På Femina anmelder jeg bøger, og det er jeg meget begrejstret for (underdrivelse). En af årets fine debutanter er Tine Høeg som har skrevet en lille sprød roman, på en helt anden måde, end man normalt læser romaner (det kan du opleve nedenfor), om en stor og upraktisk forelskelse. Jeg har fået lov til at bringe et uddrag af bogen her, af forlaget Rosinante. Hvis du vil læse denne sårbare, smukke og helt anderledes roman, kan du helt klart låne den på biblioteket, eller klikke lige her.

*
tredje gang jeg ser dig nøgen
får jeg en flænge i panden
af et pigtrådshegn
da vi maser os ind i et skur
til haveaffald
så regner det
sæd blod sommerregn
*
hvad har du lavet med panden?
find jeres tekster frem siger jeg
eleverne i min kontaktklasse spørger meget:
har du nogen børn?
er du gift?
hvor bor du?
går du i byen?
har du en kæreste?
jeg siger:
jeg bor på Amager
eleverne fører hemmelige samtaler
med hinanden på Facebook i timerne
de smiler pludselig på samme tid
jeg ved ikke om det er af mig
noget jeg siger
mit tøj
der ryger en spytklat ud af min mund
mens jeg står ved katederet og taler om
essaygenren
jeg lader som ingenting
og taler videre
mens jeg afspiller spytklatten
i slowmotion i mit hoved
og spekulerer på hvor mange
der kunne se den
*
der er ikke adgang for elever her
pedellen står i døren til kopirummet
jeg er lærer siger jeg
og viser ham mit kort
han kigger længe på det
husk at rydde op efter dig siger han
*
jeg deler velkomstfoldere ud til forældrene
de sidder ved elevernes borde
eleverne sidder i vindueskarmen
der er kage og kaffe
hvis man er til den slags
STAR slår ud med armen
han er som en fisk i vandet
han er femogtredive og har taget tweedjakke på
det giver autoritet grinede han da vi hentede ekstrastole
jeg fortæller om
bogkælderen
rygepolitikken
danskfaget
når forældrene stiller spørgsmål
kigger de kun på STAR
han fortæller om
studievejledningen
introturen
opgaveoasen
eller i folkemunde:
lektiefængslet
forældrene griner
og han fortsætter med studieturen
vi skal af sted til november
Colosseum
maden
Roms metrosystem
øjnene
næserne
de forskellige måder at sidde på
jeg prøver at regne ud hvordan elever
og forældre passer sammen
jeg prøver at forstå at eleverne
er nogens børn


Fedt uddrag, kunne se mit første lærer job i meget af det…. tror jeg en gang blev spurgt hvem vores lærer var da jeg var afsted med min 8 klasse… eller de spurgte en elev ved siden af…. jo tak jeg er her.
fik mig til at savne at kunne arbejde.