Blogføljeton afsnit 2: “Hvis du går på arbejde, er du en overselvrealiserende type, der svigter dine børn”

I anledning af L’Oréal-UNESCO For Women in Science prisen som er blevet uddelt i mandags, sætter jeg sammen med en lang række danske kvinder fokus på om danske kvinder ikke vil til tops?

I forskningsverdenen er der meget få kvinder der tager den hele vejen (læs mere her), og netop derfor engagerer  L’Oréal sig. Modsat, hvad mange måske forestiller sig, så ligger der usædvanlig meget forskning i din shampoo, dine hudplejeprodukter og alle de lækre ting, du bruger hver dag. Derfor uddeler de hvert år i samarbejde med UNESCO den prestigefyldte pris. Projektet er globalt, og i Danmark får tre kvindelige forskere hvert år en pris på 110.000 kr. til deres forskning. Så, det er som sagt den fine anledning til Blogføljetonnen og i dag er det Anne Sophia Mygind Hermansen, der besvarer de fem spørgsmål.Anne Sophia Hermansen_foto

  Du kender hende måske bedst som skarp debattør og bloggeren bag ”Karrierekvindens bekendelser” på Berlingskes hjemmeside. Anne Sophia Mygind Hermansen er uddannet mag.art. i litteraturvidenskab og idéhistorie, har tidligere været pressechef for Alm. Brand, og er i dag tv-vært på DR2-programmet ”Godt sagt”. Privat er hun gift, har en søn fra et tidligere forhold og to bonusbørn.

Oplever du, at du er ligestillet?
Grundlæggende: Ja. Det eneste sted, jeg har oplevet regulær diskrimination, var i min søns vuggestue. Da hans far og jeg gik fra hinanden, var vi enige om at dele ham 7/7. Det fungerede fint – for os. Men pædagogerne havde travlt med at rose hans far for at kunne kombinere barn og arbejde. Det var så flot, så flot. Mig roste de ikke, selv om jeg hentede tidligere. I stedet undrede de sig over, at jeg ikke ville være mere sammen med min søn. Der blev konsekvent også ringet til mig, hvis han var syg, og da jeg spurgte hvorfor, fik jeg svaret: Du er jo moren.

Hvad har været den vigtigste præmis for din succes?
At have sluttet fred med, at alle ikke kan lide mig. Jeg kan heller ikke lide alle mennesker. Antipati er sjovt nok en ret gensidig ting.

Hvad tror du, at dit køn betyder for dine faglige muligheder?
For mig HAR mit køn været en fordel. Hvis jeg havde været en mand, var jeg næppe blevet inviteret med ind i VL-grupper, lederprogrammer og paneler, hvor der i forvejen sad lutter skaldede hvide mænd. I mange sammenhænge er jeg blevet favoriseret på grund af mit køn, men jeg er også blevet inviteret igen og igen, så det handler nok ikke kun om mit køn, men også om, at jeg kan noget. I dag bilder jeg mig ind, at det ikke spiller nogen rolle. Jeg er også 42 år, og som de søde mennesker i Berlingskes kommentarspor skrev igen og igen: En aging Barbie, ingen gider knalde længere. Heldigvis gør min mand.

Hvad har givet dig selvtilliden til at klø på?
Min far gav mig engang et godt råd: Nolite te bastardes caborundorum. Det betyder noget i retning af: Lad aldrig bæsterne få krammet på dig. Da jeg begyndte at blande mig i den offentlige debat, oplevede jeg, at folk skrev de mest åndssvage ting til mig og endda dukkede op på min privatadresse om natten. Jeg var helt uforberedt på, at jeg kunne få tilsendt afklippede hestehaler og truet med sex og vold. Det var tæt på at tage pippet fra mig. Men jo mere folk gakkede ud og skrev, at jeg skulle holde kæft, desto mere fik jeg faktisk lyst til at fortsætte. For de skulle ikke få krammet på mig.

Har du et fagligt, kvindeligt forbillede?
Flere. Jeg begyndte tidligt at læse Fay Weldon – Praxis, Støvbold, den slags. I dag gider jeg ikke læse hendes bøger, fordi der er gået pølsefabrik i den, men jeg beundrede hende i 80’erne, og hendes bøger var med til at forme mit syn på flere ting, f.eks. vigtigheden af at have en uddannelse og sit navn på skøder og den slags. I dag har jeg stor respekt for kvinder, der bliver stående, selv om de får virkelig mange tæsk. Helle Thorning-Schmidt, Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg. De kvinder har været igennem shitstorme så store, at jeg nok var faldet død om, hvis det var mig.

