I dag blev så dagen, hvor Skattefidusen fik konstateret lungebetændelse – og vi fandt kun ud af det fordi min far skulle passe Elias til formiddag og ganske resolut kørte ham op til sin egen læge og fik ham undersøgt. Jeg er simpelthen så ked af det. Og meget meget træt.
I dag blev også dagen, hvor jeg fik en god anmeldelse i Jyllandsposten, og hvor jeg på grund af Elias måtte melde afbud til dagens modeugehalløj. Jeg ved godt hvor jeg skal være, når Elias er skidt, men det er voksenlivet der melder sig – “både-og“-livet.
Og så er der i dag 4 dage til min bog udkommer. Endelig! Og hvor er jeg nervøs! Så her nedenfor får du endnu et afsnit af bogen, som søde redaktrice Anne har givet mig lov til at lægge ud. Det er skrevet da Elias var på vej ud af sin femte måned og ind i sin sjette. God weekend, og rigtig god læselyst – jeg håber godt nok at du kan lide det!
J U L I
Lækker sommer
Det er sommer igen. For anden gang i år, tror jeg. Da jeg blev gravid
og endelig fi k regnet mig frem til, at jeg denne sommer ville være på
barsel, fi k jeg billeder på nethinden: mig, der sylter. Mig, der bager.
Mig, der inviterer smukke venner i hvidt tøj (ved ikke helt, hvorfor
det hvide tøj toner frem, men det er nok noget skagensmaleragtigt,
der rumsterer i baghovedet) på middage og frokoster ved langborde
med hvide duge. Hvidvin, der skænkes i glas, og mig, der overskudsagtigt
og med masser af tid har kokkereret og serveret og får ros for
mit fremragende køkken. Bedre end Camilla Plum! råber venner i kor.
Sådan blev det ikke. For det første har vi ingen have, for det andet har
jeg ikke al tid i verden, som jeg troede. Jeg vasker tøj, køber ind, laver
mad, skifter og ammer Elias, og der sker i virkeligheden ikke så meget
andet. Han sover jo ikke, og der er ikke tid til alt det, jeg troede, der
ville blive tid til. Sommeren 2008 bliver ikke den sommer, hvor jeg for
alvor bliver perfekt. Jeg må se det i øjnene, selvom det svier. Scenarie
2 på min nethinde var Johan, Elias og mig på ferie. Mange lange ferier i
Sydens Sol. Sådan blev det heller ikke. Johan har ikke tid. Pladen trækker
ud, og han arbejder hele tiden, så alting kører på planlægning og
skiftehold, og hvis tur det er til at sove og til at være vågen.
Jeg troede også, at jeg, nu hvor Elias er syv måneder, ville have
tabt alle kiloene, at jeg ville være begyndt at løbe igen, og at min hud,
mit hår og mine bryster ville være sig selv. Intet kunne være fjernere
fra virkeligheden. Mig selv er blevet en ny udgave, en ny variant, og jeg
kæmper med at se mig i øjnene. Alting er anderledes, end jeg havde
forestillet mig. Det mærkelige er, at jeg ikke på noget tidspunkt har
justeret mine forventninger om det perfekte liv – jeg har ligesom bare
udskudt dem. Middagene blev ikke til noget i maj, jamen, så når jeg dem vel i
juli, tænkte jeg. Det gør jeg ikke. Og realistisk set heller ikke i august.
Jeg når faktisk ikke en skid. Min kollega Mette sagde til mig, da hun
kom forbi til et møde for nylig, at hun indimellem ønskede sig en barsel,
hvor man bare kunne gå og nusse og have god tid til det hele. Ja, løj
jeg, det er også bare så skønt, og jeg fortsatte med at forklare, hvor god
tid man bare har til det hele, og hvor dejligt det er. Jeg fatter ikke, at
jeg messede med på den løgn, men det er som om, det er blevet endnu
et parameter at leve op til. Det der med at føle sig rolig og fritidsagtig.
Leila, min veninde, ønsker sig også orlov. Det giver bedre mening, for
hun mener ikke, at der skal være et barn involveret – hun mener, at
hun skal have tid til sig selv. Og det er her, hovedet på sømmet bliver
ramt: For jeg havde ikke taget Elias med i kalenderstyringen, da jeg
planlagde sommerdrømmene. Han er den store ubekendte, som med
en enkelt våd lort eller en dårlig nat kan vælte hele korthuset. Og jeg
ved, jeg burde synes, at det bare er så charmerende at være i det på en
god og moderlig måde, men det er jeg ikke. Jeg synes, det er pisseirriterende.
Og så får jeg dårlig samvittighed over det, og dårlig samvittighed
er der masser af tid til.
Kære Julia
1. Lungebetændelse. Av for den! Kan godt forstå du er træt. I det mindst plejer penicillin at være rimelig effektivt..
2. Tillykke med den gode anmeldelse. Og ja voksenlivet er edderma’me hårdt nogen gange – og rigt og fantastisk.
3. Dit afsnit bringer en masse minder frem fra min egen barsel – det mest skræmmende er dog at jeg tror jeg ville ha’ endnu større forventninger til det i dag, end jeg havde den gang. Jeg var så ung (24) og tog det hele rimelig afslappet. Men det der glansbillede-liv, der ikke er realiserbart – hold op hvor jeg dog kender det i dag. Hmmm… er åbenbart ikke blevet klogere med alderen på det punkt… Glæder mig til at læse din bog, det lyder som om du har skrevet noget vigtigt!
K.
