Jeg er lidt (underdrivelse) træt af smileys. Som om, man ikke helt mener, hvad man skriver – som om at man er bange for at slå i bordet, eller for bare at være tydelig. Det har jeg skrevet en klumme om, og den er her.
Jeg er lidt (underdrivelse) træt af smileys. Som om, man ikke helt mener, hvad man skriver – som om at man er bange for at slå i bordet, eller for bare at være tydelig. Det har jeg skrevet en klumme om, og den er her.
Jeg kender så udmærket til de frokoster hvor jeg kommer hjem med en fornemmelse af at ingen rigtigt har sagt deres mening og hvor det er så pænt at det næsten kan være ligegyldigt at man har været sammen. Javist, man har set hinanden, men man har ikke hørt hinanden og mærket efter hvor hverken man selv. eller andre er.
At vi (kvinder?) ikke tør tage bladet fra munden af frygt for at såre eller måske selv blive såret hvis andre var ærlige over for os, gør desværre tit at vi ikke kommer nogen vegne. At vi ikke diskuterer og ytrer vores holdninger er med til at gøre os holdningsløse. Jeg mener, hvad er en holdning værd hvis der ikke er nogen der kender til den?
Så egentligt tænker jeg at indlægget handler lige så meget om vores frygt for ikke at være pæne, som den handler om smileys. Så lad os få gang i diskusionerne og sørge for at vores holdninger er kendte og dermed værd at have. For er der noget mere kedeligt end pæææææne piger?
Smiler…Ved hvad du mener,men nogen gange er det altså bare enormt befriende ikke at skulle udfordre, udvikle og give sin mening til kende. Faktisk kan jeg nu nyde at sidde i et selskab hvor vi “intet” siger, ikke udfordrer, har lagt vores “hør mig ” derhjemme, og hvor jeg bare ved, at vi er sammen, fordi vi kan li hinanden og hvor jeg ved, at hvis vi vil have hinandens mening, så spør´vi…og får svar.
Smileys hører vel sammen med paranteser og udråbstegn til i kassen over sprogets støddæmpere? Noget, der tager piften ud af tingenes saft og kraft?
Dybt uenig med dig – smileys er fantastiske til at understrege en mening/stemning i det skrevne ord – noget vi i talende kommunikation gør vha. ansigtsmimik, tonefald mm. Hvor tit misforstår man ikke en mail, som afsenderen måske har ment ganske neutralt?
Hold op hvor jeg også kender disse selskaber, og hvor er de dog befriende at deltage (…) i når det hele bare går op i stress og jag; ren trøst at sidde og blive klappet på skulderen over stort set alt hvad man siger. Patetisk, men svære at undvære 🙂
PS. Jeg har tit undret mig over hvor godt denne omgangsform egentlig florerer i (kvinde-)blog-land. Mange større blogs er jo næsten blevet rygklapper-forums. På denne, som på mange andre tøse-/kvinde-blogs kommenterer vi næsten allesammen helt ens; hvis man viser billeder af sko/tøj/øreringe man har købt/ønsker sig skriver alle tøserne “næææh, hvor neiij..”. Ingen skriver “f… hvor er den grim”! Eller hvis du (Julia) beskriver en urimelig/pisseirritende situation/person, skriver de fleste blog-læsere i kor”hvor er det dog for meget”/”hvor er han dum” eller noget i den stil. Alle giver dig ret. Jeg mener, nogen gange er du vel også en kegle og tager fejl, men der er aldrig nogen der skriver “grib i egen”, “prøv at se det fra et andet synspunkt” eller noget..
Spøjst.
Behagesyge med konfliktsky på.
Tina