Denne klumme stammer fra JP i sidste uge. Jeg håber du har lyst til at læse den.
For børnenes skyld
Der var engang, hvor jeg ventede på julen så intenst at rusen over at det snart var jul satte ind allerede midt i september. Nu er jeg så småt ved at blive en af de grå voksne, der skal huske, planlægge og systematisere glæden ved julen, så jeg kan nå hele vejen rundt om den. De gode ideer til de helt rigtige gaver kommer ikke nødvendigvis snigende af sig selv, og jeg er heller ikke først i køen til at investere i dem. Snarere sidst. Jeg begynder at lytte ret interesseret til folk med spændende teorier om, hvordan man kan undgå at købe julegaver til alle, men i stedet læne sig op ad løsninger om at hver gæst for en gave, som alle så går sammen om. Og det skuffer mig ærligt talt. For en del af glæden ved julen er vel at glæde sig til at glæde andre? Julen er for rigtigt mange af os – voksne – blevet endnu en af de ting, vi skal nå. December er verdens travleste måned, og børnefamilier flyver rundt hver eneste weekend for at vedligeholde et eller andet traditionsbestemt samkvem. Hos den ene Faster skal der bages – og hun bliver skuffet hvis ikke hvert eneste familiemedlem kommer – og hos den anden onkel skal der fældes et juletræ – og han bliver skuffet hvis ikke hvert eneste familiemedlem kommer. Jeg kender en familie, hvis december er et så nøje planlagt kludetæppe af forventninger, der ikke må skuffes, mennesker, der skal ses og aftaler der pinedød skal overholdes, at der udbryder stress ved udsigten til den mindste forsinkelse. Samtidig forventes vi alle at hygge os. Og at sige til hinanden, at alle de krav vi stiller til den succesfulde, perfekte og hyggelige jul er for børnenes skyld. Vi juler fordi børnene har brug for det, og ønsker sig det. Virkeligheden er måske en anden? Måske juler vi derud af for selv at få et pusterum fra vinter og hverdag. Selv vores arbejdsliv bliver inficeret af julen: Virksomheder holder julefrokoster, hvor fjerboaen er lige så obligatorisk som chefens gramsen på picolinen nærmest er en antropologisk observerbar overgangsrite fra det ene regnskabsår til det næste. På samme måde som det at nogle kollegaer liiige kommer lidt for tæt på hinanden, og at tømmermændene dagen efter truer med at forsinke de traditionsrige adventsfestligheder hos Tante X og Onkel Dunkel, så mors julefrokost går ud over fars familieforhold, selvom hun havde lovet at hun ikke ville skeje totalt ud. For julefrokosterne er mange af vi voksnes eneste outing på et år. Den aften skal der eddermame gives gas og de glatte dansesko skal flyve hen over gulvene. December er ladet med forventninger til hygge, festligheder og samvær, og ja, jeg kender faktisk ikke en eneste familie der ikke har så travlt, at de ind i mellem kan have svært ved at nyde det hele.
I år har jeg taget konsekvensen. Vi skal ikke meget, og den 25 december holder vi lukket og slukket, sidder hjemme i stuen og leger med den treåriges julegaver. Vi lader det hele synke ind og trækker stikket. Der er nemlig noget der er gået op for mig: December kommer alt for hurtigt til at handle om hvilke forventninger man ikke vil skuffe. Tanters og Onklers og især børnenes. Men den der har de mindste forventninger er faktisk min søn, Elias. Ham som julen oven i købet handler om. Så længe der er en pakke med sløjfe på bliver han glad, og hans behov for at kaste sig ind i kampen ved det ene julemarked / julearrangement / juletræsfældningsfest efter det andet er heldigvis minimalt. Han vil bare gerne have tid. Så det får han. For mig har det for resten også altid været helt utroligt vigtigt at have verdens største juletræ stående midt i stuen. Et år var det så stort at toppen måtte saves (ikke klippes…) af for at få plads til det. Elias ønsker sig ikke en kæmpe gran, som man skal være tolv mennesker om at nå rundt om. Nej, han ønsker sig i stedet et lille juletræ. Mor, siger han, det skal være lille så jeg selv kan sætte stjernen på. Se det er da til at opfylde, og nu er kunsten bare at mine egne forventninger og succeskriterier ikke smitter af på ham, så jeg lærer ham alt om julestress inden han for alvor oplever julefreden.
Enig. Vi har droppet jule-ræset, som i DROPPET. Jeg gider ikke, min mand gider ikke, og helt ærligt så tror jeg sgu’ heller ikke, at mine børn gider.
Vi har få planer, som er meget nøje udvalgte. Vi slapper af, kælker, bager småkager (hvis vi gider), laver chokolader (hvis vi gider) og bruger i det hele taget enormt meget tid på blot at være sammen – på børnenes præmisser.
Én af planerne, som dog bliver holdt i hævd ALLE år, er min mands fødselsdag i dag 3. juledag. Så om lidt skal der støvsuges, gøres rent og selvfølgelig laves lagkage til fødselsdags”barnet”.
Julen SKAL være en fest for os, og derfor så dropper vi familie julefrokosterne og turene udtil Onkel Dunkel. For vi GIDER ikke.
Er det nu også så slemt med det der såkaldte “juleræs”? Jeg hører ofte folk snakke om det, men jeg synes altså ikke at det er så slemt. Eller det er vel hvad man gør det til. Man når det man når. Vi har i vores lille familie på 4, sagt nej-tak til 3 ud af 7 indbydelser til julefesterfrokoster, og folk er meget forstående overfor det. Vi orker simpelthen ikke, at skulle afsted med 2 små børn, og børnene gider slet ikke!! Så vi slapper bare af herhjemme, bager lidt småkager, spiser æbleskiver, spiller spil, ser tv osv -hvad vi nu har lyst til. Så jeg tror ofte, at det der “juleræs” og “jule-stress” som folk snakker om, er lidt overdimentioneret. Det er bare min opfattelse.
Hvor er det en fantastisk klumme. Tusind tak Julia.
Jeg er enig et stykke henad vejen, Julia – men jeg kommer ikke til at droppe traditionerne og udelukkende styre efter, hvad børnene vil. Faktisk synes jeg, at traditionerne er en fantastisk vigtig ting ved julen, og jeg vil rigtig gerne videreføre de ting, som jeg har fået ind som vigtige traditioner, da jeg var barn. Man kan hjælpe sig selv på mange måder – købe gaverne på nettet, uddelegere opgaver til gæsterne juleaften osv. Men jeg synes faktisk ikke, at børnene skal have lov til at bestemme slagets gang. Traditionerne skal have rammer, som sommetider og sommetider ikke retter sig efter børnenes ønsker. Det er da muligt, at børnene gerne vil være med til at tænde juletræet, men sådan er det bare ikke i min familie – de går på værelserne efter middagen og kommer ned igen til et tændt træ med gaver under – det er en del af legen. Og det er selvfølgelig bare et eksempel. Min opfattelse er, at man skal vælge til og fra i december – f.eks. ved ikke at have mere end et arrangement pr. weekend – selvfølgelig skal der være en balance. Men juletraditioner er efter min mening værdifulde og skaber store oplevelser, og jeg vil altså ikke bare smide dem væk for at gøre det hele lettest muligt.
Hvor lyder han bare sød og klog, din Elias! Og dygtig til at lave flotte designerting!
Hvor lyder det skønt med en 25. december på gulvet med gaver, nærhed og hygge, og hvor er det dejligt at man finder sin egen måde at gøre det på.
Jeg har nok det bedste eksempel på at vende det hele på hovedet i år:-)
Vores tre børn på ni, otte og fire år har glædet sig til juleaften i meeeeget lang tid, og hele dagen gik de spændte og edderspændte rundt. Vi bagte, lavede konfekt – i sidste øjeblik som altid og hyggede med mormor og morfar og moster. Men netop som min far sagde, at nu var maden klar, udbrød min datter på ni: “jeg skal kaste op!” hvorefter min søn på otte sagde: “det skal jeg også!” – og så gjorde de begge alvor af det.
Fuldstændig rundt på gulvet stod min mand og jeg med hver sit barn, der kastede op, mens min far, mor og søster og vores yngste datter gloede måbende. Min far stod stadig med gryden i hånden, forklæde og rødvin.
Alt vendte rundt på en tallerken og feberredninger måtte sættes ind.
Lidt her og dér måtte vi sætte os og spise, være selskabelige, rende ind til først den ene så den anden, der kastede op og kastede op – pludseligt syge og helt forfærdeligt syge.
Klokken var seks, og klokken otte kørte mine forældre og søster hjem til Odense efter at have lynspist, pakket gaver op med vores yngste og hjulpet os lidt her og dér. Og så farvel og tak og vi skal skynde os hjem i det her vejr:-)
Imens piskede vi rundt og hjalp de meget syge unger, legede med yngstes legetøj og fik pludselig selv vildt ondt i maven. Klokken 22 juleaften sad jeg alene i stuen med julepapir og gaver, der IKKE var pakket op over det hele. Næste morgen lå jeg også med vilde mavekramper, to syge børn som havde haft den værste nat i historien og en mand, der havde det endnu værre.
Tilgengæld havde jeg en fireårig, der gik rundt og legede med alle sine gaver og sang, aede og kom med vand til mig, helt indtil klokken to om eftermiddagen, fordi INGEN var i stand til at tage sig af hende – det forstod hun fuldstændig. Men sikke en juledag for hende, kunne man tænke i den dårlige samvittighed. Og så alligevel.
Da jeg kom til mig selv, surfede vi os igennem den 25. på gulvet i stuen og den 26. på gulvet i stuen, hvor min søn nu pakkede sine gaver op og min datter senere pakkede sine op. Manden kom også til sig selv den 26. og nu kigger vi tilbage på en kaotisk jul.
Men hvor var det på mange måder skønt at være dér på gulvet den 25. og 26. med alt i rod og papir. Kunne godt have undværet spandene og tørreriet og særligt den syge mand.
Men nærhed. DET var der meget af. Selv om vi aflyste al den nærhed, vi skulle have haft med familier og venner, så var det dejligt. Og det er fuldstændig surrealistisk, at man kan sige det.
Nu håber jeg trods alt på, at nytårsaften bliver lidt sjovere:-)
Godt nytår-.