I denne måneds udgave af Eurowoman har jeg været så heldig at få lov til at tale om det valg, vi har truffet hjemme hos os, om hvordan vi lige nu er en familie på, og hvordan arbejdslivet og familielivet hos os hænger sammen.
Som du der har læst med her ved, er det jo sådan at Sofus og jeg ikke holdt barsel sammen, men i stedet var sammen når jeg gik på arbejde fra han var helt lille bitte. Jeg er meget glad for mit valg, og meget lykkelig for den måde det har kunnet lade sig gøre på. I artiklen er der fire andre kvinder, som fortæller deres historie om, hvordan de fik de her svære år til at lykkes. Om valg, tilvalg og fravalg. Og det der slår mig er, at der simpelthen er så mange rigtige måder at gøre det hele på at vi efterhånden er nødt til at holde op med at tro at nogen har den mest rigtige. Jeg er fuld af beundring for alle der får de her super-hæsblæsende år til at gå bare nogenlunde op.
Vi har så høje ambitioner for os selv, for vore familier og for hvor godt vi skal gøre det hele. Det er positivt, men efter at have læst de fires historie går det (igen… Ja, jeg er langsom) op for mig, at vi kan overveje at slette halvdelen af ambitionerne, for om ti år er det ikke madpakkernes kvalitet, vi husker, men de øjeblikke, hvor der var tid til at holde om hinanden.
Du har så ret i, at vi bliver nødt til at at droppe forestillingen om den rigtige måde at være familie på.
Der er så utrolig mange måder at arrangere familielivet og hverdagen på. Det er trist, at vi efterhånden har mere travlt med at pege fingre ad hinandens moderskab og valg i livet, end med at skabe rum og plads til at alle gør, som er bedst for lige netop den familie man har og de ønsker man har. Det fyger med benævnelser som karrieremødre og speltmødre og en formodning om, at det ene segment ser ned på den andet og omvendt.
Skønt, hvis vi kan slække på ambitionerne om det gode liv og forældreskab, droppe sammenligningerne og statusjagten og være bedre til bare at være:-)
Et rigtig godt og ærligt interview Julia. God sommer til dig og familien 😉