Jeg er på vej igen.
Denne gang til Esbjerg, hvor jeg skal holde et foredrag klokken 19. Det er tusind og et år siden jeg sidst har været der, og jeg tror ikke helt jeg kan huske byen. Tilgengæld flyver jeg så hurtigt DSB tillader det hjem til København igen, så jeg kan nå at sove et par timer OG stå op og have morgen med Elias. Jeg savner ham for tiden. Det er helt ærligt gået lidt for stærkt, og han er jo sådan set det bedste der findes, og grunden til det meste, det sjoveste og det næreste jeg kender, så selvom jeg (som altid!) GLÆDER mig til at tale med og for damer, så er jeg faktisk slet ikke utilfreds med at jeg kan nå et tog, så jeg kan kysse Elias i hele hovedet i morgen tidlig, inden dagen for alvor begynder.
Og sådan ser Storebælt ud lige nu…
Sikke et skønt indlæg. Jeg kom helt til at tænke på de stunder, hvor jeg bare kigger nærværende på mine to piger, og tænker; hold da op hvor er I vokset. Det kan være de underligste og alligevel de skønneste øjeblikke, fordi jeg erkender, hvor fantastisk store og dejlige de stadig er. Og så er en morgenkram bare den bedste start på dagen, især når jeg har måtte undvære godnathistorien. Så kære Julia – jeg forstår dig. God tur hjem:-)
KH Charlotte
Din stakkel, altid på farten. Kan vi ikke flytte Jylland herover?
Det er sjovt, som man har hjemve, mens man er barn – og så igen, når man selv har fabrikeret nogle af slagsen. Jeg kan ikke være væk ret længe af gangen, før jeg nærmest kan mærke det fysisk…