Glædelig mandag derude. Jeg sidder i toget på vej til Jylland, og er ved at komme mig over det med rommen. Jeg var på arbejde i går, og på kontoret havde den fineste lille bog endelig fundet vej til mig. For nogen tid siden blev jeg nemlig kontaktet af Louise Winther, som var i gang med at redigere sin bog. Det er den, du ser her ovenfor. Den er en samling af citater og overvejelser om sorg; gamle og nye, og nogle man har mødt før blandet med kloge ord, som sætter ting i gang fra helt uventede kanter.
Louise skrev og spurgte om hun måtte bruge nogle passager fra Sig Farvel – Hvad Præster Ved Om Sorg, som efterhånden har nogle år på bagen. Det måtte hun naturligvis gerne, og jeg er stolt af at se mine ord i denne smukke samling. Denne bog fik mig til at tænke over de store følelser, alle dem, vi ikke rigtigt må svinge os ud i, af hensyn til vores omverden. Det er ofte som om at stor savn, overvældende kærlighed, dyb sorg og sprudlende glæde skal presses ud af os, så vi ikke generer for mange, og i stedet taler vi om haven, blomsterne og kaffen. Vi kører af sted på overfladen mens vi vifter med arme og ben i nye lækre støvler, så alt det store, alt det vilde, alt det der gør os til os, og alt det der gør at vi forhåbentligt en dag finder modet til at blive damer, der ryger cerutter og bærer diademer vi selv har lavet i perleplader, ikke hopper ud af os og forstyrrer alle de andre. Netop derfor er denne bog så fantastisk – fordi den tør og vil de store følelser; alle dem, vi normalt gemmer væk under en tynd fernis af at alt er godt og alt er normalt. Jeg tror på de store følelser og mere plads til dem.
Læs mere om Sagt om Sorg her.
Sikke en fin lille bog – der rammer lige i hjertekulen. Den vil jeg straks skrive på min lille ønskeliste.
Knud Romers udtrykker knivskarpt den følelse, jeg har haft, siden jeg mistede min far – min mor var død mange år forinden, så han var min sidste levende forælder.
Det kunne ikke siges eller skrives mere præcist.
Ja, vi er enormt skræmte overfor de store eller jeg vil heller sige de helt naturlige følelser, vi har svært ved at rumme vores egne følelser, men ikke mindst de andres. Jeg tænker på om det også kan være en af årsagerne til at så mange i dag går ned med depression/stress/angst, som jeg selv har gjort, for en dag kan følelserne ikke længere være i ens krop.
Jeg har tit ønsket mig hen til sydligere himmelstrøg, hvor det er helt tilladt at skrige som en sindssyg, hvis man mister en nærtstående person (ja, det bliver faktisk forventet), at man har lov til at råbe højt, hvis man er vred, har lov til at give udtryk for fysisk smerte osv. Her i Danmark bliver man belønnet, hvis man er i stand til at holde det “indenbords”
for det er jo det nemmeste for omgivelserne, der så ikke skal forholde sig til de “ukorrekte” følelser.
Tænker på om det måske er en af grundene til at jeg valgte sygeplejefaget i sin tid – for her arbejder man dagligt i spændingsfeltet af store følelser – det er bare ærgeligt at der heller ikke her er så meget tid til at håndtere disse følelser mere.
Hvor rigtigt ! Lige mistet min mand 1/2 år siden . 42 år fik vi sammen !
Jeg har en kræftsyg mor. Jeg er ved at tage hul på den sorg over at skulle miste hende. Jeg prøver at tage den en lille bid ad gangen, for bare tanken om at tage det hele på en gang får mig til at panikke og oprigtigt blive bange for om jeg nogensinde kan blive rigtig glad igen. Det hjælper for mig at tale og sætte ord på alle de store følelser og heldigvis er jeg omgivet af mange, som kan holde til at lytte og være i den begyndende sorg – også selv det er svært og endda uudholdeligt til tider – allerede nu. Jeg er ikke helt klar til at læse, som om jeg har mistet, men det, at der er noget derude til mig, når jeg er, gør mig tryggere og mindsker panikken en lille smule. Og her har en smule i den grad også ret, så tak for at hjælpe processen på vej.
