Ja, det er den 8. marts, og nej, jeg mener ikke som ligestillingsministeren at den skal afskaffes. Jo, mændene må gerne være med – bare se på Sverige, og se hvor sexet og cool det er at være feminist der. Så jo tak til mændene, men nej tak til at afskaffelse. Jeg skrev nedenstående klumme til Femina – det nummer, der er på gaden nu og indtil i morgen. Ved siden af min, har Kåre Quist også skrevet en. Den er superinteressant og viser en mands perspektiv på debatten. Nå, men læs med her – hvis du har tid – og glædelig kampdag.
Tilbage på barrikaderne!
Kvindekamp er sådan noget emsigt noget, sagde en smuk kvinde midt i trediverne til mig, ved et foredrag jeg holdt for nyligt. Og ja, den er emsig, men den er nødvendig. Noget af det bedste der er sket for dem, der prøver at aflive kvindekampen er at samfundet har gjort den til et projekt for tudegrimme lesbiske kuglestødere med lange hår på benene og uden interesse for mænd, men til gengæld rigeligt med emsighed i banken. Kvindekampen er gjort usexet. Kvindekampen deler sig i to dele i dag: 1. Dem der siger at deres mænd er rigtigt gode til at hjælpe til (hjælpe til… tsk tsk) derhjemme, og som derfor ikke mener de har noget at kæmpe for. 2. Dem der har helt ufatteligt travlt med at fortælle alle i hele verden om, hvordan de selv har valgt rigtigt, og derfor afsluttet kampen. Til den første gruppe er der kun ét at sige: Måske mangler du ikke noget – hverken i ligelønnningsposen eller i den hjemlige arbejdsfordeling; men så har du det vel godt nok til at kæmpe for andre end dig selv? Og til den anden gruppe: De kvinder, der bliver ved med at fortælle alle andre kvinder, hvordan de selv har valgt rigtigt ved enten at skyde den max af med karriere, eller vælge at gå hjemme med deres fire børn, er dem, der har ødelagt kvindekampen. De kvinder har nemlig pillet søstersolidariteten ud af kvindekampen og i stedet gjort den til kampen imellem kvinder. Hver gang jeg hører en kvinde fortælle, hvordan HUN har valgt rigtigt, undrer jeg mig over, hvor ømheden for andre kvinder er. Den ene monolog efter den anden handler om, hvordan man træffer valg der handler om én selv; hvordan man prioriterer, omlægger lån, går ned i tid, skyder den af på karrierestigen etc etc, og derved har fundet guldåren til det lykkelige liv. Det er kampen mod de andre kvinder; kampen for at vise hvor god man selv er til at være kvinde, og ikke kampen for kvindekønnet. Søstre: Vi har pligt til at kæmpe for hinanden. Vi har pligt til at fortælle hinanden om mulige veje, pligt til at kæmpe kampen selvom vi hver især har det vidunderligt, pligt til at kæmpe for lige løn og lige muligheder, især når vi selv har det hele. Det er nemlig os der har overskuddet til at kæmpe. Og hey – se på Sex And The City: Der er faktisk ikke noget mere vidunderligt end kvinder der står sammen om at hjælpe hinanden i respekt for at livet er mangfoldigt.
Så sandt:)
Det synes jeg bestemt heller ikke den skal. Læs mit blogindlæg. Det er genbrug fra sidste år – der er jo alligevel desværre ikke sket så meget. æs hvordan jeg blev feminist og hvorfor jeg vil blive ved med at være det. http://metteweber.dk/2010/03/07/elitefeminist-eller-diva/
Ta en dejlig 8 marts
Hørt. Nøgleordene er solidaritet og selvbedrag.
Solidaritet fordi, som du siger, det for hulan er det, der skal til.
Og selvbedrag fordi det er en væsentlig del af balladen. Altså det er træls at være offeret, at være det svage køn, at være den der sidder og slår hovedet mod glasloftet. Und so weiter. Så er det rarere (og meget farligere…) at bilde verden og sig selv ind, at man selv har valgt og derfor ikke kan brokke sig over sin lavtlønsbranche (som er lavt lønnet, fordi den er domineret af kvinder) eller arbejdsfordelingen i hjemmet.
Såøh… hep til solidaritet og mændene med indenfor og sexed up feminisme a la Sverige. Og ned med ord som emsig, der i sig selv er med til at dunke dem oven i hovedet, der tænker, at det kunne blive (endnu) bedre. Iggå.
Well put! Tak for det Julia!
Nej kamp-dagen skal da bestemt ikke afskaffes, der er stadig rigeligt at kæmpe for, men måske ville det være en Kvinde-kamp og Søster-solidaritetsdag vi havde brug for.
Er meget enig i dit synspunkt og mener bestemt, at der er noget at huske på og se frem efter, mærkedage er vigtige!