Vi er ikke særligt smarte. Vi tror ind i mellem vi er megatjekkede og så får vi det lige i hovedet igen. I går skulle vi til Rørvig alle fire på en endagsvisit hos dejlige venner i sommerlandet. Vi var smarte, var vi, for det tager kun en time og et kvarter at køre fra Østerbro til Rørvig, og det kan man nemt klare i Sofus lur. Så vi pakkede mælk til Sofus, vand til Elias, og nogle bleer og de småting, man ellers har brug for og kørte afsted.
Efter GPS-ens anvisninger. Fejl nummer 1.
For vi endte her:
I Hundested Havn hvorfra der sejler en lillebittebitte færge med plads til en håndfuld biler. Der skal man naturligvis bestille plads 3000 år i forvejen, og det havde vi ikke gjort, for vi havde glemt at klikke færge fra som mulighed på GPS-en.
Derfra tog det yderligere 2 timer til Rørvig. I bil. I 27 grader. Med skrigende Sofus og faktisk nogenlunde imødekommende Elias. Bare ikke for os. Nej. For os tog det ikke “kun” (HAHA) et par timer.
Vi holdt nemlig i kø. I timevis.
Og hver gang man troede at nu var det slut. Startede det for fra. At vente er ikke min kernekompetence og da det var fire timer siden vi var kørt hjemmefra (uden vand og andre fornødenheder… (Fejl nummer 2, 3,4,5,6) ) var jeg på grænsen af et ikke særligt pænt optrin. I en varm bil.
Men pludselig. Pludselig var vi der. I den mest perfekte sommerhus-have i sol og med dejlige venner. Og jeg har lært aldrig at stole på GPS-en, aldrig at køre uden den store madpakke og aldrig at tage en åben vej for givet. Og eftermiddagen og aftenen var vidunderlig.
Oh no, dethar da været en ganske forfærdelig køretur!! Men det lyder heldigvis til, at det blev reddet af nogle gode timer trods alt 🙂
ARGH! Og endnu mere ARGH! Godt det endte lykkeligt. En Stephen King-gyser skræmmer faktisk mindre end det scenarie du her kommer med. Spørgsmålet er nu, synes jeg, hvorfor nogen mennesker altid slipper heldigt fra at tage på tur med børn uden andet end et smil på læben, mens andre (læs: mig) stort set altid er forberedt til tænderne og alligevel går det (ofte) galt. Jeg var for nylig på legeplads med mine to småbørn og mødte tilfældigvis en af mine mands gode venner, der var der med sine to børn på 4 år og 6 mdr. Det skal her noteres at legepladsen ligger en hel del længere fra hans hjem end fra mit og alligevel var jeg bedre rustet end han. Hans dreng på fire år tullede fredeligt rundt (så fredeligt som drenge nu gør), men den lille var lidt mere high maintenance. Først sked han i buskerne og min mands ven havde ikke lige fået en ble med (say what!?!). Det kunne jeg jo så låne ham, foruden et underlag og vådservietter. Han havde dog været så forudseende at tage lidt modermælkserstatning, men den slags stads skal jo gerne varmes først og gerne i en sutteflaske. Det var så en anden far, der boede lige i nærheden, der venligt lige stak hjem til sig selv og lunede for ham i en af deres gamle flasker. Er det så lykken, der står den kække bi, eller er det os “forberedt til tænderne”-typer, der får verden til at hænge sammen??? Anyway, så ved jeg ikke, hvad der kunne have reddet jer fra bilturen fra helvede, men så har I da overlevet dét!
det lyder som en gyser 🙂 en jeg også har prøvet og det er der hvor man ikke har de pæne tanker og taler som en havnearbejder og har mord i øjnene .. men I kom frem til skønhed 🙂
Jeg elsker en lykkelig slutning. Yay!
Det lyder unægteligt som vores tur hjem fra ferie i går.
Da vi skulle derned (Vi skulle kun lidt længere end Flensborg fra Fyn) tog det knap 2 timer. Baby sov hele vejen og vågnede kun 10 minutter før ankomst, men brokkede sig ikke. 3-årig havde iPad at underholde sig med. Fint.