æv for pyffer med lungebetændelse! Damn, jeg kan mærke mor-afmagten, og hvorforopdagede jeg det ikke selv-svimmelheden helt her ud på min side af skærmen.
Skønt uddrag, jeg er sikker på at det er en smuk og rammende bog 🙂
Det er bare så helt igennem rammende…
Både “hvorfor var det ikke mig, der opdagede lungebetændelsen”-følelsen – og ikke mindst de romantiske masser-af-tid drømme om barsel.
Glansbilledlivet er og forbliver – et glansbillede!
Glæder mig til, som den første, at få mit biblioteks version af din bog i hånden snarest 🙂
Endnu engang rigtig god bedring til Elias. Det gode er jo, at nu er det konstateret, så det kan behandles. Håber det går den rigtige vej med rekordfart.
Uddraget er godt skrevet, og meget rammende. Og jeg sidder her og griner lidt af mig selv. Nu er det min anden barsel der er ved at være slut, og denne gang har jeg da godt nok været fri for glansbilledet. Men det går op for mig, at lige præcis den der med at regne med, at man skal gå og få lavet en masse ting, og også lige få rejst et par gange… Ja, den har jeg da gentaget for fuld musik. Sidste år ved denne tid tænkte jeg, at jeg skulle få malet en masse af de billeder jeg har haft i hovedet og på skitseblokken i flere år. OG lige få skrevet og idéudviklet og sammensat en mappe, så jeg kunne få kørt mig i stilling som tekstforfatter. Haaaahahahaha!
Alle førstegangs fødende har vist det samme “glansbillede” for øje inden de nedkommer med guldklumpen.
Men livet er hårdt, intet er som man troede det ville blive, og det bliver en lang kamp de næste 18 år. MEN….selvom det er en kamp, så er det også det aller største der kan ske i dit hjerte, og når du om 18 år tænker tilbage og mindes, vil du ikke fortryde et øjeblik.
Julia, jeg vendter spændt på at læse din bog, du er meget realistisk og ærlig og jeg er sikker på at den vil blive et hit.
Kære K med vind i håret! Jeg ved ikke om vi nogensinde lægger det fra os – det med drømmene om idyl, men vi kan jo prøve, og så blive glade når det hele går op i en højere enhed…
Anna – ja, tænk at det var min far der fik den lyse ide at gå til lægen… det kunne man jo have overvejet.
Mrs Baloui! – Tusind tak – og tak fordi du har lyst til at læse den!
Anne – ja, man fatter jo ikke, hvad man tror man kunne nå… jeg troede seriøst at barslen var en særlig slags ferie… HAHA!
Mrs Cakeaholic… ja, det er det største der er sket. Nogensinde. Tak.
Hej Julia
Tak for endnu et indblik i din bog og din barselstid med Elias.
Du rammer mig virkelig i det du skriver med at være med på løgnen. Hvor er vi gode til at selv opretholde det forbandede glansbillede, som vi selv er spundet godt og grundigt ind i. Jeg har/havde de nøjagtig samme følelser, og det at læse dem på skrift gør dem lidt mere håndterbare og legale. Dejligt at opleve!
Min barsel har dog også været en øvelse i at være ærlig – ikke bare over for andre – men mest af alt over for mig selv og min mand. At kunne sætte ærlige ord på alle de følelser der flyver rundt inde i en godt tynget ned af den dårlige samvittighed og en stor usikkerhed overfor alt det nye. Det er svært – nok mest fordi, man ikke selv helt ved, hvad man føler. Men ord ord ord er vejen frem for mig, og du beskriver det meget rammende!
Held og lykke med salget og god bedring til lille Elias.
Kære Julia
Det var en stor fornøjelse at læse uddraget fra din bog. Jeg kan kun sige “Amen, sister!!” til følelsen af at være irriteret over alt det, som det lille menneske “forhindrer” en i at nå – og så den dårlige samvittighed over at være blevet irriteret på det lille perfekte menneske.
Jeg tror, din bog vil være den perfekte barselsgave – for det er altid rart at vide, at man ikke er alene med alle følelserne.
Og det er vigtigt at nogen fortæller det ærligt, så vi ikke alle sovsen ind i den dér “Ih, det er så perfekt….” for det er jo også noget lort! Men det går over.
Tak for din givende blog
fra hende med to mere end raske drenge
Hej Julia – jeg synes at det lyder som om det er en rigtig god bog. Jeg kan i hvert fald enormt godt lide det her uddrag. Det sjove ved det er, at jeg da godt nok havde den samme oplevelse første gang, men jeg tror først rigtig, at det ramte mig, da vi fik Frida. To børn ud af døren om morgenen – alt var pakket ind i aflevere-hente rammen, og Frida sov ikke nær så godt som Ronja. Det med at sy blev mit stædigt insisterende frirum. Jowjow, godt nok syede jeg til børnene, men det handlede om mig, og hvad jeg ville, og det var der faktisk ikke rigtig andet, der gjorde. Så altså – dejligt at spejle sig selv i dit velskrevne uddrag! Er det ikke tit det, der kendetegner en god bog – at man kan spejle sig? Synd med Elias, og jeg forstår så godt frustrationen ved at din far opdagede det – men altså hvis man nogensinde har overvejet at lære at tage tingene, som de kommer og lade være med at ærgre sig over fortiden, så er “når man har børn” et godt tidspunkt at starte. Håber han snart får bugt med den. Jeg kommenterer lidt sent, det ved jeg – men det er det der både-og-liv, der fylder… 🙂