Måske er det fordi jeg bliver ældre, klogere. Eller også er det fordi jeg bliver ældre, mere bange. Måske er jeg bare naiv, og er ikke i stand til, til hverdag at rumme, alt hvad der sker, og har så lige pludseligt taget mig sammen og ser tingene tydeligere. Men jeg er bange. Ikke så jeg går rundt og ryster, men bange på den der stille måde, hvor noget fylder hele tiden. Verden er (som altid ville kynikerne sige) i tumult. Syrien og Balkan svømmer over med mennesker, der prøver at komme væk fra deres hjem. Grækenland, Italien, Nordafrika. Kysterne bestormes, og Europa forsøger at finde måder at undgå at gøre ret meget. “Vi må diskutere det” læste jeg en politiker skrive. Diskutere? Der står mænd, kvinder og børn (BØRN!), der ikke mere har et sted at bo. Eller et sted at leve. Mennesker, der ikke kan få mad på bordet. Desperate mennesker med børn (BØRN!), der mangler alt fra højre sko til et sted i verden, hvor der ikke springer bomber om ørerne på dem. Så er der angreb på flygtningecentre. I Danmark. I Tyskland. Og Tyskland vores naboland tager 800.000 flygtninge ind næsten uden at blinke. De angreb på flygtningecentre, dem er jeg bange for. De mennesker, der gør den slags, de bor i Danmark, de er danskere og dem er jeg mere bange for end for de traumatiserede flygtninge. Så er der Odense kommune som når at få den fantastiske idé at skære ned i hjælpen til de mest udsatte børnefamilier. Igen: BØRN. Jeg er bange for Odense Kommune. Rigtigt bange. For dem der kan være ufølsomme overfor levede liv med en blyant i hånden, dem tror jeg virkeligt man skal frygte. Først da en enkelt modig sjæl, en socialrådgiver nægter at parere ordre og pege de børnefamilier ud hun vil holde op med at hjælpe, reagerer medierne og så reagerer Odense. Og jeg er bange for at vi ikke er nok som hende, hende den modige. Hende der risikerer sit job for andre. Hvor mange af os har nosserne til at stå op for andre, når så mange af os ikke engang kan finde ud af at stå op for os selv? Dér bliver jeg bange. Jeg har to børn. Hvad er det vigtigste jeg kan lære dem, i denne verden, tænker jeg nu? At stå op for sig selv, for andre, og at stå så rankt så de ikke er bange for at åbne dørene for dem, der har brug for hjælp. Det hele handler om børnene. Altid.
Jeg er bange. Og verden er stor.

Word
Jeg er også bange… bange for mennesker, som intet problem service at dele menneskeheden op i over- og undermennesker…. Folk, som er så bange for at Danmark ændrer sig, at de i deres “beskyttelse” af det Danmark de kender, ændrer alt det Danmark virkelig står for: tolerance, næstekærlighed og sammenhold.
Vi starter hver samfundsfagstime med to elever, som fortæller noget om hvad der sker lige nu i Danmark eller verden. Bagefter diskuterer vi de emner og sætter dem i historisk perspektiv… og jeg er ikke den eneste, som er bange for intolerante hadske mennesker…
JA! Har ikke har noget at tilføje. Må bare stemme i.
Jeg er også bange! Bange for det had og den kynisme der breder sig som en steppebrand. Jeg er også vred. Vred over den umenneskelighed der findes hos mennesker der har mad at mætte deres børn med, tag over hovedet og tryghed i livet. Jeg er fanme vred! Mest af alt er jeg vred!
Så sandt! Men jeg er bange fo, at alle dem der angriber asylcentre og fremtordner med ubehagelig retorik, også er rigtig bange, sådan inderst inde. Bange for alle dem de ikke kender, og ser lidt anderledes ud. Det er en sørgelig udvikling.
I de her dage er jeg virkelig bange for Inger Støjberg..
jeg tror ikke, det har noget med alder at gøre. Jeg er kun 23, men er præcis lige så bange som dig. Jeg skammer mig over, hvor lidt vi gør. Hvor meget vi har nok i os selv. Og hvordan debatten om flygtninge gang på gang ender med at handle om penge. Pris over mennesker. Hvis flygtningene ikke koster for meget, må de komme. Ellers har vi ikke plads til dem. Jeg føler mig vred, bange og magtesløs.
Tak fordi du som blogger er med til at sætte fokus på dette – fremfor outfit of the day og make-up tips, som alle de andre bloggere. Det her, det er vigtigt!
Kære Julia
Tak for et rigtig fint indlæg. Du sætter ord på mange af mine følelser og den angst, der har slået rod inde i mig.
