Der er i perioder meget snak herude i blogland om perfektionisme, og modet til at være uperfekt. Jeg mener det er en supervigtig diskussion, selvom det er svært at nå derhen til, hvor vi rent faktisk diskuterer hvad det vil sige at være perfekt. Men i USA sidder der en forker, og mener at vores krav til perfektionisme er det, der hæmmer os kvinder allermest. Og hun har belæg for at sige, at hvis vi droppede dem, ville vi få et lettere, bedre og mere succesrigt (hvad det så end er…) liv. Brené Brown studerer sårbarhed, skam, autencitet og mod, og sammenhængende mellem dem, og hun mener simpelthen at vi kvinder, i højere grad end mænd, slås med at tro at vi skal leve op til et selvopfundet perfektionskrav, som gør at vi hele tiden tror at vi skal veje fem kg mindre, være mere af en ting eller mindre end noget andet, for at folk kan elske os og for at vi kan opnå succes og lykke med det vi vil.
Ifølge Brown styres vi af skam og frygt. Vi er bange for at hvis nogen opdager noget bestemt om os, vil de aldrig elske os igen, eller give os de muligheder vi ønsker. Brown brugte seks år på at forske i og interviewe folk om skam, og fandt ud af at hvis man vil opnå tilknytning til andre mennesker, må man have selvværd nok til at tro på at man kan blotte sig selv og vise hvem man er.
Hun siger også virkeligt mange andre kloge ting, og hvis du gerne vil læse om det, så klik her.
Hvis du gerne vil se en video med hende, så se med nedenfor.
Det er lige præcis med den passion, jeg gerne vil kunne tale om mit forskningsprojekt (omend det er et HELT andet felt og knapt så “publikumsvenligt”).
Jeg kender godt Brown, og hun har så uendelig meget ret i rigtig mange af de ting hun taler om!
Jeg tror helt sikkert på, at meget af det dér “perfekte” gen, som de fleste kvinder bærer rundt på, i virkeligheden kommer sig rigtigt meget af at skulle decideret modbevise, at man ikke er perfekt!
Og i stedet for at fokusere på de ting, som man kan blive bedre af/til (på alle mulige måder), så er vinklen at man ser sig selv som ikke være god nok, og dét er drivkraften bag de ting man gør – fremfor at ville være/have det bedre mens man starter fra et udgangspunkt om at man er god nok, men altid gerne vil have det bedre/være bedre til noget BARE FORDI man kan!
Det blev vist lidt vrøvlende, men det er så skræmmende hvor mange kvinder, der reelt lever deres liv efter den devise.. Og jeg kæmper selv med det dagligt 🙂
@Marina – du har ret – hun er fantastisk god!
@Camilla – jeg er totalt med, og helt enig – og vi SKAL gøre os umage!
Ja tak.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på dit indlæg om ny bikini og en kvinde/mor´s svar om at hun ikke ville gå i bikini på stranden med sine børn men havde hyret en personlig træner , så hun måske kan det næste år. Kvinder er urimeligt hårde ved sig selv.
Det er mig med bikinien.. og ja, jeg er alt for hård ved mig selv… og det har jeg besluttet at ændre på 😉
Jeg tror desværre, at det er rigtigt, at vores (kvinders) krav til perfektionisme hæmmer os.
Antropologen Cathrine Hasse er inde på lidt af det samme. Hun har studeret uddannelseskulturen på Niels Bohr Instituttet i København. Hun satte sig for at undersøge, hvorfor det i højere grad er kvinderne der falder fra studiet. Efter 3 måneders studier vurderede dobbelt så mange kvinder som mænd, at de ikke var gode nok til fysikstudiet, og ifølge Hasse var det ikke fordi, kvinderne havde dårligere karakterer end mændene. I stedet viste det sig, at mænd og kvinder gik forskellige til opgaverne. Kvinderne gik i gang med at løse den opgave, de havde fået, mens mændene var mere legende, de gik ud over opgaven og prøvede ofte noget helt andet.
