Denne klumme var i JP i går. Måske har du lyst til at læse den. Den handler om kvinder over 40.
KH
Julia
Forestil dig, at en hel gruppe af mennesker forsvinder ud af samfundets søgelys fordi de fylder fyrre. At en hel gruppe af mennesker ikke længere oplever at samfundet tager deres behov alvorligt, at en kæmpestor gruppe af potentielle forbrugere oplever at ingen producenter interesserer sig for dem. At denne gruppe vælgere ikke helt oplever at der findes nogen partier, der for alvor kæmper deres sag? At de oplever at de først bliver interessante når de skal pensioneres, eller trues til at droppe efterlønnen? At alle de sjove år efter ungerne er blevet store nok til at binde deres egne snørebånd, slet ikke tæller, hverken på Christiansborg eller i det store kommercielle medie- og forbrugsbillede? Hvem vil ikke gerne have denne gruppe i tale?
Tilsyneladende er der ingen der vil.
Dumt. Ja. Virkeligt? Ja, desværre.
For et par år siden fortalte en 45-årig succesfuld, smuk og tænksom kvinde mig, at der var sket noget i hendes liv. Hun var blevet usynlig. Egentligt ikke så meget når hun gik ned ad gaden; der var stadig en brolægger eller to, der kunne finde på at pifte efter hende, men mere i resten af verden. Men hun var blevet usynlig for samfundet: Hun kunne aldrig tænde for TV og finde nogen, der lignende hende. TV var blevet overtaget af unge kvinder mellem 18 og 25, og når hun så en kvinde på sin egen alder, var det mest i rollen som offer for en slem og brutal kriminel handling, eller i rollen som forladt og glemt første kone. Usynligheden oplevede hun som meget stærk, også i forhold til den politiske dagsorden: Enten er man børnefamilie og udsat eller gammel og udsat. For hende, der stod der midt i livet, var der ingen særlige hensyn, eller særlig agenda. Hun var usynlig. Hun var ubetydelig i de lange skemaer af samfundshensyn, og kunne nu bruge sin tid på at gå og vente på at hun en dag igen blev værd at tage hensyn til, eller at have på den politiske dagsorden. Så længe hun var der midt i mellem var hun betydningsløs. Medierne havde også glemt hende. Det hedengangne magasin Opus havde måske overvejet hende som målgruppe, men i kvindemedierne var der heller ikke plads til ret mange over fyrre. Da hun fortalte mig disse ting, og da hun forklarede mig følelsen af at være usynlig, havde jeg aldrig tænkt over det før. Men siden, er jeg blevet opmærksom på det. Kvinder mellem 40 og 60 findes ikke. De er væk, de er ude, de er for gamle, de er helt usynlige. Mænd i samme aldersgruppe kan stadig trække en forside på Euroman, men kvinder i den aldersgruppe er ikke at finde længere. De er usynlige.
Samtidig er det netop her, i den aldersgruppe, kvinderne har styr på tingene. Ude af småbørnsræset, i gang med en karriere, formodentligt har de endda færre udgifter til flyverdragter, daginstitutionspladser og legetøj, men penge at bruge på sig selv. Det er jeg naturligvis langt fra den første der har set, hele fænomenet er beskrevet og endda navngivet af den amerikanske marketingsguru Marti Barletta. Hun har kaldt denne gruppe af kvinder for PrimeTime Women, og undrer sig højlydt over at marketingsfolk verden over ikke målrettet går efter at forføre netop denne gruppe kvinder. Det er nemlig dem, der sidder på pengene. Næsten alle pengene. Efter sigende er det kvinderne, der i de danske hjem foretager 80% af alle købsbeslutninger; så i realiteten har manden kun græsslåmaskinen tilbage, hvis man skal tro Barletta. Her i Danmark har Pernille Aalund kastet sig ud i et forsvar for De Usynlige Kvinder, og i at ruske alle os andre ud af den tro, at kvinderne ikke findes. På Facebook er der nu en bevægelse i gang som på ganske få uger har fået næsten 2500 sympatisører: Nemlig at kvinder vil høres. At kvinder ikke vil glemmes af hverken medier eller samfundet når de fylder fyrre. Meget sympatisk og helt forfærdeligt uhyggeligt: Tænk at vi lever i et land med aldersfascisme, og at man falder udenfor interessefeltet på en bestemt fødselsdag? Tilbage til PrimeTime Kvinder (som den danske bevægelse på Facebook hedder), og se, hvor sejt det i virkeligheden er: Kvinder med penge, fritid, holdninger og høje hæle er klar til at blive hørt og set. Mon ikke det kan få nogen til at høre efter?
Rigtig god klumme, som jeg er sikker på rummer en masse sandheder (jeg ved det dog ikke 100%, for jeg rammer først 40-60-segmentet næste år 😉 ).
