Verdens Navle

Jeg kom hjem kvart i elleve i går aftes. Fem minutter efter Johan havde hjulpet mig med at slæbe den røde campingvognstore kuffert op til fjerde, vågnede Elias og græd meget insiterende og anderledes end vi er vandt til. Han kunne simpelthen ikke trække vejret. Han græd. Var tydeligvis i smerter og hans ansigt begyndte at skifte farve. Jeg var på hold hos vagtlægen mens Johan prøvede at trøste og panikken begyndte at brede sig, og i stedet ringede jeg 112. De kom med det samme, og efter ganske kort tid var vi på Rigshospitalet og Elias fik konstateret en meget voldsom omgang falsk strubehose. Vi blev på hospitalet natten over, hvor Elias blev behandlet. I formiddags kom vi hjem, og … puha… Jeg er helt ubeskriveligt taknemmelig. For at det bare var det. De femten minutter, hvor Elias kæmpede for at få vejret og vi intet kunne gøre var så hæslige, at jeg slet ikke kan beskrive det. Nu krydser jeg fingre for at han får det bedre hurtigt. Den lille fis, som jo er min verdens navle.

41 Comments
Previous Post
Next Post