” I en opgave om svingningstakter på cykelhjul arbejder en gruppe af kvinder sammen, og vi har netop hængt et cykelhjul op, da nogle af mændene kommer for at tage hjulet. Deres hjul er skævt, så de prøver at tage vores. Det forhindrer vi. En anden gruppe af mænd begynder at diskutere, hvad der mon vil ske, hvis et roterende cykelhjul røg ned fra Eiffeltårnet. Underviseren støtter dem og diskussionen fortsætter. Bagefter beder mændene kvindegruppen om opgavens løsning, fordi de ikke nåede opgaven”
Mændene for ros for at gå videre. En censor forklarede, at selvfølgelig roser de de kreative, det er jo dem der bliver til noget. Imens passer kvinderne deres opgaver og gør det de bliver bedt om, og bliver frustrerede over at de ikke får respons, når de nu gør det de skal.
Interessant pointe!
Tak for indlægget på en dag, hvor jeg føler, at jeg har fejlet på jobbet, på perfektionisme skalaen i mit møgbeskidte hus og ikke mindst på mor-barometeret, hvor aftenens hyggelige putte-ritual endte med en hysterisk grædende tre-årig dreng, en 34 årig hysterisk råbende mor (hvor mon drengen har det fra??) og en følsom tudende 6 årig pige, der blev ked af det på grund af alt det vrede. Ofte tror jeg, at mit krav og min higen efter perfektionismen mest af alt hindrer mig i at være grund-tilfreds og måske endda lykkelig. Og det er vel i virkeligheden det mest triste ved den higen, at den bremser os fra at have mere lykkelige liv!
så fandt jeg dig … 🙂
Ja, desværre er vi tit så perfekt fikseret at vi står i vejen for os selv og ender med slet ingen steder at komme. Selvom jeg syntes at det med alderen bliver bedre 😉
Autenticitet……….er nærmest autistisk med sprog, bær over med mig:-)
Selv MIN feriedag skal være perfekt, hvor jeg skal nå en masse (så jeg kan fortælle alle, hvor perfekt jeg er… sådan helt “når-det-er-da-ikke-noget-særligt”) Men den var rigtig uperfekt, for jeg endte med at sove dagen væk….det var faktisk ret dejligt;-)
@Birgitte H J: Det lyder godt, at du har tænkt dig at være mindre hård ved dig selv. Jeg håber osse du får en god tur i uge 40, og jeg gad godt at have en personlig træner. Forfængelighed er der ikke noget i vejen med. Kropshad fører derimod ikke så meget godt med sig og er et dårligt signal at sende til sine evt. døtre
Liza Marklund og Lotta Snickare har skrevet ” Der findes et særligt sted i helvede til kvinder der ikke hjælper hinanden”. Den er fyldt med eksempler som du nævner fra Niels Bohrs instituttet.
Håber ikke jeg lyder alt for gammelklog
@Rosemarie – du lyder ikke gammelklog, og du har da helt ret: vi skal tænke over, hvilke signaler vi sender til vores døtre. Jeg ønsker jo de skal vokse op med et godt selvværd uanset numsestørrelse mm.
Tak for bogtippet – har hørt om den, men ikke læst den – den kan passende komme med i kufferten i uge 40 🙂
Som jeg ser det, er det meget enkelt; en stor mængde østrogenpåvirkning i barndommen resulterer simpelthen i, at størstedelen af kvinder har en indbygget “perfect woman” som vi hele tiden måler os selv og alle andre mod (… også mænd, som vi dybest set bare opfatter som uartige behårede kvinder, men det er en helt anden snak).
Og hvorfor gør vi så det?
Fordi vi ikke rigtigt har udviklet os siden stenalderen, og derfor stadig er genetisk disponeret for behovet for at være vellidt med henblik på at blive beskyttet, bespist og befrugtet. Dels har vi haft behov for at være vellidte i kvindehierarkiet i grotten (og dermed ikke FOR succesfulde for ikke at blive fordrevet af andre kvinder), dels for at imødekomme enhvert behov hos manden, som netop skal … ja, beskytte, bespise og befrugte os.
Derfor er kvinder, kvinder værst. Derfor bliver vi unødvendigt såret over, at vores hjertes udvalgte ikke er empatisk, deltagende eller forstående (i vores øjne … ikke i deres; der er ALTID en grund til mænds opførsel, og den relaterer sjældent til mændgen af deres kærlighed til os). Det er også grunden til al den smerte vi påfører os selv i form af manglende selvtillid, selvværdi og ikke-ret til at være dem vi er, i den form vi nu har, eller med den intelligens vi nu har.
Spot on Kristine, men gid det var noget man kunne frigøre sig fra.