Det har været en meget stor ære for mig at blive spurgt om jeg ville bidrage til fejringen af 100året for kvindernes valgret. Det har jeg gjort sammen med 99 andre danskere. Mit bidrag er denne tale, som jeg håber du har lyst til at læse. Du kan følge med i projektet og læse de øvrige taler efterhånden som de bliver publicerede her:
Grundlovstale
Retten til at tale, frem for at tie i forsamlinger – som Paulus foreslog kvinder burde gøre – er hårdt vundet.
Det samme var valgretten. En bred vifte af andre rettigheder, er heller ikke kommet dumpende ned i kvindernes skød, men er blevet tilkæmpede: som for eksempel retten til eget cprnummer, eller retten til egen indkomst og råderet over den, og endnu et eksempel: Retten til at få børn, med eller uden en mand.
Der er intet af dette, der er kommet af sig selv. Alt har vore mødre, mormødre og formødre kæmpet for, og alt det er vores arv. Det er den faste grund, vi har under vore fødder i dag.
Jeg er del af en generation af kvinder, der er den første generation, som er vokset op i et samfund, hvor det meste af det vi i dag forstår som basale rettigheder, var sikret os af nogle andre (kvinder). Jeg er del af generationen der tæller flere kvinder end mænd på de videregående uddannelser, og del af generationen, der kender begrebet tabermænd. Jeg er del af generationen, som ikke tror på at noget nogensinde kan blive taget fra os igen, og del af den generation, der tror på at vi har SÅ meget ret til det hele, at vi ikke mere behøve at stå fast, holde fast, være faste – sammen – for at beholde det. Min generation af kvinder mente at feminister var usexede indtil Beyoncé gjorde feminisme til sit helt eget ord.
Min generation af kvinder mente at søstersolidaritet var en saga blot, lidt kikset så meget som at tale om, fordi vi er generationen, der er opdraget med at vi selv må tage ansvar.
Du er alene, har vi lært. Ingen passer på dig. Hyt dig selv. Sørg for dig selv, og drop alle forældede tanker om solidaritet. Lige indtil popkulturen trådte til og superstjernen i tyverner, skuespilleren, instruktøren og forfatteren Lena Dunham, mindede os om, at kvinder også kunne passe på hinanden. At kvinder kunne have hinandens ryg, selvom de er forskellige, selvom de er højlydt forskellige. Med lyd og stemmer og usikkerhed og det hele. Fordi vi tror vi selv har hele ansvaret, mener vi også at andre bør tage hele ansvaret. Derfor mener min generation af kvinder stadig at ligestilling er noget man selv må sørge for at have. Et gryderet man selv må røre i derhjemme. Og derfor skal tvungen barsel til fædre end ikke overvejes. Desværre.
Jeg er del af en generation af kvinder, der skal passe på. Vi står på en arv af tilkæmpede rettigheder, som vi ser som en selvfølge. Vi tror vi har ”ret” til noget, men al historie viser, at vi kan miste rettigheder så snart vi holder op med at kæmpe for dem.
Jeg er nemlig også del af en generation af kvinder, der tror at kvindeligheden sidder i andres perception af os. Vi tror på det de andre siger mere, end vi tror på de vi selv tænker. Og vi tror på at andres dom over os er den eneste sandhed. Derfor er vi begyndt at tie i forsamlinger igen. Vi er trådt ind i den flinkeskole vore mødre trådte ud af, og lever nu i en form for konsensuskvindelighed, hvor ingen højt siger til eller fra hvis de er uenige. Man holder uenighed for sig selv, og stikker i næsen for langt frem, for jobsne hænger ikke på træerne og der er heller ikke nogen grund til at larme for meget. Og stikker du numsen frem får du taget din temperatur, som en kvinde sagde til mig engang. Nu er det jo sjældent sådan at en debat begynder med at man smider bukserne, men måske er det netop dét vi frygter? Vi, kvinderne i min stille generation? Ingen forlader kaffebordet før alle er enige, og ingen råber højt om at vi, den mest veluddannede generation af kvinder til dags dato, skal forlade fødegangen inden barnet er lagt til ved brystet? Den mest basale af alle de rettigheder, vi som kvinder kan tilkæmpe os: At føde vore børn i ro mag, har vi i konsensuskvindelighedens navn ladet glide os af hænde. Vi taler ikke nok om det til at ændre verden, og vi gør ikke noget for at ændre vore egne og vore medsøstres omstændigheder. Hellere være stille. Være enige. Hytte vort eget skind. For vi vil endelig ikke larme, med mindre vi er Beyoncé, og vi må endelig ikke stikke numsen frem. Eller tage brysterne ud, når vi ammer. Nogen kunne jo se det, tage anstød, og nogen kunne opdage at vi var kvinder. Med bryster. Hensynsbetændelsen er opstået igen, og kvinder skal være stille. Vi kuer os selv, sætter vores lys under en skæppe så stor som vi kan grave den op fra 1800tallets kvindesyn, og sætter os godt til rette under den. Så vi endelig ikke taler for højt. Så vi endelig ikke larmer. Så vi endelig ikke fylder, eller taget ordet fra nogen, som måske har mere brug for det end os. Det vigtigste er nemlig at være enige, at undgå at vi træder hinanden over tæerne.