Da vi kørte hjem i går ramte vi også kø. Rigtig meget kø. I en meget varm bil. Baby faldt ikke i søvn. Blev meget, meget utilfreds (læs: skreg i vilden sky) fordi ble skulle skiftes. Af ved første afkørsel, finde et sted vi kunne holde, skifte, amme ind i bil. 3 årig bliver sulten. Benzin i bund. Find nærmeste statoil. Købe mad, tanke bil. Kunne kun holde i solen. Meget varm bil. Alt var godt igen da vi omsider ved Kolding fandt motorvejen. … Kø igen. 3 årig bliver sur på iPad og skriger. Baby vågner. Baby er sulten. Baby skriger. Må køre af 45 minutter fra hjemmet og give mad. Baby vil IKKE sidde i autostol mere (på nuværende tidspunkt har vi været 4 timer undervejs) og skriger de sidste kilometer hjem (som ikke tog 45 minutter, jeg trykkede lidt på speederen) … Hold. Nu. Op det er godt at være hjemme!!
Det er godt at høre at jeres tur endte lykkeligt 😉 <3
Fuck manner!
Sikke en tur…men som man siger; alt godt kommer til dem som venter (og er tålmodige…
Sådan en tur minder mig om den mest rædselsfulde flytning jeg har haft i mit liv:
Den 15. juli 1996 skulle både min lillebror og jeg flytte samtidig. Inden da havde vi hhv været ude at rejse og på højskole, så alle vores ting skulle flyttes hjemme fra vores forældre i Jægerspris. Min bror skulle starte på Navigationsskolen i Marstal på Ærø, jeg rykkede til Gedved nord for Horsens for at gå på seminariet.
Og vi skulle som sagt flytte samme dag…
Vores forældre havde i god til forudbestilt en stor bil, sørget for færgereservationer osv (det var jo før Storebæltsbroen, så det krævede god koordinering med færgerne både fra Sjælland til Fyn, Fyn til Ærø og omvendt – samtidig med at de jo skulle planlægge hvor lang tid det tog at køre til Gedved og læsse mine ting af… Så det var noget af et puslespil der skulle gå op.
Nå, men dagen oprandt, mine forældre og min bror hentede bilen og fik, da min far spurgte hvilket brændstof den kørte på, at vide at det var diesel… Samtidig med at de hentede bilen var jeg på vej med toget til Jylland, for der kunne jo kun være 3 med i bilen og jeg havde ungdomskort til DSB og rejste billigt. Nå, mine forældre og min bror fik hentet bilen, læsset ind og kørte fra Jægerspris. Da de nåede ned omrking Slagelse var det tid til at tanke, de kørte til standeren og fyldte op – med diesel som de jo havde fået at vide – men da de kørte fra tanken begyndte motoren at larme og bilen at ryste… Min far nåede akkurat at få kørt bilen ind i rabatten og satte katastrofeblink og advarselstrekant op.
Så var gode råd dyre, – de stod med en bil der ikke kunne køre, var langt hjemmefra og skulle jo gerne holde tidsplanen for at nå færgerne…det var jo også i juli, så der var pres på og man kunne ikke bare regne med at der var plads. Gode råd var dyre… Min mor gik ind på tankstationen og lånte en telefon (igen; 1996 og vi havde ikke en mobiltelefon i familien dengang). Hun ringede til en af hendes kolleger der har to drenge med muskelsvind og dermed en stor bil. Hun, altså kollegaen, smed hvad hun havde i hænderne og drønede til Slagelse med bílen.
Lettere forsinket nåede mine forældre og min bror Ærø, – de fik dog bare lige læsset ham og hans ting af inden de nåede færgen mod Fyn igen. Derefter op til mig i Gedved og samme procedure; i al hast fik vi læsset af men nåede intet andet da de jo skulle nå en færge hjem til Sjælland igen…
Den flytning glemmer jeg aldrig, mage til mareridtsagtig dag findes ikke… Heldigvis har vi da siden både fået mobiltelefoner og en Storebæltsbro, så alt håb er ikke ude 😉
TAK for jeres historier – hold nu op hvor kan man blive sindssyg af hovedet under armen og dårlig planlægning…
Vi (mor,far & to små drenge) er engang taget til stranden, uden badetøj og håndklæder… Så tjekkede er vi 😉