Et afsnit

I dag blev så dagen, hvor Skattefidusen fik konstateret lungebetændelse – og vi fandt kun ud af det fordi min far skulle passe Elias til formiddag og ganske resolut kørte ham op til sin egen læge og fik ham undersøgt. Jeg er simpelthen så ked af det. Og meget meget træt.

I dag blev også dagen, hvor jeg fik en god anmeldelse i Jyllandsposten, og hvor jeg på grund af Elias måtte melde afbud til dagens modeugehalløj. Jeg ved godt hvor jeg skal være, når Elias er skidt, men det er voksenlivet der melder sig – “både-og“-livet.

Og så er der i dag 4 dage til min bog udkommer. Endelig! Og hvor er jeg nervøs! Så her nedenfor får du endnu et afsnit af bogen, som søde redaktrice Anne har givet mig lov til at lægge ud. Det er skrevet da Elias var på vej ud af sin femte måned og ind i sin sjette. God weekend, og rigtig god læselyst – jeg håber godt nok at du kan lide det!

J U L I

Lækker sommer
Det er sommer igen. For anden gang i år, tror jeg. Da jeg blev gravid
og endelig fi k regnet mig frem til, at jeg denne sommer ville være på
barsel, fi k jeg billeder på nethinden: mig, der sylter. Mig, der bager.
Mig, der inviterer smukke venner i hvidt tøj (ved ikke helt, hvorfor
det hvide tøj toner frem, men det er nok noget skagensmaleragtigt,
der rumsterer i baghovedet) på middage og frokoster ved langborde
med hvide duge. Hvidvin, der skænkes i glas, og mig, der overskudsagtigt
og med masser af tid har kokkereret og serveret og får ros for
mit fremragende køkken. Bedre end Camilla Plum! råber venner i kor.
Sådan blev det ikke. For det første har vi ingen have, for det andet har
jeg ikke al tid i verden, som jeg troede. Jeg vasker tøj, køber ind, laver
mad, skifter og ammer Elias, og der sker i virkeligheden ikke så meget
andet. Han sover jo ikke, og der er ikke tid til alt det, jeg troede, der
ville blive tid til. Sommeren 2008 bliver ikke den sommer, hvor jeg for
alvor bliver perfekt. Jeg må se det i øjnene, selvom det svier. Scenarie
2 på min nethinde var Johan, Elias og mig på ferie. Mange lange ferier i
Sydens Sol. Sådan blev det heller ikke. Johan har ikke tid. Pladen trækker
ud, og han arbejder hele tiden, så alting kører på planlægning og
skiftehold, og hvis tur det er til at sove og til at være vågen.
Jeg troede også, at jeg, nu hvor Elias er syv måneder, ville have
tabt alle kiloene, at jeg ville være begyndt at løbe igen, og at min hud,
mit hår og mine bryster ville være sig selv. Intet kunne være fjernere
fra virkeligheden. Mig selv er blevet en ny udgave, en ny variant, og jeg
kæmper med at se mig i øjnene. Alting er anderledes, end jeg havde
forestillet mig. Det mærkelige er, at jeg ikke på noget tidspunkt har
justeret mine forventninger om det perfekte liv – jeg har ligesom bare
udskudt dem. Middagene blev ikke til noget i maj, jamen, så når jeg dem vel i
juli, tænkte jeg. Det gør jeg ikke. Og realistisk set heller ikke i august.
Jeg når faktisk ikke en skid. Min kollega Mette sagde til mig, da hun
kom forbi til et møde for nylig, at hun indimellem ønskede sig en barsel,
hvor man bare kunne gå og nusse og have god tid til det hele. Ja, løj
jeg, det er også bare så skønt, og jeg fortsatte med at forklare, hvor god
tid man bare har til det hele, og hvor dejligt det er. Jeg fatter ikke, at
jeg messede med på den løgn, men det er som om, det er blevet endnu
et parameter at leve op til. Det der med at føle sig rolig og fritidsagtig.
Leila, min veninde, ønsker sig også orlov. Det giver bedre mening, for
hun mener ikke, at der skal være et barn involveret – hun mener, at
hun skal have tid til sig selv. Og det er her, hovedet på sømmet bliver
ramt: For jeg havde ikke taget Elias med i kalenderstyringen, da jeg
planlagde sommerdrømmene. Han er den store ubekendte, som med
en enkelt våd lort eller en dårlig nat kan vælte hele korthuset. Og jeg
ved, jeg burde synes, at det bare er så charmerende at være i det på en
god og moderlig måde, men det er jeg ikke. Jeg synes, det er pisseirriterende.
Og så får jeg dårlig samvittighed over det, og dårlig samvittighed
er der masser af tid til.

9 Comments
Previous Post
Next Post