Vi står på en arv, som vi skal passe på, vi ikke træder under jorde. En arv, så guldrandet som vores, er en vi skal dyrke, gøre stærkere, større, vigtigere, så vi kan give den videre til vores børn. Vi skal ikke spille den op i ligegyldighedens og konsensuskvindelighedens casino. Vi må gøre noget – vi må være til, tage vores plads og sige fra. Og gøre noget, som ingen troede muligt, inden vi har mistet vores stemmer. Vi har vundet retten til at stemme, det vigtigste er nu at vi bruger vores stemmer så vi rent faktisk får sagt noget, der er værd at lytte til. Uanset, om kaffekopperne klirrer, røven bliver kold og hensynsbetændelsen helbredt. Vi HAR stemmer.
Godt skrevet, Julia. Er så enig i, at vi kvinder bør begynde at støtte hinanden noget mere og give plads til vores forskellige måder at gøre tingene på – som du også har skrevet om tidligere. Lige om lidt bliver jeg Mor for anden gang og for forhåbentlig en skøn mødregruppe. Jeg er spændt, for det er et af de fora, hvor der hurtigt kan gå konsensus-rigtig/forkert i den og hvor man – måske – kan tie med sin ærlige mening, for ikke at falde udenfor.. Jeg håber, at jeg er modig nok til at kæfte lidt op og måske endda bringe nogle lidt tungere emner til kaffebordet end lortebleer og søvnmønstre 🙂
Og så skal de numser og bryster altså frem i lyset! Vi må sgu godt vise vores kvindelighed. Den er smuk at se på og vi bliver jo selv i godt humør af at vise den frem 🙂 Hurra for den tilstundende sommer og fine kjoler!
Ved ikke om problemet er konsensus-kvindelighed.
Måske er problemet, at mange kvinder ser ensliggørelsen med mændene og magten som et middel til ligestilling i en grad, hvor vi sågar lægger al fornuft fra os og finder os i at føde på en måde og under forhold, som stod der ti (mandlige) rationaliseringseksperter på nakken af os. Vi bliver ikke ligestillede af at insistere på at komme ind på lige vilkår med mændene i et mandsdomineret samfund. Så længe der stadig er et stort flertal af kvinder i omsorgsfagene (kommer slet ikke ind på her, hvorfor det forholder sig sådan), så var det måske på tide at vi begyndte at råbe op om noget mere respekt omkring det vedligeholdende, dvs pasning af børn og ældre, omsorg for svage og udstødte, pasning af hjem etc. Meget af det, som kvinder i tusindvis af år har gjort ulønnet er nu heldigvis lønnet arbejde, men der findes dem, der er arrogante nok til at kalde det lavstatus-arbejde. Det er i øvrigt også rystende at finde ud af, hvor lidt en jordemoder tjener i forhold til en læge.
Jeg siger ikke at kvinder er biologisk disponeret for omsorg i højere grad end mænd. Det er en anden diskussion. Jeg siger, i enighed med dig Julia, at vi kvinder selv skal råbe op. Jeg arbejder i et omsorgsfag, og jeg burde tjene det dobbelte af hvad jeg gør. Jeg tilfører kærlighed, udvikling og livsglæde i små menneskers liv, og det er jo svært sådan umiddelbart at måle i kroner og ører. I hvert fald på kort sigt. Til gengæld er det med til at skabe en værdi i samfundet, der er uvurderlig. Og der er ikke nogen der slipper ustraffet fra at kalde mit arbejde lavstatus, i hvert fald ikke hvis de står så tæt på at jeg kan ramme dem med noget.
Inspirerende at du minder os om ikke at tage vores rettigheder for givet!
Da jeg i marts måned besøgte økonomerne på CBS, sad jeg på center med en (mandlig) økonom, der havde siddet i det seneste barselsudvalg (hed noget andet og finere med “familieliv”, men det kan jeg ikke huske). Overraskende fortalte han mig, at han og nogle andre faktisk havde foreslået øremærket barsel til fædrene, men det var blevet stemt ned af den resterende (kvindelige) del af udvalget. Tankevækkende, synes jeg. Vi vil gerne have rettigheder, kunne det hele i forhold til familieliv og børn, men samtidig vil vi heller ikke give til mændene…? Feminisme, ligestilling, det er komplekse problematikker og lige så komplekse – og forvirrende – diskussioner, der kommer ud af dem. Vi bliver aldrig færdig med at diskutere dette…
Hensynsbetændelse – et fantastisk udtryk !
Og grunden til at de eneste blottede bryster i det offentlige rum er dem på siden af linje 6A.
Kære Maja, og dét er virkeligt også et problem. Det er jo dårligt selvværd på hjul, der tordner igennem København.
Kære Marina – ja, det er sådan et stort problem i min bog. Vi vil gerne være ligestillede, hvor det gavner os, men ikke hvor vi skal opgive noget. Heller ikke selvom vi vel vælger at få børn med mænd, som vi ønsker vores børn skal elske, kende og være trygge ved.
Kære Mette – jeg kan næsten ikke rumme at omsorgsfagene er så underprioriterede økonomisk. Jeg tror ikke ensliggørrelsen findes; jeg oplever den i hvert fald ikke. Måske andre gør? Jeg tror heller ikke på at der findes feminine værdier og maskuline værdier – jeg tror på humanisme, og at vi alle sammen har både bløde og hårde sider. Men jeg tror at vi er nødt til at gøre noget fælles ind i mellem. At vi eksempelvis demonstrerer mod de dårlige forhold for fødende kvinder, fremfor bare at tie stille.
Kære Anne – ja, mødregrupper ER spændende! Sjove og givende, og nogle gange også lidt hårde at være del af, når man har følelserne og usikkerheden uden på kroppen, med sit lille nye barn i favnen. Håber du får en fantastisk oplevelse med det!
Kærligst
Julia
TAK – SÅ godt skrevet.
Det er stadig en stor udfordring for mange kvinder at hæve deres røst, og sige hvad de virkelig mener. Alt for mange har stadig travlt med at være “den pæne pige”.
Larm noget mere – sig hvad du vil have, og hvad du ikke vil have, er mit motto !!
Mange hilsner
Helene
Slip hensynsbetændelsen & Sig til og fra – på den gode måde.
Det er fantastisk og desværre nok også sandt!
Jeg har allerede refereret til den tale mange gange, og har sågar lagt en kopi af den i min indboks, så jeg til enhver tid kan finde den frem.
Jeg har selv et lederjob, og bliver så glad, når jeg er sammen med kvinder der både kræver og tager deres ret, men på en måde som er helt forskelig fra den mænd gør.
Kære Julia
Wauw… den ramte plet! Tænk, jeg har faktisk ikke været bevidst om eller tænkt så meget over, at det er sådan, det er… Det bliver jeg næsten lige så skræmt over!
Det er super godt skrevet, og du fangede mig på et godt tidspunkt, hvor jeg var på vej ind i en gruppesammenhæng for at udbløde lidt på en holdning, jeg havde ytret, men som jeg begyndte at få lidt kolde fødder på. Men nej, du kan tro, at jeg nu – med dit pust i ryggen – holder fast i min opfattelse og mine ytringer. One step for min womankind;-)