Åh, jeg skal have fingre i den bog. Har jo som dig Julia, mistet min mor alt for tidligt i år 2000, da jeg var 28 år. Jeg anede intet om, hvad jeg skulle igennem, da min mor trak vejret sidste gang. Et år senere var jeg kommet langt, og jeg hjalp ‘nye’ sørgende ved at tale med dem om deres sorg, og jeg håber, at de fandt et begrænset håb ved at se, hvordan sorgen ser ud efter det år.
Sorgen er faktisk noget af det mest fantastiske, vi har her i livet. Sorgen er kærlighedens pris, ja – men uden at arbejde sig gennem sorgen, så tør man ikke elske igen. Når man har arbejdet sig gennem sorgen, så står man en dag på den anden side som et helt andet menneske, som Louise også skriver – men frem for alt som et menneske, der har elsket og mistet – og som trods det kostede så meget smerte – nu tør elske igen. Det er fantastisk ved sorgen, og den fortjener langt mere credit. Jeg er klar fortaler for at tale mere om sorgen og holde op med at være bange, når nogen er lagt ned af sorg. Mød dem og kram dem – sig en masse sludder, det er lige meget – bare sig noget og vær der.
Gitte K
Hvor er det bare rigtigt! Du har sat ord på en række lidt diffuse tanker for mit vedkommende. Vi skal åbenbart være røvhamrende trimmede. Jeg har f.eks. svært ved at tale om mine børn uden at få lykke-tårer i øjnene, men jeg tvinger dem tilbage. Jeg har lyst til at skrige over uretfærdigheder. Og grine og drikke og synge. En dag vil jeg også skide et stykke om jeg kommer til at forstyrre:-):-)
Den bog skal jeg læse! Er helt enig med det, Gitte K skriver, så ikke flere ord fra mig nu – udover en TAK fordi du deler, Julia!
Kære Rie,
Tak – og jeg er også enig med dig, Gitte K – præcis som Rie.
Kære Mette – jeg tror vi SKAL forstyrre! Være os selv, slå ud med armene, men frem for alt acceptere og rumme os selv.
Kære Elisabeth – jeg tror man skal være hvor man er. Sorgarbejde kan ikke gøres på forhånd. Jeg føler med dig og ønsker dig overskud og styrke til at komme igennem sammen med din familie.
Kære Lis – jeg kondolerer. Og tænk at have fået 42 år sammen. Selvom det jo aldrig er tid nok.
Kære Janne – jeg er SÅ enig med dig. Vi mangler plads og rum til at være i følelsernes vold ind i mellem. Og først og fremmest til at give os selv lov.
Kære Randi, han er skarp!
Kære Louise, ja gør det!
Tak til jer alle,
Kærligst
J
På en måde et lavpraktisk spørgsmål – men er det en gave, som man kan give…eller er det mere en bog, som man selv skal købe? (og jo – jeg synes der er bøger, som man kan give, men også bøger, som man selv skal finde – fordi tidspunktet er rigtigt…).
Spørg fordi en nær veninde mistede sin mor i sommers efter 1 år med kræft. Vi blev begge mødre for 1 år siden, men hun har nu mistet sin mor, som sjældent havde kræfter til at holde hendes dreng. Jeg kan ikke bære hendes sorg, men jeg kan mærke den…og vil egentlig gerne give hende sådan en bog hér (…og der var egentlig svaret på mit spørgsmål, men afprøver det så lige en ekstra gang…)
Kære Lotte. Tak for dit spørgsmål. Jeg er den, der har redigeret bogen “Sagt om sorg”, og jeg synes, at bogen er en oplagt gaveidé både til én selv og til mennesker, der har mistet. Det er faktisk lige sådan, jeg forestiller mig, at bogen bliver brugt … i stedet for en buket eller sammen med buketten. Jeg håber og tror, din veninde vil sætte pris på bogen. Alt godt til jer begge.
Kærlig hilsen Louise Winther
PS: Og til jer andre, der har skrevet her i ‘tråden’: Mange tak for jeres ord.
Det sidste citat gibber i mig, åh, hvor jeg håber der er længe til, jeg oplever netop dette.
Og hver gang du nævner din mor, eller jeg læser en af dine værker hvor hendes al for tidlige død er påtalt, synes jeg det er noget så forfærdeligt uretfærdigt. Jeg krydser fingre for, du har ham far i god behold i mange år endnu (:
– Anne