Det her er forår. Det spirer og selvom det er så koldt at jeg ikke kan holde ud at tale om det, så er det på vej, det forår. Endelig. Den sidste uge har været hektisk. Jeg var syg i søndags, hvor jeg skulle have været mere end frisk, og så var det som ugen startede lige dér. Johans uge har ikke været mindre travl end min, med spillejob og foredrag og arbejde, og med et skolebarn og forårskoncert på skolen bliver man pludselig sådan én der kan koordinere her fra til næste jul og huske det hele uden at få kaffen galt i halsen. Og det vildeste er, at det faktisk er sjovt – det hele. Hverdagslivet. Der ER altså nok at grine af. Her nogle eksempler:
Efter en af den slags eftermiddage og aftener, man tror er kørt i hårdknude, giver jeg slip på det hele, og så tager legen fart. Legen er faktisk så god, at ham her, Sofus, ikke vil sove, og ender med at klæde sig ud klokken 2130, klar til godnatlæsning. Iført sværd spændt fast på ryggen, sut, nissesokker og, ja, dykkerbriller.
Kaffe! I Paris! Ja, nok er det arbejde, men der er da ikke det mindste at være sur over her. Selvom vi ikke var i Paris i meget mere end et døgn, så VAR vi der. Og vi fik kaffe.
“Vi” var Sine og Smukke Ella. Sine er nemlig også sådan en der elsker sit job, og gerne vil have baby med, og derfor var vi tre i Paris. Vi blev en smule fejlcastede som lesbiske mødre, kunne man se i øjnene på de frisindede franskmænd, men det skal man slet ikke være ked af. Jeg prøvede det ofte, da jeg rejste med Sofus og Anne-Sophie, og det kan man altså også sagtens fnise af. Og så kommer jeg hjem, og savner lige at holde en bebs i fem minutter, for det er også vanedannende. Ligesom kaffe og Paris er det. Og nogle gange kniber jeg mig selv i armen over hvor fantastisk det er, at de store ting bliver små, og de små bliver store. Det er det jeg elsker ved hverdagen. Også når den ikke foregår i Paris.
Sikke en dejlig uge. Her blev mindstemanden 5 år, og det var bare så stort og vildt og grænseoverskridende og fantastisk og og og…………Nu er den fagre og den røde sendt med svigerforældrene på miniferie, så der har været tid til at arbejde for forældrene uden dårlig samvittighed, og med en afstikker til mit gamle hjem (“Hjem til Århus uuuuh ååååååh”, som Dodo synger!). Det var nu dejligt at mærke, at selvom byen er fin, og cafeerne flere og restauranterne ditto, så er det ikke længere mit hjem, og jeg længes ikke mere – det har så taget knapt 8 år at kurere mig. Kaffen er nu også dejlig i provinsen. 🙂
I morgen har jeg været impulsiv og slutter dagen af med den ansigtsbehandling, som jeg har lovet mig selv siden sidste gang – i marts 2014! Vi går lysere tider i møde, og det kan mærkes på humøret.
Fedt med dykkerbriller og sut, jeg er sikker på, at det bliver det nye sort! Meget hipster. Er sikker på, at de unge mænd, jeg så i dag, i latinerkvarteret i Århus er med på dillen. 🙂
Kh Bitten
Hvor er jeg glad for at høre det Bitten! TID til dig selv, og erkendelsen af at du er glad hvor du er. Og så en ansigtsbehandling oveni ! Jeg klapper af dig, og minder mig selv om at så er det vist også tid til at jeg ringer en aftale ind til en ansigtsbehandling. Tillykke med den 5-årige. Jeg tror, jeg ved hvordan du har det. Rundt om mig får folk små nuttede lækre babyer, og selvom jeg ikke er helt ufølsom, så er jeg simpelthen så lykkelig over hvor store mine små er nu. Det er altså helt vidunderligt. Kram
Det er imponerende, hvor god du er til at klare hverdagens udfordringer, give plads til spas og løjer og lige klare en syge-søndag. Du virker så solid. Tror der skal meget til at slå dig af pinden – som man siger.
Men hvad er det for noget påskeferie? ! Sne – helt ærgerligt!
Det var dejligt Julia………Bare dejligt. 🙂