Hvorfor tror du, at kvinder ikke når til tops?
Mig bekendt har vi en kvindelig statsminister, flere partiledere er kvinder, vi har en dronning og en kvinde i toppen af DR, TV2 og flere aviser. Det vil jeg kalde at nå til tops. Men det er rigtigt, at vi ikke ser mange kvindelige virksomhedsledere og derfor ikke mange kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Vi ser så heller ikke, at over 20% af pigerne går ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter, som det er vilkåret for drengene. Jeg tror, at vi kommer til at se en større andel af kvinder på fremtrædende poster i virksomheder den dag, vi for det første opgiver ejerskabet over vores børn, dvs. lader mænd tage barsel og barnets første sygedag – og for det andet holder op med at punke de kvinder, der stikker ud og træffer andre valg end gennemsnittet. Sagt mere skarpt får vi ligestilling på arbejdsmarkedet, når vi får ligestilling i hjemmet, og den dag vi holder op med at holde hinanden nede med, at ”du er jo moren”.

Vi har længe bildt os selv og hinanden ind, at mænd er de vildeste undertrykkere, men måske skulle vi kigge lidt på os selv. Meget mere undertrykkende end noget patriarkat er det sekteriske moderskab, som mange kvinder forsøger at skamme hinanden ind i. For eksempel: Hvis du går på arbejde, er du en overselvrealiserende type, der svigter dine børn. Nej, jeg har bare regninger, der skal betales. I min verden må kvinder gerne gå derhjemme og langtidsamme deres børn, det er helt sikkert dejligt og rigtigt for dem, men jeg har valgt at indrette mit liv anderledes og er ikke først og fremmest mor, men menneske og dernæst mor.

8 kommentarer

  1. Fantastisk indlæg!

    Hvor er det befriende at se en kvinde, som tør gør op med de undertrykkende regler vi får påduttet os selv og andre, ligeså snart vi træder ind i “mor-klubben”.

    Jeg møder det både fra kvinder og mænd “hold da op, er dine børn i institution i 8 timer om dagen? Det er godt nok længe!” … Ja, for ellers kan jeg jo ligesom ikke betale min husleje, og jeg ville forøvrigt også blive sindssyg, hvis jeg selv skulle være sammen med mine børn,hele dagen hver dag… !

    Ville ønske at folk blev mindre fordømmende, særligt overfor mennesker de egentlig ikke kender..

  2. Kære CM;
    Ja, det er noget af det værste, vi kvinder gør ved hinanden – dømmer uden at kende hinanden. Men jeg undres til stadighed over, at vi skal blive VED med at diskutere om vi må gå på arbejde, når vi har børn. KH J

  3. Hmm, man kan vel også godt først og fremmest være menneske/kvinde/sig selv selvom man går hjemme? Selvom jeg i øjeblikket er hjemmegående og skal have barn nummer to indenfor en uge, så føler jeg ikke, at det er dét, der definerer mig som menneske. Ligesom jeg heller ikke følte, at mit arbejde som højtuddannet var det, der sagde mest om mig.
    Men er helt enig i, at fordømmelsen – uanset hvilke veje den flyder – er et stort problem. Tænk hvis man oftere spurgte: Ej, hvor spændende – du gør tingene på en helt anden måde end mig!

  4. Vi er jo også nogen, der ikke har børn og er lidt trætte af at skulle stå til regnskab for det.

  5. Til Julia: Rigtig god føljeton!

    Til Anne Sophia: Super indlæg. Er enig med dig langt hen ad vejen. Jeg mener dog også, at der stadig er en del undertrykkelse fra mænds side, måske (forhåbentlig!) ikke en bevidst undertrykkelse, men en underliggende én, der stammer fra visse mænds manglene evne til at tænke kvinder ind i de roller, der traditionelt er deres. Eksempelvis rekrutterer min arbejdsplads p.t. en salgsdirektør, som i hele processen er blevet omtalt som “han” – “han skal have erfaring med dit”, “han skal kunne dat”, “når han tiltræder”, etc. etc. Når jeg og andre kvinder bringer det op, bliver der leet overbærende…

    Til Anne Hviid ovenfor: Sikke en inspirerende tilgang! Jeg vil øve mig i at sige “Ej, hvor spændende – du gør tingene på en helt anden måde end mig!” Tak 🙂

  6. Interessant indspark og vigtig debat, men om ligestilling i hjemmet vil føre til fuld ligestilling på arbejdsmarkedet… Jeg har mine tvivl. Jeg vil påstå, at min mand og jeg er tæt på 100% ligestillet hjemme med delt barsel og delt ansvar for børnene (jo, mænd kan godt pakke gymnastikposer, tjekke forældreintra og koordinere legeaftaler), og vi prioriterer begge vores job og vores fritidsinteresser ret højt. Men for mit vedkommende har det altså ikke udmøntet sig i en trang til at gå efter chefjob eller bestyrelsesposter. Gider det helt enkelt ikke. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om det ville se anderledes ud for andre kvinder i samme situation, men det understreger, at udover muligheden skal lysten også være der.

    Og så tilslutter jeg mig ønsket om, at vi begynder at møde hinanden med nysgerrighed frem for fordømmelse. Hvor ville det dog være befriende!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *