Den Næste Fase

IMG_8503

Elias er blevet en stor dreng. Den sidste rest af det lille barn er væk, og den store dreng, står tydeligere og tydeligere frem. Det menneske han er, helt selv, står allerforrest, og selvom han ind i mellem overdøver sig selv i en form for støj og uro, så ER han der. Tiden med ham er blevet kostbar, og der skal ydes på en anden måde i forældreskabet. Mor-hylden skal fyldes ud på en anden måde, og den nære tætte kontakt bliver pludselig til noget andet, noget man skal arbejde for på en anden måde, end da det var nok at sidde på skødet og tælle hinandens fingre. Det er en gave at opleve sit store barn folde sig ud, og en gave for mig at se, hvor fandens godt og sjovt selskab han er, når roen sænker sig. Lørdag aften var han og jeg alene hjemme. Uden Johan, uden Sofus og uden uro. Vi talte sammen, så fim sammen, holdt hånd og havde en af de aftener, der hiver tårer frem af rørelse over hvor skønt og privilegeret det er, at få lov til at opleve at være sammen med et stort, sjovt og eftertænksomt barn. Det minder mig om, at hver fase skal nydes, at man skal nyde lige dér, hvor man er, så godt man kan. Og at der absolut er grund til at glæde sig til fremtiden.

12 kommentarer

  1. Kære Julia – det var dog det smukkest indlæg jeg længe har læst! Jeg blev SÅ rørt. For hvor har du ret. Bliv endelig ved! :))

  2. Dejligt indlæg på en mandag morgen! Du rammer lige ind i de tanker, jeg selv har gået med i denne weekend. Jeg har selv to drenge fra januar 2008 og juni 2011 ( og så tvillinger fra maj 2013) og synes, det er skønt at læse dine indlæg om familie/børn. Der er virkelig sket meget med min store dreng, siden han startede i skole, og nogle gange kan det være svært at følge med, synes jeg. Det er virkelig bare med at nyde hver en fase, som du skriver!
    Hilsen Anne Sofie

  3. Godt sagt. Min store dreng på 4 er også i gang med at transformere sig til en stor dreng, med tanker, meninger og alt det andet. Det er nemlig fantastisk at se hvordan de udfolder sig til at være små mennesker. Jeg tager også mig selv i at nyde de øjeblikke af nærhed vi har, som netop er blevet til noget helt andet nu.
    //B
    Ps: det var mig som i foråret spurgte til rejse til NY og vi har netop bestilt en kort tur, min kæreste og jeg, uden vores søn. Tak for dine råd. Vi glæder os. Og det gør vores søn også, for han skal nemlig have sin mormor for sig selv i alle dagene.

  4. Kære B,
    Ej hvor er det bare godt at høre! Hvor er det fedt for jer alle tre! Og for Mormor! Du skal bare glæde dig, alle får noget ud af det. Så dejligt, altså!
    Kærligst
    J

    Kære Anne-Sofie,
    Først: Hvor er du sej! Fire børn! Så dejligt! Jeg mister nogle gange overblikket over 2! Og ja, vi er hvor vore børn er – var der en gang én der sagde til mig. Og det er vi jo, når vi kan finde ud af også at være der – sådan for alvor. Man skal virkelig arbejde for at nyde det, gøre noget for at få den tid, så man kan opleve det hele.
    Kærligst
    J

    Kære Bettina,
    TAK – hvor er du sød. tusind tak!
    Kærligst
    J

  5. Kære Julia
    Det er det, livet og de vigtige relationer handler om, som du rammer lige på kornet. Jeg er rørt og ramt på den gode måde, hvor jeg genkender mig selv i dine ord. Jeg vil skynde mig afsted og hente min 5-årige, som lige skal overbevises om, at det er fantastisk at skulle hjem nu. Han plejer at møde mig med et:… “Aij, mor, kommer du nu?, Jeg leger lige så godt!” Så ja, det er med at nyde, når man bliver valgt til, selvom timingen måske ikke altid lige passer én. Nyde når han vil putte og tale (tale, tale…..) om alle de kæmpe store og bitte små tanker han nu har. Som fornylig da han skulle sove og hvisker: “Jeg forstår bare ikke, hvorfor der er så meget vand alle steder?!” – Øh…? – “Ja, i søer og den slags – hvorfor er der så meget vand, og hvordan kan det blive VED med at være der?!!”

  6. Kære Julia.
    Hvor har du dog ret – igen;0) Jeg er mor til en MEGET stor dreng, 17 år og 25 cm højere end mig. Det bedste er når han lægger sig hen over mine korte ben i sofaen og siger:”Mor, vil du ikke nusse mig på ryggen?” Så ønsker jeg tiden går i stå – selvom mine ben sover efter 5 min;0)
    Han går på kostgymnasium, så jeg suger nærmest nærvær til mig, når han har “tid” til at være hjemme. Håber I får en dejlig uge sammen, knus Jannie

  7. Åh hvor det lyder dejligt ☺. Vores dreng er 24 år. Der skal man bare være der, når de har tid til at se en

  8. Tusind tak for det indlæg! Jeg er mor til en 6-årig og jeg kan genkende det hele – måske lige bortset fra det med at glæde sig til fremtiden…. Jeg er desværre meget påvirket af al den terror der er i verden lige nu og tænker nærmest at det er synd for mine børn at de skal vokse op med så megen lidelse og ondskab. Der synes jo bare at komme mere og mere terror? Hvordan bevarer du optimismen midt i alt dette? Det gad jeg virkelig godt vide.

  9. Dit indlæg trak tårer. Fordi du lige har sat de fineste ord på de tanker, jeg netop selv gør i denne periode omkring min 7-årige søn. Han har altid været “sig selv”, men der sker noget ligenu. I stunder mellem uro og krudt bagi, står det lille menneske så tydeligt frem. Og ligesom din Elias – vil min store søn heldigvis også holde i hånd og har arme dækket med afskallede tattoveringer.
    Jeg er meget vild med denne alder <3

  10. Julia,
    Hvor er du bare fantastisk …. du rammer så præcist lige i det aller inderste hjertekammer. Tak :-))
    Kh.
    Anette

  11. Kære Anette – tusind tak. Kh J

    Kære Mette Gram – tusind tak! jeg elsker den også! Den er så fin!

    Kære Ida – det er et godt spørgsmål, og det tænker jeg lige over inden jeg besvarer det i et separat indlæg.

    Kære Susanne – ja, det er altså også vildt at tænke på – det må faktisk være en udfordring at vende sig til.

    Kære Jannie – jeg håber sådan at mine unger får det sådan med mig. Det må være ret trist når man mister den fysiske kontakt helt til sine unger. Jeg får jo hudsult når jeg ikke har rørt ved dem en halv dag.

    Kære Fru Gosh – det tror jeg nemlig bare også: At man er der når de vil have én.

    Tak for jeres dejlige kommentarer,
    KH
    Julia

  12. Jep – nydes! det minder jeg mig selv om hverrrrr gang min hende den 5-årige trygler om at vi skal lege mor/far/børn/storesøster/diskoopvisning/sygehus/skole. Og jeg ender med at sidde og leve mig så meget ind i min tildelte rolle (nægter dog som regel at være babyen…..) at jeg sommetider glemmer Den Store Virkelighed. FORDI det er noget vi laver sammen. 😉

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.