Helsinki lufthavn er lukket, og min søsters og svogers flyafgang fra New Delhi er aflyst. Og ja, jeg ved godt at alting kunne være værre, og som Maren siger, så er det jo for intet at regne mod dem der sidder på Haiti og skal have et liv op at stå… Jeg sammenligner heller ikke… Nu er det bare det, at min svoger er selvstændig af den slags, der har deadlines, der SKAL overholdes, og min søster skriver speciale på den måde, hvor hun VIL overholde alle deadlines, og de nu ti dage, der er gået ekstra begynder at være et problem. Jeg bliver helt stresset på deres vegne, og er bare så uendeligt taknemmelig for at Johan og jeg nåede at komme hjem til Elias inden naturen greb ind. Tænk nu hvis vi havde siddet der og ikke kunne komme hjem til ham? Jeg tror jeg var svømmet hjem. En uge var rigeligt (fem dage var faktisk alt rigeligt) at være væk fra ham, men ikke et skund længere.
Kære Julia
Jeg har lært gennem tiden, at man ikke kan leve efter den hypotese at andre har det værre end én selv. Hvis man selv har det skidt med det man står i lige nu, så har man ret til at have den følese. Så med tiden oplever man måske noget værre, og så synes man det er værre. That’s it!
Du har selv oplevet at miste din kære mor, og det var naturligvis meget meget værre end det her, men du kan jo ikke leve resten af dit liv på den måde at du skal opveje om det er bedre el. værre end at miste sin mor (eksempelvis).
Så kære Julia – din følelse er menneskelig og klart accepteret!
Jeg håber de snart kommer hjem – og ja – thank God du og Johan nåede hjem!
Mange smil fra Mia
Kom i tanker om dette citat af Mark Twain som er enig med Mia.
“Nothing that grieves us can be called little: by the eternal laws of proportion, a child’s loss of a doll and a king’s loss of a crown are events of the same size”
Jeg håber vitterligt, du snart får din søster og mand hjem snart, så savnet kan forløses.
Er meget enig med Mia og Bjørg….og ja, bare de snart kommer hjem.
Når det så er sagt, så kan det måske også være sundt nogle gange, at man bare ikke KAN overholde diverse deadlines. Altså selvfølgelig ikke så fedt, hvis det koster en alt for mange penge, så man så skal slide for meget efterfølgende….men mon ikke der er en eller anden forsikring, der siger, at man godt må være forsinket, når vi taler naturkatastofe/naturfænomen-ting? Det er jo ikke noget, de selv har bestemt/kan gøre for i hvert fald….så jeg synes bare alle (firmaer, kunder, præstationsforventninger, selvdisciplin og hvem/hvad der ellers kunne skynde på dem og give dem stres) skulle tage og bakke et skridt tilbage og lade roen og nuet og lidt afslapning komme til….øh….lettere sagt end gjort!!! Især når de kun kan tage en dag af gangen…
Ja, GODT I nåede hjem. Det var også min allerførste tanke!! Tænk at være strandet i udlandet og ikke kunne komme hjem til sine børn. Det er simpelthen forfærdeligt at tænke på!