Måske er det bare mig, der ikke kan se ud over min egen næsetip, men for kvinder som mig, i 30-erne, med en mand, vi elsker, arbejde vi elsker og børn vi elsker – er der ikke megen plads til at trække vejret helt alene. I hvert fald ikke for dem, jeg kender. Altså, med mindre man kan smøre en madpakke samtidig. Eller effektivisere alenetid ved at se et DR2program om flygtningekrisen (fordi man alligevel aldrig når at læse en avis) samtidig – naturligvis samtidig – med at man lægger vasketøj sammen efter man har tjekket forældreintra og forsøgt at tænke frem til næste element i rækken: Fars På 1001 Måde.
Jeg tror ikke rigtigt, vi er alene, os kvinder med to fødder og ti steder at plante dem. Men det lader til at vi trænger til det. Min søde veninde har eksempelvis af tre mere eller mindre professionelle mennesker inden for de sidste par uger fået et spørgsmål om, hvornår hun så er alene? Og har fred med sig selv? Åbenbart er det noget vi skal gå efter; det her med at finde ro. At finde fred, at være i fred med os selv. Men hvornår og hvordan det lige er vi skal presse det ind, det forstår jeg faktisk ikke. I en ganske almindelig hverdag er der ikke mange huller, og jeg ved heller ikke om jeg for alvor vil have dem? Hvis man skal være alene, skal man være helt alene – her tæller en tur med arbejdet ikke. Eller en aften, hvor ungerne sover, men hvor begge dine ører, som roterende paraboler alligevel er rettet mod deres åndedræt bag døren. Helt alene; det er det vi taler om. Hvor det KUN er dine behov, din næste kop kaffe, og din egen vejrtrækning du skal lytte efter. Alene, er ikke noget jeg ønsker mig som grundprincip -d et fineste er hverdagen med min mand, mine unger, mine kollegaer og mine venner. Det er det fineste. Men jeg tror der er sandhed i at for at være udadvendt, er vi ind i mellem nødt til at lukke ned, og se ind, være os selv, og lære at være sammen med os selv, og ikke hele tiden skulle famle rundt efter de mennesker der er omkring os. Spørgsmålet er bare hvornår? Og hvor er balancen?
Mit ekstroverte jeg elsker at være blandt andre mennesker.
Jeg er, ligesom dig, vild med hverdagen. Jeg er vild med mit arbejde og trives generelt bedst med mennesker omkring mig. Jeg slapper af blandt venner, veninder, til koncerter, foredrag eller noget tredje. Jeg er nysgerrig, snakkende og har gerne gang i flere projekter på én gang.
Men det dér med at være alene engang imellem…det har jeg øvet mig på, og gør det stadig. At huske at skabe små “åndehuller” hvor jeg ingenting skal.
Det er svært. Og alligevel uundværligt.
Jeg prøver mig stadig frem og forsøger at finde en balance.
Og gerne med kaffe til 😉
Kære Kristina, Det lyder simpelthen så klogt. At finde de helt små paranteser, hvor man bare er sig selv.
KH
J
Jeg og en anden klinisk forskende læge blev for nylig spurgt af en meget, meget dygtig professor, som selv skaber banebrydende resultater indenfor sit felt: “When do you have time to think?”
Pointen er selvfølgelig, at med ti tusinde projekter i forskellige stadier, børn, patienter, kollegaer, motion, mand, socialt liv osv er der ikke tid til at tænke. Der er så meget pres på, at man ikke har tid til at reflektere over hvad man gør og hvorfor.
Jeg tror, det er vigtigt. Både personligt for at hovedet ikke begynder at snurre for hurtigt rundt om skuldrene og man får sjælen med, men også professionelt. At man får de små huller, hvor tankerne får lov til at flyve lidt. Det er svært at få de virkelig gode idéer, når hjernen føles som en hvepserede.
For de fleste af os er det nok ikke realistisk med flere dages ‘fred’, men måske små pauser. 10 minutter her og dér, uden en telefon klistret i hånden, uden vasketøj og uden unger (jeg kan seriøst ikke tænke, når jeg har en to-årig, der hiver i mig og en fire-årig der gerne vil forstå alt om hvad der sker, når man ikke børster tænder og får huller i tænderne. Helt ned på bakterieniveau). Jeg kan ikke selv finde ud af det, men jeg øver mig. Prøver at gå en lille tur i solskinnet. Bare 10 minutter ud i haven.
Ja Julia…. Det er jo det store spørgsmål i et effektiviserende samfund, hvor normen og “normalen” netop er, i vores generation, måske faktisk netop ikke at have denne tid for sig selv…. Alene. For så er du jo både en dårlig mor, ueffektiv medarbejder/kollega, egoistisk forælder og menneske osv. Normalen er jo at vi foretager os noget konstant. Sådan næsten altså. Hvis jeg takker nej til et arrangement eller på min 6 årige datters vegne siger nej til en legeaftale, kommer spørgsmålet promte : “Jamen hvad skal I da?”
Men sandheden er jo, at vi netop ikke SKAL noget. Ofte tror dem omkring mig, at jeg netop har “travlt” med alt muligt, men i virkeligheden har jeg “travlt” med at passe på mig selv. Det er noget man lærer, når man først har været helt nedenom bide i gulvbrædderne pga alvorlig stress…
Så ja, det handler udelukkende om priotering. Mange siger til mig at de netop ikke har tiden til dem selv. At trække vejret selv i en-somhed.
Men tiden har vi alle jo. Spørgsmålet er bare hvad du vil fravælge??
For mig har det betydet at arbejde på nedsat tid. Så jeg netop kan TAGE mig tiden til det jeg ønsker og har brug for.
Og jeg har netop fået taget tatoveret ordene på min arm “Breathe alone”.
For det er et grundvilkår for, at jeg kan fungere. Fordi biologisk set er vores hjerner konstant online og “på”. Og faktisk er vi ikke skabt til at leve som vi gør.
Det mærker man blot først, når kroppen siger fra.
Forstår godt dine refleksioner, men tag det fra en ‘livserfaren’ mormor : Dine børn bliver voksne og flytter hjemmefra og du får al din tid til dig selv – igen! Så nyd bare din familie, for tiden flyver og lige pludselig, har du masser af tid til at se indad og fordybe dig;-)
Hver ting til sin tid…Jeg har elsket alle faserne i mit liv, også denne fase som mormormedstiletter.dk – uden småbørn og krav om at jeg skal være involveret i 1000 ting hver dag;-)
Kære Tina,
Ja, jeg ved det – alt har sin tid; og det er heller ikke på den måde solotid fra mine unger jeg savner – jeg savner simpelthen ind i mellem tid til at tænke mig om. Men der mængden der gør det, ikke ungerne.
KH
J
Kære No Stress, Jeg tror det er så rigtigt at det ikke altid handler om prioritering, for hvad er det lige præcis vi skal pioritere os ud af? Men jeg er overbevist om at vi hver især må lære at finde vej i det på en måde, så vi kan holde fast i os selv.
KH
J
Kære Astrid,
Jeg er helt med på dine ti minutter, og jeg tænker også at alting kommer i faser, og at der ikke er meget i livet der behøver at være permanent. Slet ikke de krav der stilles til os, og dem vi stiller til os selv. Udfordringen er jo nemlig også at man gerne vil være skarp – at man gerne vil kunne levere og præstere med nye ideer – og her er jeg SÅ enig. Man skal simpelthen nå at tænke sig om.
KH
J
Sidder med en pragtfuld baby på godt to måneder og trænger i allerhøjeste grad til tid til og for mig selv.
Og tænker alligevel at det er stykke hen ad vejen er et temmelig moderne fænomen i vores kultur det her med tid til sig selv. Lidt lige som eget værelse og tid uden børn.
Spurgte en gang for mange år siden min nu afdøde Bedstemor(f. 1912), om hvorfor hun gik i kirke (jeg var nok nysgerrig ift tro og religion) og hendes svar var meget pragmatisk noget i stil med, at det med børn, gård, mand og alt det løse førhen havde været den eneste måde mødrene fik to timer om ugen til bare at sidde helt stille og roligt og slappe af…
Julia… I min optik handler det i aller højeste grad om prioritering. For nogen mennesker ER det vigtigt at have tid, ro og FRED med sig selv, for at være det menneske, mor og kæreste, som de ønsker at være. For nogle mennesker skal have den fred med dem selv, til ikke at blive et “monster”. (Læs: sur, agressiv, kortluntet, presset/stresset menneske)
Andre mennesker har ikke det behov elle rønske om tilbagetrækning. Freden med dem selv. Til at reflektere. Tænke. Mærke. Og bare være. Uden at skulle. Vi er alle forskellige.
Men sidder der bare et lille bitte ønske og behov for at kunne være i mere fred med sig selv eller omend FÅ mere fred omkring sig i sin hverdag, tænker jeg det ER vigtigt, at få kigget nærmere på sine prioriteringer. Sine værdier. Og kigge nysgerrig på hvad der er vigtigst for en, og om det så også er dem man efterlever. Eller om pladsen er taget af alle de her andre “fyldstoffer” som samfundet i dag bugner af. Vi har SÅ mange muligheder i dag. Så mange tilvalg vi gør os. Og nogle kan have svært ved nettop at se, hvad der skal fravælges. Men hvis du ønsker en stund og en tid til “bare at være” bliver man jo nødt til at tage den tid og stund et andet sted fra. Ved hvert valg og handling man gør sig, er der altid en konsekvens. Det handler om hvilke konsekvenser man kan leve med, og hvilke man vil ændre på.
Kære Joan; først: Tillykke! Ja, det er vist et moderne begreb, men ser man bare 100 år tilbage i tiden var det samvær børn og voksne havde et helt andet. Og ikke som i dag med børnene som hverken centrum eller udgangspunkt. Så samfundet er skruet anderledes sammen, vi er sammen med hinanden på en anden måde, og tingene foregår med mange flere kontaktpunkter end nogensinde før. Jeg er ikke ked af noget af det, men tænker at balancen mellem indadvendt og udadvendt er en vi skal sørge for at finde hver især. Kærligst J
Kære Nostress – Ja, det er lige præcis det jeg mener. Man ikke være alene og sammen med andre samtidig. KH J
Kære Julia, tak. Du har ret og jeg tænker heller ikke, at vi skal tilbage til gamle dage. Mere bare at vores forventninger og behov også er formet af den tid vi lever i. Og så tænker jeg også – som du tit berører i dine betragtninger – at vi lever på en måde, hvor vi selv skal konstruere alting, vi trækker ikke på fælles rammer eller ritualer, men må skabe vores egne, så pauserne bliver ikke et fælles vilkår hverken på arbejdspladserne eller i hverdagen – jeg er meget langt fra kirkegænger selv, men tænker alligevel at vi mangler fælles heller i dagligdagen, hvor man i en eller anden forstand kan finde “urørlige” pusterum som er gængse accepterede.
Kære Joan, det er bare så rigtigt. Vi har ikke en erfaringspool at trække på mere, og samtidig så tror jeg faktisk desværre ofte at vores forventninger kommer fra en anden tid. I 1950-erne og 1960-erne hvor der var relativt flere husmødre (selvom børn af udearbejdende mødre havde det storslemt), så er der nogle idealer fra den tid, vi har trukket med os ind i vores. Og ja, vi mangler de fælles og de adskilte rum, hvor det er legitimt at være stille. Nu lyder sådan en gudstjeneste pludseligt som en virkelig god ide. KH J