Kh. Birgitte
Jeg er også bange! For Danmark gør slet ikke nok – og så er der mange andre lande, der slet ikke gør noget! Flygtninge er mennesker ligesom alle os andre. Men jeg kan til dels også godt følge “den anden sides” argumenter, for det koster MANGE penge at tage så mange flygtninge. Derudover er det et faktum, at de fleste af dem ender i arbejdsløshed og kriminalitet, hvilket også koster MANGE penge! Men hvad gør man ved det? Jeg ved det ikke, men jeg ved bare, jeg synes at vi i Danmark må gøre noget – og så må EU få gjort noget ved de regler, der gør at systemerne er brudt sammen. De sydeuropæiske lande giver flygtninge et beløb, så de kan komme videre op nordpå, og så landene kan “slippe af” med dem, for hvis de først får dem registreret, så er det dem, der har ansvaret for dem. De lande har simpelthen ikke flere ressourcer, hvorfor der fra EU’s side burde ske noget NU!
Hej Julia!
Dit indlæg rammer mig så meget i hjertet. Børnene er vores fremtid, det vigtigste vi har, og vi fatter det alligevel ikke. Det er anden gang i dag, at jeg er blevet ramt i hjertet .. Jeg læste i morges formanden for LF Autismes opdatering omkring børn med autisme, der er så angste for at gå i skole, at de ikke kommer afsted:
Dagen i dag startede med en sand medie storm. Lærernes fagblad Folkeskolen, gjorde trusler mod forældre, til børn med autisme der ikke vil i skole, og uretmæssige tvangsfjernelser til deres TEMA, i bladet der udkom i dag. Og Ekstra Bladet havde også autisme og tvangsanbringelser på forsiden.
Timingen kunne ikke være bedre, for netop idag var jeg inviteret til, at hilse på undervisningsministeren. Ministeren var lydhør, hun indledte mødet med at snakke om inklusion og foran hende lå en kopi af artiklen fra Autismebladet, med resultaterne fra vores forældreundersøgelse; Man bliver syg af det
http://dorthebirkmose.dk/…/Survey-Autismebladet-nr-6-2015.p…
På mødet i dag, fik jeg fortalt ministeren om de ting jeg har lagt øre til fra medlemmer af Landsforeningen Autisme i juli og august – her vil jeg gerne advare mennesker med hjertet på “det rette sted” mod at læse videre, for det ER hjerteskærende voldsomt…
En mor beretter for mig, at hendes søn var i skole 40 dage i sidste skoleår, grunden til fraværet var alvorlige mavesmerter og panik før skoletid. Det sidste halve år har presset på familien været ekstremt, man har insinueret overfor moren at hun har Munchhausen By Proxy, og holder sønnen hjemme for at få opmærksomhed ved at sygeliggøre sønnen.
De sidste måneder før sommerferien turde moren ikke andet end at sende sønnen i skole på trods af, at hun kunne se hvor skidt han havde det, det resulterede i at drengen begyndte at kaste op 3-4 gange på en skoledag. Mor har fået ros af kommunen for at sende drengen i skole (!). Drengen holder sig vågen i timevis hver nat, og siger, at det er fordi han er bange for at vågne op og skulle i skole.
Nogen af jer husker sikkert, at KL inviterede til møde om inklusionen lige før sommerferien. En finesse ved mødet var, at KL gerne ville have organisationerne til at fremlægge gode inklusionssager.
Jeg havde ikke nogen gode sager og måtte efterlyse dem på Facebook. En mor skrev til mig at hendes søn havde haft det svært, men at det nu fungerede nogenlunde i skolen. I sommerferien fik jeg mail fra drengens mor, hun skrev at hendes søn havde taget sit eget liv mens de var på badeferie, få uger før skolestart. Det hører med til sagen, at moren gentagne gange havde bedt kommunen om hjælp til at få drengen i bedre trivsel..
En 8 årig dreng er inkluderet i et skab i et klasseværelse…
En 7 årig dreng sidder under bordet med en finger i hvert øre sidste halvdel af skoledagen – hver dag.
En 10 årig pige er begyndt at tisse i bukserne.
En 6 årig dreng, skolestarter, er få uger inde i det nye skoleår holdt op med at spise – han siger at hans hals ikke virker…
Link til en samling af dagens avisoverskrifter om uretmæssig tvang og trusler:
http://www.autismeforening.dk/nyhedSe.aspx?id=1356&linkId=11&sid=56&u=56
Citat slut.
Dette læste jeg i morges, og jeg græd for de her børn og særlig den lille dreng, der tog sit eget liv. Fordi ingen kerer sig om ham, men om regler, systemer og alt muligt andet.
Jeg har en dreng på 6, der har diagnoserne autisme og ADHD, og jeg er virkelig bange. Han har fået udsat skolestart et år, men næste år melder virkeligheden sig. Jeg kæmper for ham, jeg gør alt for at forstå hvordan det er at være ham og lære ham de kompetencer, som andre har medfødt, men som han mangler og gør ham svær i andres øjne .. men hvis jeg også skal kæmpe mod systemet oveni?
Undskyld, at jeg spammer dit kommentarfelt med dette .. det ramte mig bare lige her til morgen, samtidig med de 70 flygtninge, der blev myrdet af menneskesmuglere i en bil. Vi ved ikke, hvor mange børn, men der var nok en del. Hvordan kan man gøre det ??
