I går havde jeg en ret lang mødedag. Vi arbejder på et stort projekt sammen med et spændende, internationalt team, og havde i går et heldagsmøde. Mødet blev afsluttet med en fantastisk middag på en af restauranterne i det nyåbnede The Standard; en del af Claus Meyer-imperiet. Middagen kom som en overraskelse, og det jeg nåede at være med til var afsindigt smukt og lækkert.
Men… Jeg var nødt til at tage hjem allerede kl 19. Og dét er helt ok; det var dejligt at komme hjem til ungerne, men jeg havde nu også gerne smagt desserten, kaffen og nydt det gode selskab og de fantastiske omgivelser lidt længere. Johan var i studiet, ingen bedster kunne passe, og sådan er det bare.
Og hvad lærer det så én? Man kan ikke alt. Man behøver heller ikke at kunne alt. Og nej, arbejde og privatliv passer IKKE altid sammen. Det er et puslespil, hvor brikkerne nogle gange skal vrides ned i hinanden, hvor det hele bare ikke spiller, men puslespillet varer så kort. Vi har kun de unger til låns, og jeg har en fornemmelse af at der går fem minutter og så vil jeg bytte alverdens desserter for bløde babyarme om min hals og våde kys på kinden. Og når jeg så ligger der, viklet ind i unger, der beslutter at dén aften er aftenen, hvor de vil krammes i søvn, så er det hele altså virkeligt ok. Så er det bare så rigtigt at misse desserten.
Fantastisk perspektiv du sætter på her… Som taget ud af min hverdag, lige bortset fra, at jeg er alene med mine børn… Det giver udfordringer, men lige nu øver jeg mig meget på, at bede om hjælp OG sige fra, så jeg i højere grad kan være der for mine guldklumper…
Tror accepten af, at det er sådan lige nu er meget vigtig. Og at prioriteterne passer til en selv, så man ikke ender med at blive indebrændt.
Det med blæse og have mel i munden holder nemlig ikke. Vi kan ikke alt på een gang. Det er meget bedre at vælge og så være tilfreds med de valg man træffer. First things first. Førsteprioritet. Og som du skriver, så bliver det jo egentlig ikke så svært at vælge familie/børn/kæreste før en lækker dessert….
@Vibeke – det burde vi alle lære…
@ Birgitte B – ja, accept er vigtigt. Føler mig heldigvis ikke indebrændt. Nærmere virkeligt priviligeret fordi der ikke kun er ET sted, jeg har lyst til at være.
@Marian – nej, det er vist hovedet på sømmet, det du skriver. Tak!
KH
J
Du har så evigt ret og min filosofi og prioritering er den samme. Dejligt indlæg. Og rigtig dejlig dag til dig
Tusind tak Dorte; og i ligeste måde! KH J
Enig – man skal nyde det så længe man kan. De er nemlig ikke små for evigt. Og dén tid hvor vi kan gøre de andre ting, som vi har lyst til kommer igen. Hver ting til sin tid. Jeg vil så nødig fortryde at jeg ikke fik krammet min søn eller været der, når først han er stor og har travlt med at lave alt det man skal når man bliver ældre og skal ud i verden.
Nemlig @B – hver ting til sin tid, selvom alting nogle gange sker samtidig… KH J
Vise ord. 🙂
Jeg er meget enig i dit indlæg, vi kan bare ikke det hele! Jeg hørte i et program i radioen at arbejdende mødre i dag bruger lige så lang tid på deres børn som hjemmegående mødre gjorde i 50’erne, det er da tankevækkende!
Noget helt andet, er det dig (julia lahme) som skriver kommentarer under navnet ‘julia’ nogle gange? Andre gange står der ‘julia lahme’ i en firkant, giver det mening? Jeg spørger vel egentligt om der er en som skriver kommentarer og udgiver sig for at være dig
Jeg elsker dine syn på tingene, meget inspirerede!
Der er en blog der hedder skyggesiden der handler om en mor til en 2,5 årig der er alvorlig syg af kræft i hjernen. Den får en til at rive hårene ud af frustration over hvor uretfærdig livet kan være. Samtidig med den får en til at få øjnene op for hvad der er virkelig vigtigt i ens liv.
Julia; lige præcis – den der følelse af, at INTET i denne verden kan måle sig med den glæde der rammer lige i hjertet, når man åbner døren til hjem. Hjem til ungerne, kæresten og roen. Ligegyldigt hvad der er på desserttallerkenen af gourmet-hapsere eller uforglemmelige fashion øjeblikke, hjem slår alt!
Åh, Julia. Jeg blev både rørt og glad over dit indlæg. Jeg er selv mor og tingene hænger ikke altid sammen, men vi klarer det! Og de små buttede arme er ikke at bytte for alverdens ting og oplevelse. Vi skal nok alle få tid igen til andre ting.
Men lige nu er der nogle små størrelser, som har brug for os og det er SÅ dejligt og livsbekræftende!!
Må du have en rigtig dejlig weekend.
Knus Carina