Mine unger. De vokser. Det går simpelthen så stærkt at det svier i hjertet. jeg har sukket efter og ventet på at de kunne, ville og gjorde ting selv, og nu er vi ved at være der, hvor jeg gør alt hvad jeg kan for at sørge for at vi kan følges ad. Jeg giver lov og breder muligheder ud, og har Sofus hørt rygter om en lyserød is, synes jeg han skal smage den. Mine børn. De vokser, og trives og folder sig ud, og dette er skæbnesommeren, hvor Sofus i næste uge begynder i Børnehave, og Elias om seks uger eller det der ligner, begynder sin skolegang. De er klar. Begge to. De længes efter at der sker noget, at de bliver udfordret og at verden åbner sig. Sofus taler som et vandfald – eller som han selv siger: En Hønsegård – Elias overvejer, formulerer og diskuterer. Mine to bitte små drengebørn er ved at blive store, og familielivet åbner sig for mig, som noget andet end en kæde af behovstilfredsstillelser. Min tid som tankstation og serviceorgan er ved at være slut – de kan nemlig godt selv. Og jeg er taknemmelig. Og stolt. Så stolt. Og vemodig. Så vemodig.
Og inden du ser dig om, så er de fløjet fra reden. Især skoletiden flyver afsted. Man tror næppe 10 års skolegang kan gå så stærkt- men det gør det. NYD det, så meget du overhovedet kan. Børn bliver alt for hurtigt store❤️
Ja, det er så ambivalent, når man opdager at ens børn lige pludselig kan nogle af de ting, man har glædet sig så meget, men samtidig er det et lille skridt på vejen i deres løsrivelse fra mor og far. Min store datter på 10 1/2 udvikler sig med stormskridt. Både fysisk (har fået bryster og andre ting:-)), men ikke mindst psykisk og socialt. Har lige oplevet hende stå og synge alene foran en hel skole til sommerkoncert – uden at være nervøs- det havde hun ikke gjort for et år siden. Og om to dage tager hun en uge til Grækenland med sin farmor, selvom hun for et halvt år siden ikke ville afsted på spejdertur pga hjemve. Det er så utroligt dejligt at opleve, men det giver også et lille stik i mit hjerte, at hun lige pludselig ikke har brug for mig så meget mere…
Søde Julia. Så fint skrevet. Men bare vent. De bliver ved at skulle bruge dig. Min 193cm/ str. 47 i sko smukke dreng på atten får i skrivende stund serveret en omelet og bliver kørt på Job, for så at blive kørt på festival i morgen.
Det hele er skønt og også meget vemodigt. Men hvert kapitel giver mening.
Kys til dig og alle dine drenge
Wedel
Fru Wedel, du vil jo udnytte enhver chance for at komme ud og køre i bil ikke? 😉 Men du har ret, ens unger vil altid have brug for en, det er blot nogle andre ting man kan gøre for dem.
Julia hvor er det vildt at Elias skal i skole nu. Min ældste startede skole sidste sommer, og der er simpelthen sket så meget på det år.
Årh, der fik du lige ramt mine tårekanaler Julia. Min ældste er også skolestarter i år, og jeg kan næsten ikke rumme, at han allerede er blevet så stor. Tiden løber afsted, og nogle gange kan jeg ikke følge med. Skal huske mig selv på, at stoppe op og nyde de små øjeblikke. Snyder mig til at holde hans hånd, når jeg kan komme til det, for jeg ved, at dagen, hvor det ikke længere er en selvfølge, lige pludselig banker på.
Tak for dine altid dejlige indlæg, som altid bringer smil på læben eller giver lidt stof til eftertanke.
Kender det. Den ambivalente følelse, hvor man på den ene side gerne vil have, at de bliver større og mere selvhjulpne, og på den anden side bare vil holde dem fast i 2½ års stadiet, eller 4 års stadiet eller 7 års stadiet – eller hvad det nu er, de er ved at vokse fra.
Min datter skal starte i 2. klasse efter sommerferien, hun bruger str. 10 år i tøj og str. 35 i sko! Det går for hurtigt.
Alt for hurtigt. 🙂
Kære Julia
Åh ja det går stærkt og man skal virkelig huske at nyde det. Jeg har nu sendt den mindste i skole og nyder at begge mine drenge stadig mener at de ALDRIG vil flytte hjemmefra, heller ikke selvom de planlægger både børn og job. Den anden dag kom min mindste på 5 med den sødeste kommentar:
” Jeg vil ikke være teenager!”
Mig: “Nå, hvorfor vil du ikke være teenager? ”
Ham igen: ” For så synes man, at man har pinlige forældre!”
Jeg håber inderligt der går noget tid endnu inden jeg bliver “den pinlige forældre” 😉
🙂 Rikke http://hvorsvaerterdetlige.dk/
Åh ja…….det er så melankolsk. Og præcis den følelse førte til tredie barn for mig……så pas på….:-)
Jeg har det fuldstændig på samme måde Julia – du beskriver så godt den evige ambivalens man har som mor/forælder, at glæde sig til selvhjulpne og store børn og så samtidig føle et stik i hjertet over, at det går alt for stærkt!
Jeg stemmer i!
Jeg får jævnligt tårer i øjnene af den bittersøde blanding af hhv. ren lykke over, hvordan min 21 mdr gamle søn fylder mit liv med kærlighed og vanvittig sårbarhed over at vide, at han kun er min til låns. Og ja, det river i den grad i hjertet…..
Åh, den gik lige i hjertet..!
Jeg har en søn på 5,5 år, som er så stor og selvstændig.
Jeg forundres over, hvor han har sin store viden, og lyst til at lære mere fra. Samtidig gør det mig så evig stolt, at min kæreste og jeg har så skabt sådan et perfekt lille væsen.
Jeg må sige, at jeg glæder mig til at opleve det hele igen, når vi får en lillebror i løbet af et par uger.
Held & lykke til dine drenges nye udfordringer – det skal nok blive skønt! (også for dig!).