Hvis nu jeg var sådan en, som ikke lånte bøger ud, eller hvis nu jeg var sådan en, der kunne huske, hvem jeg havde lånt mine bøger til, så ville jeg kunne vise dig mit eget eksemplar af The Year Of Magical Thinking. Mit eksemplar har æselører, skriblerier i siderne og en liste skrevet på den inderste del af omslaget. Jeg har læst den og læst den og læst den. Forfatterinden Joan Didion har skrevet hele sit liv; hun var også gift med en forfatter, og det er tabet af ham, og hvad hans død gjorde ved hende, denne bog handler om.
Bogen er et lille mirakel. Hvis du interesserer dig for memoirs, så læs denne. Den er udkommet på dansk for et års tid siden, men hvis du kan overskue det, så læs den på engelsk. Den flyder som honning ned af siderne sine steder, og andre gange er den drevet frem af noget der føles som hjertebanken. Du oplever forfatterindens sorg, men hun er også gavmild, for hun deler ud af al den kærlighed, hun har oplevet sammen med sin mand. Hun fortæller de små, de store, de nære ting.
Jeg tror på de store følelser. Jeg tror på uendelig kærlighed, dyb sorg, venskab der holder dig så hårdt i hånden, at du kan mærke i marven at her er en ven der holder fast i dig. Jeg tror på søskende, på kærlighed, på den familie man selv vælger, og jeg tror på at det hele skal leves stort ud, og jeg elsker mennesker, der tør leve alle disse følelser ud, og stå ved dem. Det gør hun.
Jeg beundrer denne dame, og hun fyldte 79 i går.
(PS: For nyligt har Joan Didion udgivet Blue Nights. Den er vidunderlig. Men læs den anden først.)
Tak for tippet, Julia, den må jeg skaffe mig. Der er ikke noget som andres sorg der kan sætte ens egen i perspektiv (trist, men sandt) :-/
Tanya – du har ret. Og så er den smuk, og stor.
Hvor er det dejligt, at du henviser til den. Jeg har for evigheder siden revet en anmeldelse ud og tænkt, at den ville jeg læse. Men hvor er den seddel nu….?
Hun ser skøn og cool ud på billedet (især med cigaretten). Hendes øjne fortæller så meget.
Jeg vil nok ikke læse hendes bog om sorg. Jeg kan slet ikke holde ud til at læse om død og andre menneskers sorg (ikke engang din bog Julia).
Tak for tippet, den kommer på mine læseliste til juleferien (læseliste er et overdrevet ord, eftersom jeg med to mindre børn nok ikke får læst bøger, ihvertfald ikke bøger, pluralis)
Hvad angår det der med at glemme hvem man låner sine bøger til så har min stedfar helt fod på det problem. Hvis man vil låne en af hans bøger så må man venligst vente på at bogen omhyggeligt bliver stemplet ‘Denne bog tilhører …… ………..’ (Og ja han har et stempel kun til dette formål)
Jeg har den stående inde på reolen, købte den på dansk for nogle år siden…
Jeg må indrømme jeg ikke husker den specifikt, så den kunne nok trænge til en gennemlæsning igen…
Men husker den alligevel som god… 🙂
Jeg har også din bog stående og kigge på mig, Sig Farvel. Den skal jeg os have læst, men det bliver når jeg er færdig med din Blogbog… Glæder mig..
Tak for tippet! I et hav af gode kvinders kloge og store tanker er det fedt at få pejlemærker 🙂