Det er december, og jeg begynder at mærke det. Ikke fordi jeg på den måde er kommet nærmere julen eller juleforberedelserne, men fordi jeg begynder at lægge mærke til lysene – i folks vinduer, og bare dem der lyser mørket op. Og tro det eller ej, jeg begynder at glæde mig!
Og dét på trods af at julemåneden med to skolebørn er blevet sådan en slags masterclass i planlægning. For eksempel er der i dag både juletamtam i Elias klasse og på Sofus fritidshjem. På fritidshjemmet begynder det allerede klokken 15, og selvom jeg bifalder initiativet og de voksne der på det sted lægger SÅ meget energi, så synes jeg også det er ganske, ganske vildt at lægge et arrangement klokken 15. Altså, hvordan klarer folk det? Med arbejde og arbejdstider og den slags? Det forstår jeg virkeligt ikke. Men vi planlægger på livet løs og når det meste, hvis ikke det hele, oveni endeløse rækker af madpakker og bjerge af vasketøj. Og så er det jo faktisk meget fint at julen ligger lige der og blinker i det allermørkeste af vinteren.
Vi har haft 6! SEKS ting i hhv skole og børnehave indenfor normal arbejdstid her i november og december. Jeg bifalder også initiativ, meeen selv med stram planlægning, fleksible arbejdstider mm så er det lige at stramme den.
Hold ud. Jeg har skrevet det før. Om lidt blir der stille. Om lidt blir du ikke inviteret med mere. Så er du den pinlige mor gg derfor uvelkommen til de ting, dine teenage børn skal til. Så hold ud. Om nyd det, hvis du kan. Ellers bare hold ud.