Jeg har lavet mad, vi har spist, Elias har smurt juledugen ind i fisk og broccoli, Bedste Karen ordner køkken og Johan bader Skattefidusen. Der er ro over det hele og jeg sidder i sofaen med rødvin, mens trætheden slår sig ned i kroppen og jeg beder til en rolig nat. Jeg er lidt trist efter en dag, hvor jeg igen har været nødt til at tænke over, hvad det vil sige at undvære min mor, og hvad det gør ved hele den kernefamilie, jeg engang var del af. Der er ikke noget at gøre ved det, men jeg savner hende altså. Det har ingenting at gøre med højtider, men alt at gøre med hverdage. Det er hverdagene der tæller.
Du har ikke mindre end ret: Det er i hverdagen, at det tæller.
En masse tanker
Savnet føles selvfølgelig ved højtiderne , men oftest i hverdagen- fordi man så gerne vil dele sit liv.
I har helt ret – men det er en mærkelig størrelse, det savn. Det er tit som om det blusser op, når man har det allerbedst, eller mest hyggeligt. Så mangler der en.
Og tit er det jo netop derfor; fordi vi har brug for at minde os selv om at vi i vores hverdage med morgendans (fedt udtryk), figensmat og søvnunderskud alligevel – på trods af savnet – faktisk kan være taknemmelige for så meget.