Så er der en til.
Genkendelig? Det tror jeg nok.
Hej Julia.
Jeg lyver over for min kæreste (og mig selv). Jeg shopper AMOK på internettet. Jeg køber tøj til mig selv. Jeg kan gøre det, fordi jeg er på barsel, og min kæreste arbejder fra 10-22, så han er aldrig hjemme, når den rare postmand banker på døren. Når jeg får tøjet hjem, skynder jeg mig at pakke det hele op, prøver det, og bagefter gemmer jeg det! På den måde får jeg tilfredsstillet min shoppetrang, men fornøjelsen er bare så kort (og listen over fejlkøb, som jeg by the way aldrig får sendt tilbage, er laaaang). Og når jeg synes der er gået lang tid nok, så min samvittighed giver mig lov til at tage tøjet på, spørger min kæreste ALTID om den/det er ny/nyt.. “neeeeej, den er da gammel! Det spurgte du altså også om sidst” og giver ham på en måde skyldfølelse over, at han aldrig kan huske mit tøj.. Det er så dumt.. Og jeg bilder mig selv ind HVER gang, at det er sidste gang jeg gør det, for vi har ikke råd til, at jeg shopper sådan, men det er jo så også bare en løgn.
Griner højt!!!
Jeg gør det samme -bare med børnetøj 🙂
Ups, den kender jeg godt. Måske ikke i stor målestok men alligevel.
Faktisk blev min søster og jeg oplært af min mor: Når vi havde været ude med hende og købe tøj og havde fået så meget, som vi var så glade for, så tog vi altid prismærkerne af, inden vi stolte viste det frem for vores far. Vi kunne også lave aftaler med mor om, at vi bare sagde til far, at de bukser eksempelvis havde kostet 200 kr istedet for 350 kr eller lignende.
Min far var altid sød, og jeg tror egentligt godt, han vidste det. I hvert fald shopper min mor ikke længere hemmeligt. Så måske der også er håb for os andre?
:-))
Og når vi løj for vores far, var det fordi – som min mor sagde: “Han tror jo, at 350 kr er dyrt for sådan et par bukser, og det er det jo ikke, men det har han jo ikke forstand på!” Og: “Han bliver meget gladere, hvis han tror, det har været billigere!”
Så det var jo lidt for min fars skyld. Og nu – herhjemme – for min kærestes skyld. Altså han bekymrer sig jo ALT for meget om vores økonomi ellers. Ikke? 😉
😉 jeg shopper aldrig i smug (vi har nu heller ikke 100% fælles økonomi), og indtil nu er det lykkedes mig at overbevise manden om at det virkelig ER nødvendigt med al det børnetøj jeg har købt (som nu heller ikke er så meget igen)……meeeeeeennnn jeg kan nu godt forstå dig alligevel – for hvor er det FRISTENDE med alle de dejlige ting man kan shoppe til sig selv og børnene.