Fædre & Onkler

Der var en gang, hvor min fars nærvær eller fravær ikke betød det store – nu betyder det alt. Min far har passet og plejet Elias de sidste dage mens Elias har været syg. Min far har hentet og bragt og talt om samværet med sit barnebarn som et ”privilegium”, og betragter ikke de fridage han har måttet tage som et problem, men som en selvfølge. Det er så fantastisk. Det er fantastisk at vi ikke behøver at lægge os på knæ og messe tak for hjælpen – tak for hjælpen, men bare kan ringe og så står han der. Det er fandme i orden. Og især i denne uge, hvor modeugen hiver tænder ud, hvor Johan skal tusind ting og hvor vuggestuen er udelukket fordi man ikke sender sit lille varme feberbarn derned i bakteriefælden (og så er der jo de andre børn, som vi jo heller ikke behøver udsætte for noget…), der er det altså en gave, at min far er i Danmark. Han rejser tilbage til Afrika på mandag, og jeg ved slet ikke hvordan vi skal klare os, eller hvordan Elias skal undvære sin nye bedste ven. Så er der lige svoger Helmer – som cykler fra A til B til C og tilbage til B – for at sørge for at nevø Elias får rent tøj på efter han har gennemskidt tøj og næsten også min fars sofa, fordi Johan og jeg ikke engang har tænkt over at give Elias skiftetøj med. Så dejlig kan en familie være. Og så kan jeg jo ikke lade være med at fundere over, så fantastisk dejligt det er når fokus flyttes fra os til barnebarnet / nevøen. Man bliver voksen. Og taknemmelig.

13 kommentarer

  1. Ja, man gør så! Bliver taknemmelig altså. Og glad på sit barns vegne. For hvor er man heldig, at alle elsker en selvom man skider på deres sofa:) Kan ikke gentages med samme succes som voksen. Tror jeg. Har ingen erfaring på området..
    Håber han snart kommer til at fræse lakken af gulvene igen, ham den lille.

  2. Sådan noget familie er altså guld værd !
    jeg tuede da vi flyttede fra Oslo, for at komme retur til DK – men det var for Andrea`s skyld, for at få familie til hende. Og nu er både hun glad OG vi – for vi er faldet godt til her også (heldigt)

    KH Maria.

  3. ‘It takes a village to raise a child’, siger de. I hvert fald er en udvidet familie guld værd. Heldigt for barnet at have andre nærevoksenkontakter end far og mor og vældig praktisk for føromtalte far og mor, at nogen, af ren kærlighed, ind imellem tager over. Jeg kunne selv nok ikke få hverdagen til at hænge sammen i øjeblikket uden min søde mor. Så jeg vil gerne med i koret af de taknemmelige. Tak! K.

  4. Hvor er jeres dreng og I bare heldige, og det ved I jo godt. Tænk at jeres dreng har sådan en morfar. Det er jo GULD værd!!!!
    Jeg kan godt forstå din taknemlighed.

    kh

  5. Det er bare så skøn, når man har noget familie, der træder til!
    Man bliver så glad for at der er nogle, der frivilligt vil hjælpe og som det mest naturlige tørre lort og snot, fordi de elsker ens barn så højt!!!
    Vi har også halvdelen af familien boende i Afrika….:-/

  6. Jeg tilslutter mig også koret af taknemmelige forældre! Min søde svigermor og min søde mor kommer begge gerne ind fra provinsen og passer lillepigen, og de tager begge med glæde lortebleen!!! Det må da være kærlighed 🙂

  7. Man kan blive taknemmlig for mange ting, men det med bedsteforældre som vil gøre alt for sine børnebørn kan næsten ikke beskrives.
    Eller onklen som vil gøre hvad som helst for sin nevø er til at få tårer i øjnene af.
    Jeg håber den lille mand snart er rask igen og at din fars sofa bliver uden de store pletter.

  8. Misundelse er en grim, grim, grim ting, men åååh hvor blev jeg lige misundelig af dette indlæg.

    Min Mor er helt over på øen og hun er savnet i vores hverdag.

    I øvrigt har mine børn både ødelagt halskæder, teget med tudser i møblerne, smadret kaffestel osv. UDEN at Mormor blev sur. ( det skulle eddermame lige have været mig, som havde været klodsmajoren dér… 😉 ).

    Elsker bedsteforældre og savner dem hver dag!

    God bedring med Elias.

  9. Det er nemlig den slags guld værd, som ikke kan graves op nogen steder. Vi har også bedsteforældre – 3 stk. – som rykker ud med glæde, og jeg ved slet ikke hvordan vi ville have fået det til at hænge sammen uden dem. På en eller anden måde havde vi selvfølgelig klaret os, men det havde ikke været det samme. De er fantastiske!

  10. kære Alle sammen – ja, man kan bare ikke klare sig uden. Min far rejser mandag og så er der “kun” svigermor tilbage… hun skal nok nå at blive træt af os…

    Og Maria, jeg forstår dig så godt! det bedste er hverdagen – den vil man gerne rejse efter. Og Mie – ja, vi er så heldige! De næste to-tre måneder er han dog i Sit Afrika, og så må vi klare os selv.

    Måske vi burde kræve ekstra bedsteforældre og droppe børnepengene? KH J

  11. Nu er jeg selv skyldig i den sammenhæng 😉 Min mand er fra Sydafrika og vi er så endt m at bo her i Danmark. Men der er laaaang til bedsteforældre samt resten af familien….hvilket er lidt trist!
    Så vi har kun min lille familie her i DK og det kan godt mærkes….:-/

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *