Dette lille æble plukkede jeg i dag fra et lille æbletræ i gode venners kolonihave. Det er sensommer, og det er nu det hele begynder at dufte af efterår. Lavendlerne duftede fantastisk, og æblet smagte af sommersol. Og ja. Hver gang jeg står sådan et sted overvejer jeg om jeg ønsker mig noget der ligner – og hver gang tænker jeg “Ja, jeg gør! Og en havemand”. Så det bliver ved tanken. Men se hvor hyggeligt.
Sofus gik på Mirabellejagt og kunne ikke vælge mellem at hoppe i dem, spise dem, eller kaste med dem. Så han prøvede det hele.
Og hvis jeg en dag overgiver mig til de tvivlende drømme om et ekstra hus på landet (om det så er Amager eller Vig), så skal kaffen drikkes af mågestel.
Jeg er sammen med min familie netop flyttet på landet efter 41 år i byen. Jeg savner overraskende nok ikke byen. Savner selvfølgelig det netværk, jeg havde tæt på, men ellers er det eneste jeg savner hipsterkaffe. Så det må jeg jo lave selv.
Ellers nyder jeg smukke udsigter, meget plads og ingen trafik og lækre råvarer. Men jeg arbejder jo også hvor jeg bor. Ville ikke kunne holde ud at pendle.
Åh, mågestel. Min faster har ALT i det stel, som lige nu ruller barndommen frem.
Jeg kan heller ikke rigtig placere kolonihavedrømmen. Er det reelt et ønske om haveliv med alt der hører med? Eller er det mere en lettere romantiseret forestilling, om bare tæer i græsset, friske kartofler og smilende familieliv? Men det synes som et fantastisk fristed at kombinere med bylivet i lejlighed.
Åhhh elsker mågestel … Kaffen smager bare bedre når den drikkes af en pæn kop.
Nogen dage længes jeg også kolonihavehus og have. Det at åbne døren til åben himmel, græs og summende bier og glade børns latter. Jeg forsøger at se muligheder og finde de glæder byen byder på, af landliv …
Men der er smukt på landet 🙂
@ Maria & @ Anette: Jeg ønsker mig virkeligt det stel!
@Speltmor – skønt ikke at pendle, og dejligt at du er faldet til!
@Løvinden – jeg er også både for og imod på den mest irriterende ubeslutsomme måde…
Du har helt ret; der blæser en sart efterårsduft i disse dage, og efterhånden som skyerne samles og kalenderbladet vendes bliver den stærkere og stærkere. Og jeg elsker det. Overgangen fra sensommer til tidligt efterår er næsten magisk.
Der er så mange fine ting ved efteråret – farverne og luften der bliver frisk på en helt bestemt måde. Men eftersom jeg har to små børn betyder efteråret for mit vedkommende også, at jeg prøver at tage den indre rustning på for netop at ruste mig til den sæson, der nu kommer med feber, snot, og (ja) bræk/opkast/vomitus og søvnmangel og uendelige sygedage med ungerne, hvor ens skønne arbejde må forsømmes. Og jeg er IKKE klar til det, og jeg er ikke sikker på, at hverken glimmer-onsdag eller alverdens dejlige mandariner, snemænd og marzipanbrød kan redde mig i år. Julia, kan du ikke finde på noget helt genialt: Hvordan kommer vi småbørnsforældre igennem vinteren med skindet på næsen? På forhånd tak!
Sensommer/start efterår er altså skønt, hvor solen står lavt på himlen, bladene bliver småbrune og æbler, blommer og hyben er lige til at plukke. Jeg drømmer også ind i mellem om en kolonihave, at nyde den årstid i, men er nok en tand for meget bymenneske. Dog har mågestellet stadig sin faste plads i mit køkken (;
– Anne
For mit vedkommende er det ikke Mågestellet (endda med guldkant) der mangler – det har jeg arvet fra min nu afdøde mormor! Jeg drømmer om et sommerhus ved Vesterhavet…..!
P.S. Når nu sommerhusdrømmen indtil videre må forblive en drøm, dækker jeg altid op med Mågestellet juleaften og kun juleaften – måske skulle jeg udvide til nytårsaften også!!!?
God sensommer 😉
Uh, hvor mågestellet ville klæde mit lille sommerskur i Odsherred. Og så lige en lille ekstra kommentar knyttet til den der med havemand. Købte for tre år siden en bittelille vidunderlig fritidshybel på skøn naturgrund mellem skov og strand. Her er intet havearbejde foruden det, jeg selv vælger. Slår til tider græsset, hvis der skal spilles kongespil eller krocket – ellers nogle gange et par stier for at komme omkring. Så ved at leve med naturen i naturen kan alle passe et ekstra hjem. Bare et spørgsmål om forventninger. Det mener jeg i hvert fald 🙂