På dameblads-siden har jeg egentlig altid syntes, at det var svært at finde noget, der rigtig ramte mig. Jo, det tidlige Eurowoman og det tidlige Woman ramte – dengang. På mange måder synes jeg, at Alt for Damerne og Femina virker som noget for 40-60-segmentet, men jeg fornemmer samtidig, at de helst vil ramme lidt lavere – og det er vist dumt. Generelt savner jeg magasiner, der gider tale lidt mere til mit intellekt. Og nu du nævner Euroman: Interessant, men forstemmende, at antallet af reklamer er langt højere i Eurowoman end i Euroman 🙁 Er det rimeligt??
I øvrigt: hvor er det da altid deprimerende at læse de mange negative kommentarer til dine indlæg inde på blogs.jp.dk. Gamle, sure mænd??
Jeg er seriøst skræmt, seriøst medlem af Facebook gruppen og vil seriøst gøre noget for at det ændrer sig i løbet af de næste 10 år – så jeg kan blive 40 med ro i sindet…
Skønt at du ( og primetimewomen) sætter de 40 – 60 årige på tapetet. Jeg oplever egentlig, at de 40 årige er på vej frem. Forstået på den måde, at flere og flere medier sætter spot på kvinder i 40´erne, vi er stadig er på banen. Men jeg ved fra kvinder i 60 + at de ønsker mere fokus. I dag er vi heldigvis ikke tilsidesat som vores mødre var. Livet er stadig fuld af sjov. I vennekredsen fylder mange 40. Og det er ikke kedelige fester i pejsestuen der holdes – og gud -ske-tak-og-lov for det…
Hmmm det ved jeg nu ikke rigtig om jeg er enig med dig i…. Egentlig identificerer jeg mig som kvinde/menneske/mor/kæreste/veninde og alt muligt andet fremfor kvinde i 40erne… Jeg gider ikke læse dameblade og er egentlig også ret ligeglad med at være mål for smarte markedsføringskampagner og den politiske agenda skal vel ikke kun matche forskellige segmenters snævre interesser. Der skal vel føres ansvarlig sundhedspolitik, som er ansvarlig for alle aldersgrupper eller hvad har vi.
Jeg synes da, der er masser af kvindelige ‘rollemodeller’ på TV – sidder lige nu og ser TV2 news hvor bl.a. Helle Thorning og Magrethe Vestager interviewes af en kvindelig journalist som jeg vil tro er i 40erne en anden kvinde over 40 er på TV hver søndag i prime time….
Når det er sagt er der dog ingen tvivl om at f.eks. generationen før min (68erne – fred være med dem og ja vi har meget at takke dem for, men de har godt nok også altid kunnet få sig selv sat i centrum) og generationen efter min(og det er vel dybest set deres børn…. – skræmmende egentlig!) nok har været gode til at gøre det samme.
Fin klumme, Julia. Og jeg bakker også 100 % op om Pernille Aalunds FB-initiativ.
Når det er sagt, må jeg dog samtidig erklære mig enig med Pollyanna i, at der er masser af kvindelige “rollemodeller” i aldersgruppen 40-60! Måske er det fordi, jeg endnu ikke selv er i det segment, at jeg ikke lægger mærke til, at det står helt så galt til, som beskrevet med usynliggørelsen af kvinder i denne aldersgruppe… Men afgjort godt at få skabt debat omkring emnet! 🙂
Kære alle.
Men vi er her skam, ka`I tro. Alle os over de 40- selv lige-om-lidt 56. Og vi har masser af drømme. Tanker der ska`ud. Mål vi ska -og vil`nå. Fordi vi nu igen har tid. Til at os selv- og omverdenen. Det er sådan nogle som os, der ta`r til foredrag hos Julie og begejstret vender hjem og tænker: ja, ja, hvorfor ikke. En blog ku` da være en helt fantastisk ting. Så jo, vi er der- og I har fuldstændig ret- nogle burde virkelig gøre opmærksom på det. Så måske jeg virkelig sku`lave den blog 🙂
Så kære Julia, tak for dejlig inspiration. Kh.LG
Jeg nyder at læse dit klummeindlæg i JP!
For år tilbage var der en del kvindlige skuespillere der efterlyste roller til modne kvinder, og jeg kan erindre, at jeg blev lidt stødt over at være næsten “usynlig”, fordi det berørte mit intellekt.
Os over 40 (jeg er 54), vi ved ikke bedre, vi er også usikre på mange ting, men jeg tror, vi rigtig gerne vil være positive sparringspartnere, hvis den yngre generation har behov.
Hej.
Tak for god debat.Ja,jeg blev i denne uge helt usynlig.Havde været inde og spise på en cafè,sad lige over for baren og 3 stk. ungt,kvindeligt personale.Da jeg gik op for at betale,spurgte den unge pige,om jeg havde fundet noget,jeg kunne tænke mig at spise!!!Måtte så oplyse,at jeg skam lige havde spist og hvor jeg sad.Nå-ja var svaret.Håber ikke dette gentager sig ofte,da det er nedslående.Kan nu forstå hvorfor nogle kvinder får vildt hår og outfit,DE VIL GERNE SES !!!( er 58 år,og ungdommelig)