Pyh ha, kender det…. Du har ret i, at indpakningen betyder noget. For en selv altså. Og dermed for, hvordan man har det med sig selv. Hvilket kan påvirke den måde, man møder andre mennesker på. I hvert fald kan man blive mere genert, mere tilbageholdende, mere sårbar, de dage, man ikke synes man ser så dejlig ud.
Og jeg må desværre give din mormor ret. Til et vist punkt. For jeg synes godt, at kvinder på plus 30, plus 40 osv osv (!!) kan være meget smukke! Både indeni og udenpå. Jeg kan også godt klare mine egne rynker. Og de ekstra kilo har jeg åbenbart valgt at leve med, som pris for den gode mad, jeg elsker. Det værste er dog, at man, JEG, med alderen ser mere sur ud, mit ansigt er ligesom ikke så åbent mere, panden trykker åbenbart resten mere sammen/nedad. Og gid jeg da iøvrigt havde været LIDT gladere for mig selv der for tyve år siden, hvor jeg vejede tyve kilo mindre og troede, jeg var for tyk. Måske man bare skulle være glad for sig selv, NU, for det er måske ens nuværende udseende, man ønsker sig tilbage, om tyve år…..
Men jeg kan faktisk nogle gange godt tænke, at de der tæskesmukke, stangsmarte, pivlækre kvinder jo sagtens kan være søde, imødekommende, givende, glade….(Ja, JULIA!!! :-)…) men for det første har alle jo hver sit udgangspunkt og ser sikkert også egne fejl, og for det andet så ER det jo ikke udseendet alene, der bestemmer ens humør, overskud osv.
Men for satan, hvor ville jeg da være et stort menneske, hvis jeg da bare så lidt bedre ud…….. 😉
Pyh ha, kender det….
Du har ret i, at indpakningen betyder noget. For en selv altså. Og dermed for, hvordan man har det med sig selv. Hvilket kan påvirke den måde, man møder andre mennesker på. I hvert fald kan man blive mere genert, mere tilbageholdende, mere sårbar, de dage, man ikke synes man ser så dejlig ud.
Og jeg må desværre give din mormor ret. Til et vist punkt. For jeg synes godt, at kvinder på plus 30, plus 40 osv osv (!!) kan være meget smukke! Både indeni og udenpå. Jeg kan også godt klare mine egne rynker. Og de ekstra kilo har jeg åbenbart valgt at leve med, som pris for den gode mad, jeg elsker. Det værste er dog, at man, JEG, med alderen ser mere sur ud, mit ansigt er ligesom ikke så åbent mere, panden trykker åbenbart resten mere sammen/nedad. Og gid jeg da iøvrigt havde været LIDT gladere for mig selv der for tyve år siden, hvor jeg vejede tyve kilo mindre og troede, jeg var for tyk. Måske man bare skulle være glad for sig selv, NU, for det er måske ens nuværende udseende, man ønsker sig tilbage, om tyve år…..
Men jeg kan faktisk nogle gange godt tænke, at de der tæskesmukke, stangsmarte, pivlækre kvinder jo sagtens kan være søde, imødekommende, givende, glade….(Ja, JULIA!!! :-)…) men for det første har alle jo hver sit udgangspunkt og ser sikkert også egne fejl, og for det andet så ER det jo ikke udseendet alene, der bestemmer ens humør, overskud osv.
Men for satan, hvor ville jeg da være et stort menneske, hvis jeg da bare så lidt bedre ud…….. 😉
Knus R