Jeg tror ikke, at snakken om, hvor meget man kan / bør / skal arbejde når man har børn, nogensinde stopper. Jeg tror sådan set heller ikke at overvejelserne om netop det, nogensinde hører op – de følges ad hånd i hånd med den tvedelte dobbelte og meget dårlige samvittighed, man / jeg ind i mellem rammes af. Dobbelt, fordi man på den ene side, ønsker sig at arbejde mindre så man kan være mere sammen med sine unger, og på den anden side, ønsker sig at arbejde mere, fordi man sådan set også elsker dét.
Sidste år på Kvindernes Internationale Kampdag holdt jeg den ene halvdel af et oplæg hvor Jytte Hilden holdt den anden. Hun slog i bordet og sagde, at vi snart bør kræve et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor der er plads til det hele. Både arbejdsglæde og kærligheden til ungerne. Jeg tror hun har ret – derfor synes jeg det er SÅ lækkert, når Elias ind i mellem kommer på besøg på mit kontor. Han ser, hvor jeg arbejder, og jeg (prøver at) forklare(r) ham, hvad jeg egentligt laver. Således også forleden, hvor han træt og glad kom tidligt fra børnehave, satte sig hos mig mens jeg lige skulle skrive noget færdigt og snuppede sig en timinutters lur. Jeg håber at han oplevede at der også i den del af mit liv er plads til ham, og jeg må indrømme at jeg mener, at Jytte Hilden har ret i at der i netop de ti år hvor vi har små børn, bør kunne være plads til at det fleksible arbejdsmarked flytter lidt ind i vores hverdag.
Hvor er han SØD! Dejligt at putte hos sin mor. Godt arbejde ikke kommer i vejen for at holde lidt i hånd og få sig en lur.
Hørt!
Da jeg gik i 2.-3. klasse, løste min mor problemet ved at indrette et ekstra rum i hendes lægepraksis til mig – med drømmeseng, bord og stol i ministørrelse og nogle bøger og lidt legetøj. Og så tog jeg ellers derned hver dag efter skole og var der, indtil min mor havde fri, og vi sammen kunne cykle hjem. Det var genialt! Jeg elskede min “alenetid” og følte samtidig, at jeg var lidt sammen med min mor. Og jeg lavede vitterligt ikke noget specielt – jeg sad ved mit skrivebord og hyggede med en bog eller en tegning, legede lidt ude i haven, eller tog en lur, hvis jeg var træt. Og hvis jeg kedede mig, så gik jeg ud og snakkede med sekretærerne eller med patienterne i venteværelset. Godt tænkt, mor…
Det du beskriver er sådan set mig drømmescenarie; at kunne kombinere ambitioner for karrieren med ømhed for familien. Så det ikke bliver ‘på trods’ men ‘i kraft af’ hinanden, at begge ting fungerer. Jeg tror, at du har fundet en meget fin model!!
Og tak for dit indlæg igår; jeg har et mere ambivalent forhold til kvindernes kampdag, men synes i den grad, at den har sin berettigelse, netop fordi den giver anledning til sund debat!
Og der skulle så lige stå ‘mit drømmescenarie’ og ikke ‘mig drømmescenarie’…
Hvor dejligt Julia. Godt at du bringer det frem til diskussion og overvejelse.
Jeg glæder mig til en gang, hvor jeg kan sidde og forberede min undervisning, mens mine egne unger sidder og laver lektier ved siden af. Man kan både arbejde og være sammen med børnene og hjælpe dem på en gang.
Lige nu er det lidt svært at have dem med på job. Men jeg har da haft den store med en enkelt gang, hvor hun hostede for meget til at komme i børnehave. Mine 1.g’ere var heldigvis søde ved hende.
Men at have børn med ind i en gymnasieklasse er ikke specielt nemt, måske skulle man foreslå en slags “legerum” bagerst i lærerværelset – så kunne vi passe hinandens syge børn og stadigvæk komme på arbejde………
Kh
Det ser for øvrigt super hyggeligt ud med dig og Elias
Tusind tak for jeres kommentarer – det var superhyggeligt, men det er jo ikke altid det går sådan. Som Sine skriver, så er det fedt at kunne – og jeg tror at bare muligheden for at det ind i mellem kan smelte sammen er nok til at gøre mig mindre stresset.
Jeg uddannede mig til folkeskolelærer (for 15 år siden) bla. fordi noget af arbejdet kan foregå hjemme. Da der på et tidspunkt var lavet så meget om på arbejdstidsforholdene, at det de fleste dage blev svært at hente vores barn før kl. 16, tog jeg konsekvensen og blev selvstændig. Nr. 2 og 3 barn har jeg haft med mig på arbejde om formiddagen fra de var hhv. 12 mdr. og 5 mdr. til de startede i dagpleje som 1,5 årige. En temmelig anderledes hverdag, men vi trivedes alle med det.
Jeg er hjemme senest kl. 14 og det betyder, at de børn, der er i institution/skole, kan komme tidligt hjem. Så kan vi være tilgængelige for hinanden, men også arbejde/lege ved siden af hinanden.
Det er ikke problemfrit, men MEGET bedre for mig og min familie. Jeg har da været sådan nogenlunde fri for stress og dårlig samvittighed de sidste 6 år!
Også et “hørt” herfra! De evige tanker og ønsker om en mere fleksibel hverdag, hvor vi ikke er så sent hjemme fylder også meget i mit hoved. Går lidt og drømmer om nr. 3 “bare” for at kunne være hjemme i et år, men ved jo også at barslen slutter på et tidspunkt og så begynder hverdagen og den dårlige samvittighed igen og så med 3 børn……..men man fortryder vel aldrig de børn man får, men nærmere dem man ikke får??
Hm, tror faktisk godt det kan lade sig gøre på mit arbejde. Min chef går i hvert fald foran med et godt eksempel på det punkt og har nu og da sin datter på besøg på kontoret 🙂