Erkendelser Fra Den Nye Hverdag

Vi går nu ind i uge to i Den Nye Hverdag. Den hverdag, hvor jeg ikke har to børnehavebørn, som jeg nåede at have det i juli, men den Nye Hverdag, hvor jeg er den stolte mor til et styk børnehavebarn og et styk skolebarn. Det betyder mange ting, men det betyder blandt andet, at Elias har ret til en slags privatliv, hvor jeg ikke udbasunerer hans følelser her på bloggen. Lige om lidt kan ikke bare han læse, men det samme kan hans kammerater. Så selvom det lyder / føles / er noget egocentrisk, så er det mine oplevelser, omkring det nye, der her får en slags fokus:

Erkendelse Nr 1:

Skoleintra er et hit! Som bekendt var jeg noget bange for, hvad det der forældreintra ville tage tiden fra. Men efter vi gik til bekendelse om at koden var blevet væk, fik logget ind og set os om, er det gået op for mig, at det er en gave til kaoter som os. Det virker, det pis! ALT står derude, og man kan tjekke det, når det passer en uden at skulle være bange for hvilke sedler der er blevet væk i taskens dyb.

Erkendelse Nr 2:

Vi er blevet gamle. Johan og jeg. Vi er blevet rigtigt gamle. Som i virkeligt gamle. Og vi står der i skolegården og ligner lige pludselig forældre, og begynder at miste den der vanvidsglød man har som unge forældre, hvor alt er nyt, og hvor man stadig tror at man kan opdrage sig ud af alt. Vi er gamle. Og vi har fattet at noget er natur, mens andet, mindre end forventet, er kultur.

Erkendelse Nr 3:

Jeg har LYST til at lære de andre forældre at kende. Som i virkeligt lyst! Jeg er KLAR til at fattet hvem de unger er, der skal være del af mit liv de næste mange, mange år er, og hvem deres forældre er, og hvordan de vrider hverdagen på plads. Jeg er nysgerrig, grænsende til det småpinlige.

Erkendelse Nr 4:

Jeg forventer mere af Elias. Som ved et trylleslag, har jeg flyttet barren. Servicen bliver minimeret yderligere (jeg er faktisk ikke en tankstation, som jeg har forsøgt at forklare nu i fem-seks år), og ansvaret forskubbes. Han skal kunne selv. Og han kan. Og mest af alt: Han vil.

Erkendelse Nr 5:

Jeg troede at som børnene blev større, ville vi kunne slippe rytmedansen. Den der dans, hvor alt skal gå efter faste skemaer, og hvor katastrofen bryder ud, hvis aftensmaden står på bordet 17 minutter senere, end den plejer. Men nej. Vi rytmer videre på fuldt blus, og det er som om skemaerne nu har fået en anden rolle – de er ikke kun for ungernes skyld, men også for vores – for at vi kan nå omkring det hele, og så vi kan komme tidligt op, afsted, med rent tøj på, og uden en ugle i håret. Rytmedansen fortsætter.

6 kommentarer

  1. Det er skønt når børnene bliver store og selvhjulpne. Men en plan for dagene går aldrig af mode i familien. Det er nemt , overskueligt og ikke mindst trygt for alle familiens medlemmer. Det giver overblik over hverdagen og det kan de fleste
    Børn (og forældre) godt lide. Hos os har alt kørt efter en snor siden keg fik min første datter for over 22 år siden. Nu er der kun 2 hjemmeboende døtre, men det er stadig den samme rytme, det samme skema vi kører efter❤️ Og jeg er næsten sikker på det fortsætter når mindstepigen også er rejst hjemme fra( hun er dog kun 8) for det ligger altså på rygraden nu.

    Nyd dit store skolebarn, de andre klassekammerater og deres forældre. Det et en hel ny og anderledes verden. Men det er fantastisk at kunne følges med andre forældre som er lige præcis samme sted som en selv….

  2. De andre forældre er en gave! De kan blive venner for livet, og det er en god investering at lære dem godt at kende. I min ældstes klasse har vi forældremiddag en gang årligt (uden børn, altså), og en fælles weekendtur med børn og søskende. SÅ skønt!

  3. Kære Heidi, Tusind tak – og hvor er det skønt for dig med sådan en flok! Du kan tro, jeg nyder…

    Kære Helle – det er en str M. Men kunne faktisk godt være S.

    Kære Tanya – det lyder jo SÅ cool! Det tror jeg faktisk jeg vil foreslå.

    kram
    J

  4. Ja, gør som Tanya skriver – det savner jeg meget i Gåsebarnets klasse, men der går virkelig mange yngre søskende, og af en eller anden grund er det som om, at iveren til at lære hinanden at kende, blev brændt af i barn nummer ets klasse.
    Sjovt i øvrigt det med alder og kultur.. På Frederiksberg var jeg på nippet til at være ung mor.. Herude på Vestegnen hører jeg snarere i den gamle kategori.. 😉

  5. Hej Sine – ja, det er også vildt hvor meget man skal engagere sig i… Og så interessant med postnumrene, og hvad det gør ved den måde, vi ser hinanden på.
    KH
    J

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *