Er du mor nok? Velkommen til heksekedlen

… sådan nogenlunde var overskriften på Time, da de for et par uger siden skabte enorm mediedebat omkring dette åbenbart provokerende cover:

Lad det være sagt: Personligt har jeg ikke lyst til at amme mit barn når det ikke er baby.

Artiklen inde i magasinet handler om såkaldt attachment parenting, som handler om fordelene ved ikke nødvendigvis at opdrage sit barn til at kunne klare sig uden sine forældre (og herunder især uden sin mor), så tidligt som mange af os i Danmark har en tendens til.

Debatten omkring artiklen har også berørt seksualiseringen af moderskabet – fordi et bart bryst stadig i USA – og ganske mange steder i Danmark (tør nogen sige Illum?) stadig vækker frygt når der hænger et barn på det. Naturligvis ikke når et bryst blottes på stranden…

(Klik her hvis du vil læse et syn på seksualiseringsdebatten)

Men hvad er der med den amning, hvorfor skal vi kvinder stadig gøre alt på samme måde, og hvorfor synes vi at det er ok at tage patent på sandheden. Bare fordi nogle synes at det er cool at amme længe, og at andre (som jeg) ikke kan forestille sig at være mor på dén måde, er der vel ikke noget der er direkte forkert?

Og når vi nu er ved den – skal vi så ikke snart holde op med at gøre amning til det eneste sande? Vi er mange flaskebørn i verden, og der er mange medsøstre derude der har mere end svært ved amningen. Hvorfor skal vi andre insinuere at de er dårligere mødre end os der er heldige nok til at kunne amme?

Problemet bliver ikke mindre, når det åbenbart gøres til en ekstremsport, det der amning. Er du mor nok / er du en god nok mor / ofrer du alt for dit barn-retorikken omkring amning og alt andet der har med børn at gøre er ved at udvikle sig til endnu en omgang, hvor vi kvinder skyder os selv i fødderne. For hvordan skal vi opnå ligestilling, hvis vi bliver ved med at gøre moderskabet til den eneste måde at bevise sin kvindelighed på? Ja, det går i ring, og det samme gør vi, hvis vi bliver ved med at hævde at der kun er en eneste sand vej at gå på i verden.

 

 

15 kommentarer

  1. Jeg stoppede med amning da min søn var en måned gammel. Detvar utrolig hårdt, da man hele tiden skulle høre på amme-mafiaen, der jo mener at det er det eneste der duer. Stoppede heldigvis, og har siden ds haft en dejlig og mæt dreng.

  2. Jeg har ammet mit barn i 10 mdr., men kun fordi han nægtede at tage imod en flaske uanset utallige tvangsforsøg. Talte for nylig med en ny mor, der selv er adopteret fra Korea. Hun er et godt og klogt menneske selvom hun aldrig har kendt andet end sutteflasker på børnehjemmet. Hendes sundhedsplejerske var dog ikke så fintfølende, så hun måtte igennem amning-er-det-eneste-i-verden møllen indtil hun selv stoppede den. Selv der var hun i tvivl om sundhedsplejersken virkelig fattede pointen.

  3. Jeg gider slet ikke skrive et indlæg som det på min blog, dels fordi jeg er modstander af den sindssyge konkurrence på at være den bedste mor, men også fordi du rammer hovedet på sømmet med dit indlæg.

    Hvorfor går vi så meget op i at måle os op MOD hinanden i stedet for at være MED hinanden?
    Hvad skal vi med hævede øjenbryn, spidse kommentarer, usagte bemærkninger, sigende blikke, fordømmelse, forargelse og bagtalelse?

    Hvorfor ikke bare nyde og blive inspireret af forskellighederne og de mange forskellige måder, man kan være mor på – og så bare være den bedste mor for ens eget barn? Det er jo det, der betyder noget. Ikke hvad de andre tænker om dig som mor.

    God solskinsdag og tak for indlægget!

    Gitte K

  4. Åhh Julia, TAK – du rammer som der står ovenfor ” hovedet på sømmet” .

  5. Well put! Og hermed link til relateret, velskrevet amerikansk indlæg, hvor “The Orange Rhino” gæsteblogger om emnet.
    OBS! “The Orange Rhino” er i øvrigt virkelig inspirerende at følge! En kvindes selvbestaltede udfordring til ikke at råbe af sine børn i 365 dage i træk (og hun har altså fire af dem – under seks år!)!

  6. I det hele taget er det et forkælet samfund, der har mulighed for at diskutere amning. Det er den mest latterlige diskusion. Amning er det mest naturlige i verden. Nogle gør det til barnet er fem andre til barnet er en måned. Nogle gør det slet ikke. Fred være med det. Der er lande i Afrika, hvor de ville være lykkelige, hvis bare der var mælk i brysterne.

  7. Well, jeg var engang ombord på en flyvemaskine sammen med et meget sundt og energisk udseende par, som havde to børn. Efter som jeg ikke selv har børn, aner jeg ikke hvor gamle ungerne var.

    Først ammede moderen det ene barn, som var en baby. Tjek. Den slags er jo meget almindeligt. Da hun så havde lagt babyen til ro, rejste det andet barn sig op. Lagde sin tegnebog fra sig og gik hen og hev op i moderens bluse og ned i hendes bh. Og så fik han sig også lige en mælketår.

    Jeg er egentlig ret ligeglad, hvordan folk behandler deres børn – bare de ikke er onde ved dem. Men min første, instinktive reaktion over synet af et barn som både kunne tale og gå – og som blev ammet – var afsky …

    Jeg kan ikke forklare det på anden måde. Jeg syntes, at det var ulækkert. Sådan et stort barn der både kunne tale og gå og alting. Aj, men har de virkelig brug for modermælk?

  8. Gitte du har helt ret. Og jeg tror faktisk at det er det de fleste gør, altså nyde og blive inspireret af de forskellige måder at være mor på. Det er i hvertfald min opfattelse og egen erfaring.

  9. Jeg er sådan set enig med jer alle – og ja, det er skønt at vi overhovedet har muligheden for et valg. Men når vi nu har muligheden, behøver vi jo netop ikke snuppe den fra hinanden, tænker jeg.

  10. Det er virkelig smukt skrevet. Og vigtigt. Amning, hvordan, hvor henne, hvor længe er jo kulturelt bestemte størrelser. For mig at se handler det ikke om naturligt/unaturligt, men om kultur – og det er jo straks meget vanskeligere. Dybest set er det her vel et spørgsmål om at komme tilbage i egen bus og fokusere mere på at have det godt med sine egne børn – og det kan jo være mere end rigeligt med blødende brystvorter og konstant sulten baby – end på, hvordan andre har det med deres. Dejligt med et godt indlæg i den debat.

  11. Helt enig, Julia. En god mor er ikke nødvendigvis noget, man tryller ud af brysterne. Det handler mere om at træffe nogle sunde, personlige beslutninger på sit barns vegne (og familielivets velbefindende i det hele taget). Og at man samtidig kan være så tilstedeværende som muligt – som mor, som kæreste, som veninde, som kollega (ja, som menneske).

    Indrømmet, jeg synes det er underligt at amme sit barn så længe, at det bestemt ikke kan handle om sult/mad. Og der er en ekstrem mor-søn-binding i det foto, som jeg kan betvivle. Ikke desto mindre synes jeg, måske det er mere usmageligt, at udstille sin (store) søn i så intim en situation på forsiden. Det kan han ikke selv have valgt – til gengæld bliver han også dømt af andre voksne og børn på baggrund heraf…

    Om det er flaske, kort amning eller lang amning handler det om øjet der ser – og om hvor meget man vælger at involere andre i sit affodrende tryghedsritual. Har selv ammet med succes, kender andre, der er kede af ikke at kunne osv osv. Og uanset om det foregår på den ene eller anden måde, tror jeg fordommende styrkes, fordi det nogle gange bliver meget synligt. “Nej tak til amning-caféer” er vel opstået, fordi det kan være svært for andre, at føle sig som ufrivillig tilskuer (selvom det er naturligt). På trods af at jeg selv har siddet i mødregrupper og været ammende, kan jeg efter endt amning stadig synes at amning virker “langt væk” fra min nuværende virkelighed. Kan næsten ikke huske, at det faktisk er naturligt. Det kommer garanteret igen, når man sidder i situationen. Derfor: om det er i nærheden af ikke-mødre, lang-tid-siden-mødre, mænd eller hipstere på caféerne – hvis man selv har det godt med sine valg og metoder, hvis man vælger at være lidt diskret (så andre ikke føler sig inddraget uden lyst) og hvis man kan styre sine hormoner hen, hvor følelserne ikke hænger i brystet – er jeg sikker på, at emnet ikke er så stort et issue os kvinder i mellem.

    Tak for et godt debatindlæg, som tydeligvis kan få damerne til tasterne i sommervarmen.

    /Lene

  12. Mange, mange interessante tanker og holdninger!

    Men underligt nok har jeg aldrig nogensinde oplevet at blive påduttet noget som helst af nogen som helst om at jeg bør amme.
    Tværtimod er det noget som i mine oplevelser har været en meget lidt italesat og temmelig naturlig del af dét at blive nogens mor.

    Til gengæld har jeg efterhånden lært SÅ utrolig mange mødre at kende, som på én eller anden måde har følt amningen (eller dét som omgiver amning) tæt på at være et overgreb…?
    Hvorfra den følelse stammer vil jeg ikke gøre mig klog på – men blot konstatere at det gør mig ked af det på deres vegne.

    Så jeg sidder faktisk hér og føler mig helt og aldeles unormal, fordi jeg aldrig har haft bøvlede oplevelser eller bøvlede tanker i forhold til at amme.
    Paradoks, hva?!
    🙂

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *