden, der nager i forhold til Peter, hendes søn, som hun opgav til adoption som 16-årig, og som ikke rigtig har taget hende til sig som Mor med stort M. Og det problematiske forhold til religion, som netop bliver luftet lidt i nærværende bog, fordi hun er havnet midt i et meget katolsk lille land. Ja, hendes liv er da kompliceret, men nok ikke (meget) mere end så mange andre danske kvinders. Og netop derfor er hun fascineret af Jacks tilsyneladende enkle liv på Gozo, hvor han dyrker sine afgrøder, lufter sine hunde og er fast forankret på den smukkeste grønne ø. Men det er jo også fordi, hun ikke ser det hele på én gang. Hun ser ikke religionens bagside eller korruptionen og vanskelighederne ved at skulle være sherif et sted, hvor alle kender alle, og hvor man helst ser, at gerningsmanden kommer fra udlandet. Det er jo svært at anholde naboens nevø for drab og bagefter skulle drikke øl med vedkommendes far på den lokale bar!
De sidste tre år har du skrevet en roman om året om Dicte. Hvordan og i hvor høj grad findes Dicte som en person i, eller som del af dit liv?
Dicte er så absolut fiktion for mig. Jeg går ikke rundt og tænker som hende eller er hende på nogen måde. Hun er et rum, jeg kan være i, og når jeg kommer ind i det rum, tænker jeg anderledes. Det kan være befriende, for Dicte er jo handlekraftig nok, og hun ender altid med at finde vej. Hun gør det rigtige. Hun har en samvittighed, og hun har sin evne til at søge sandheden, og meget mere behøver hun vel ikke for at kunne være en slags moderne heltinde. Hun er jo et følelsesmenneske, som jeg også selv er. Og jo, der er ligheder mellem mig og Dicte. Men hun er mange gange mere det, jeg selv indeholder. Forstørret op. Og så er hun modig. Det kan jeg vist ikke påstå om mig selv!
Hvordan har TVserien Dicte påvirket dig, og har den påvirket Dicte?
Tv-serien påvirkede mig mest i starten. Da jeg skrev Eget Ansvar, så jeg Iben Hjejle for mig fra den første sæson af serien. Men anden sæson byggede ikke på mine romaner, – der havde manusforfatterne selv skrevet deres historier, fordi romanerne var sluppet op, og de ville have Dicte et andet sted hen – og så var det vanskeligere for mig stadig at se TV-Dicte, når jeg skrev. Det, tror jeg, er naturligt. Jeg er nu tilbage hos min egen Dicte, og det har jeg det fint med. Der er nuancer til forskel på TV-Dicte og min Dicte. Min Dicte føles selvfølgelig mere rigtig for mig, når hun skal fungere i romaner. Hun er måske knap så gung-ho som TV-Dicte. Mere reflekteret, tror jeg. Og mere alvorlig. Denne bog bliver ikke den sidste Dicte-bog men jeg planlægger at skrive noget helt nyt næste gang. Nyt univers. Stadig krimi/spænding. Det bliver sjovt, og jeg håber selvfølgelig, læserne vil synes det samme!