I sidste ende handler det om penge. Penge til at hjælpe flygtninge, penge til at hjælpe familier med handicappede børn, penge, penge … Børn er omkostninger. Børn skal hurtigt gennem skolen, så de kan holde op med at være en omkostning og starte med at bidrage.
Jeg har ondt i hjertet idag, og jeg vil gerne gøre et eller andet.
Kan vi finde på noget?
Knus fra Gitte K
Føler præcis det samme. Det er som om der er ved at ske et skred i vores mentalitet, men jeg kan ikke se, hvad der har forårsaget det. Det skrider ganske gradvist, og pludselig ser man det: omsorgen forsvinder. I børnepasningen, for gravide og fødende, for syge generelt, og udsatte mennesker bliver udsat for den mest kyniske form for mistænkeliggørelse. Vi bliver hjernevasket til ikke at stille spørgsmålstegn ved, at besparelser og reformer er nødvendighedens politik. Nødvendighedens politik findes ikke. Hvis den fandtes, kunne vi bare lade embedsmænd styre landet efter et regneark. Det har taget så lang tid at opbygge vores velfærdssamfund. Jeg tror på at tryghed er grundlaget for et lykkeligt samfund. Og hvis vi bliver utrygge, hvilket mange gør, og med god grund, så kan vi ikke række ud og hjælpe andre.
Flot indlæg! Jeg er virkelig også bange! Så enig!
Jeg blev så bange den anden dag, da jeg hørte en politiker udtale i nyhederne, at det var et stort skridt for FÆDRELANDET, at vi nu halvere ydelsen til flygtninge i Danmark. Hvordan kan det være et skridt for noget som helst at presse skrøbelige familier længere ud i fattigdom? Og hvilket fædreland er det lige, han taler om? Det er i hvert fald ikke mit.
Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forklare det her til min 9 årige datter. Jeg har ikke ord for det. Vi snakker om at hjælpe BØRN, der flygter fra bomber. Skal vi lukke grænserne? Skal de drukne, når deres gummibåde tager vand ind? Eller bag i rumænske kølelastbiler?
Det bringer så ufatteligt mange tanker frem om en ikke helt så fjern fortid, hvor nationalismen også florerede, og millioner af mennesker døde. Børn døde. Unge døde. Gamle døde. Fædre døde. Mødre døde.
Hvor blev medmenneskeligheden lige af????? Så ja, jeg er også bange.
Jeg har det præcis som dig: jeg har spurgt mig selv, om det var fordi jeg har børn, fordi jeg er blevet ældre… Eller om verden rent faktisk er blevet værre. Desværre bliver det sværere og sværere at overse det sidste.
Jeg er også bange!
Godt beskrevet, Julia. Jeg er helt enig med dig.
Som det ret tydeligt fremgår af kommentarfeltet har du ramt noget, som vi er rigtig mange der deler, men som det er svært at sætte ord på og endnu sværere at handle på.
For det er bare ligesom ikke godt nok noget af det, som nogen af os gør – som samfund og som enkeltpersoner -ikke så længe vi hver dag vågner til historier der overgår dem fra dagen før. Hvordan fanden står vi så tilstrækkeligt meget op for dem der har brug for det lige nu, at det faktisk redder deres liv – og deres barndom. Jeg er bange for, at vi i den rige del af verden skal komme til at skamme os over, hvor tøvende og modvilligt vi handlede da det virkelig gjaldt. Luise
Tak for dit fine indlæg om et emne, der ligger mig meget på sinde.
Nu går det ud over flygtninge. Og det er forfærdeligt. Men der breder sig et menneskesyn som er rationelt, kynisk og markedsorienteret. Ud med dem som ikke kan yde max på arbejdsmarkedet.
Vi må alle råbe op, der hvor vi kan. Tidens tendens er grusom og fordummende. Uden plads til moralske og etiske overvejelser.
jeg er også bange, men allermest for terrorisme, radikaliseringen og de mange, der i DK går rundt om sympatiserer med Islamisk Stat. Men nu bor jeg også lige ved siden af en såkaldt ghetto.
Du rammer plet, Julia!
Gitte K. Jeg synes din stemme bør høres. Højt. Du har mange vigtige pointer, der bør være med i debatten. Og med til at påvirke vores beslutningstagere. Du kan jo starte med at sende dine ord til Politiken?
Kh og alt det bedste.
Ulla
TAK – fordi du tager bladet fra munden og italesætter realiteterne.
Må jeg tillade mig at anbefale hende her: http://www.information.dk/dagbog
Hun fortæller (også) en meget vigtig historie, som ikke bør ties – jeg græd, da jeg læste hendes beretning – virkelig hjerteskærende og i SÅ dyb kontrast til den modetøjs-og-kalorie-tællende virkelighed, som så mange andre blogs beretter. Dejligt og vigtigt at der heldigvis findes alternativer.